Haarder: Folkeskolen vil altid være en ideologisk kampplads

Tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (Venstre) begræder ikke, at folkeskolen blev en ideologisk kampplads i 00’erne. Det bliver den også fremover, og det må lærerne vænne sig til, siger han.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Siden 1982 har den danske undervisningsminister - med få undtagelser - heddet Bertel Haarder. Under den forrige regering sad Venstre-manden som undervisningsminister i fem år, som han så kan lægge oven i de ti år, han sad som undervisningsminister i 80'erne. Senest var han blandt andet ansvarlig for at give folkeskolen en kanon og en ny formålsparagraf.

Sammenlignet med sin første periode i 80'erne har Bertel Haarder denne gang haft et større råderum til at give folkeskolen den faglige opstramning, den havde brug for, mener han selv.

»Jeg har aldrig foretaget mig noget som helst på folkeskoleområdet, uden at Socialdemokraterne direkte eller indirekte har været med til det. Det gjaldt særligt de seneste fem år, jeg sad som undervisningsminister, hvor skoleforligskredsen var lidt mere indsnævret, end den var i 1980'erne. Men det, at Radikale ikke var med denne gang, gav os til gengæld muligheder for at styrke fagligheden«, siger Bertel Haarder.

Fik fokus på faglighed

Og han vedkender sig da også gerne, at regeringen gjorde sit til, at folkeskolen blev en ideologisk kampplads. Men det er kun udtryk for interesse og omsorg, siger Bertel Haarder.

»Man kan ikke undgå, at en så stor offentlig institution, som alle kender til fra deres egen skoletid, bliver en politisk kastebold fra nu af og til evig tid. Og det må skolens verden altså finde sig i og så prøve at få noget positivt ud af det«, siger Bertel Haarder.

Ifølge den radikale gruppeformand og tidligere uddannelsesordfører, Marianne Jelved, har VK-regeringen ofte begrundet sine historisk mange ændringer af folkeskoleloven med resultaterne fra Pisa, og det giver Bertel Haarder hende ret i.

Han hæfter sig dog ved, at det er sket med brede flertal.

»Nu er vi politikere jo indrettet sådan, at vi ikke bare kan lade stå til«, siger Bertel Haarder.

Og selvom Pisa-målingerne stadig disker op med middelmådige resultater, er Bertel Haarder ikke i tvivl om, at det er lykkedes at gøre noget ved den faglighed, VK-regeringen var så optaget af.

»Folkeskolen er jo et skib, hvor skuden først drejer, længe efter at man har drejet roret. Det er vigtigt for den debat, der nu kommer, og det er vigtigt for lærernes og skolernes selvrespekt at sætte en tyk streg under, at der faktisk er sket noget i retning af den øgede faglighed«, siger Bertel Haarder.

Jeg besluttede mig for at rose lærerne

Til gengæld fortryder han i dag, at han ikke gjorde mere ud af at få et samarbejde med Danmarks Lærerforening om en reform af folkeskolen.

»I slutningen af min anden periode som undervisningsminister (2008-2010, redaktionen) begyndte jeg, til manges overraskelse, at rose lærerne for alt det gode, de gjorde, og det var meget bevidst. Det var simpelthen et stilskifte, for man kan ikke sparke danske lærere til at undervise bedre«, siger han.

Først efter at Lars Løkke Rasmussen blev statsminister i 2009, blev der taget tilløb til et såkaldt partnerskab om reform af folkeskolen. Bertel Haarder erkender, at regeringen var sent ude.

»Det er muligt, at jeg skulle have forsøgt det allerede i min tid. Men jeg vil godt forsvare mig selv ved, at jeg faktisk var meget flink til at ringe til Anders Bondo (formand for Danmarks Lærerforening, redaktionen), uanset hvor han befandt sig på jordkloden. Vi havde også mange møder, men det var, som om han ikke nødvendigvis var så stolt af de møder. Jeg tror, han havde en vis interesse i at opretholde forestillingen om en vældig modsætning mellem Lærerforeningen og ministeriet, men det er selvfølgelig gisninger«, siger Bertel Haarder.