Blog
0   166

Fra Singapore over Norden til Canada - om forvirringens årsag

Abonner på nyt om Thomas Aastrup Rømer i dit personlige nyhedsbrev.


For et år siden vendte alle ansigterne mod Asien og især mod Singapore. Hvorfor? Jo, fordi de scorede på Pisa. Så skulle hele den skolepolitiske elite af sted, dekaner, ministre, DLF’er osv. De vendte hjem med den ene mirakelkur efter den anden, og de skrev i begejstrede vendinger om, hvordan vi kunne redde vores pension i 2090, hvis vi blot gjorde dit eller dat, og pyt så lige med, at hele vores skoletradition blev ødelagt. Man var ”kompetent og engageret” – man skulle have et nyt ”et nyt hold”, som Stina Willumsen fra Odense ville have sagt.

Så kom der ny regering, og i et par måneder vendtes ansigterne mod fædrelandet. Ny Nordisk Skole hed det befriende fra SF og S. Kunne der findes værdier og ideer i de måder, som vi selv har bedrevet uddannelse på i over hundrede år herhjemme, og som har afsat en fredelig, velhavende og rig plet på jorden? Europas engel, som Grundtvig siger?

Pludselig, i to måneder, handlede ingenting om Pisa. De smalle kausale modeller som ”forskningen viser….”, og ”jo bedre du er til matematik, jo bedre er du til resten”, og ”læsning er alle fags moder” var neddroslet. Der var nogle måneder, hvor man kunne glemme de systemteoretiske sammenhænge, som altid tager udgangspunkt i forskning, iagttagelser og strukturer, og aldrig i praksis, videnskab og mudrede situationers muligheder. Mens denne uddannelsespolitiske sprække stod åben, var vi nogen der gik i gang med at skrive noget om den udmærkede nyhed.

Sagen er nemlig, at Christine Antorinis har beskrevet sine ideer over ca. 10 sider i Lars Olsens nye bog "Uddannelse for de mange", hvor hun lægger vægt på bedre sammenhæng mellem teori og praksis og på mere lighed og rummelighed i skolerne. I modsætning til de tidligere ministre var der rent faktisk en, der havde skrevet noget, ikke meget, men alligevel. Der var slået en streg, som man kunne tænke med og mod.

Steen Nepper Larsen nåede lige i nyeste nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift at skrive en glimrende anmeldelse af Olsens bog, hvor han kritiserer dens manglende drøftelse af globalisering samt dens manglende fokus på dannelse, viden og oplysning. Problemet er altså ikke så meget, hvad Ny Nordisk Skole siger, men mere hvad den ikke siger. Ny Nordisk Skole kunne derfor hurtigt forfalde til en praksis- og rummelighedsorienteret skole, hvor kundskaber og det kosmopolitiske kunne overtages af andre kræfter, nemlig af teknisk-administrative ranglistesammenligninger og af en ny grådig kapitalismes krav til arbejdskraftsreserven. Dermed ville Antorinis ide kunne sammenlignes med den kæntrede pædagogik i Odense og hos KL for nu at sige det på den måde.

Nå, men mens Nepper Larsen fik sin anmeldelse ud, sad jeg også og skrev om Olsens bog og ministerens ideer. Det viste sig dog hurtigt, at det hele blot var skønne spildte kræfter. For nu er det lige med et slet ikke mere det nordiske, der er i vælten. Det er Canada. Og hvorfor? Jo, fordi nu er det Canadas skoler, der har sprunget højt på Pisa. De er ”verdens bedste” som det hedder i et radioprogram, hvor Canadas skoleforsøg har været præsenteret. Så nu har hele nomenklaturaen været i Nordamerika. Og den anden dag hørte jeg børn-og ungeministeren i deadline diskutere Canada med Dorthe Lange fra DLF i ca. 10 minutter, og der var ikke den mindste reference til det nordiske. I stedet har man lært i Canada, at man skal have nogle ”få og klare mål”, og dem har man så fundet et par stykker af, og nu skal alle fag bidrage til at man lærer at læse, og Jørgen Søndergaard siger som sædvanlig blot ja til den til enhver tid ruskende vind. Det er fuldstændigt lige så tilfældigt som under den tidligere regering. Og imens regerer KL alle kommunerne i en decideret nedbrydelsesproces, der styres af Socialdemokraterne og et nyt SF, der helt har mistet forbindelsen til Europæisk kritik.

Så slut med Norden. Det tog to måneder. Man mente nok ikke noget med det alligevel. Eller også mente man lige så lidt, som der stod i Lars Olsens bog. Nu skal vores skoler køres over af noget andet, som ikke er dem selv og som efterlader dem i et stakåndet kulturtab, nemlig Canada. Og der er ikke en eneste røst, der maner til besindighed.

Nu kunne man så supplere dette med følgende: I forrige uge skrev Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Dorthe Staunæs en kronik i Politiken, som hedder ”Visionen for den nye, stærke danske skole”. ”Dansk skole”? Så må kronikken da handle om Danmark? Gør den det så det? Overhovedet ikke. Den handler kun og kun og kun om Canada. Rasmussen og Qvortrup har været med i Canada. Sammen med Antorini og Lange måske? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det Nordiske er godt og vel begravet.

I samme kronik er der også en tankevækkende analogi mellem en lærer og en klarinettist. Der står, at klarinettisten (altså læreren) ganske vist skal fortolke Dvorák, men at han først og fremmest skal lærer teknikkerne (altså undervisningsmetoderne). Tænk at tro i ramme alvor, at man lærer at spille klaverteknikker uafhængigt af fortolkningstraditioner (altså lærer undervisningsmetoder uafhængigt af faglige, politiske og etiske traditioner). Nu skriver Rasmussen og Qvortrup ganske vist, at man i Canada har en omfattende drøftelse af pædagogiske mål, men den type mål, de taler om, er slet ikke at sammenligne med musikkens fortolkningstraditioner. Det kan man let se, hvis man læser resten af kronikken, som savner enhver reference til fortolkningsfilosofiens landvindinger; en undladelsessynd der i løbet af et par generationer vil have ødelagt vores lands egenart. Fra Europas engel til globaliseringens arbejdsdyr. Men det hele falder fint i tråd med Rasmussens og Qvortrups tidligere mavepustere til filosofi, dannelse, æstetik, holdninger og demokrati. Og hvis man har lyst til at læse mere om denne dystre antifilosofi, kan man dykke ned i Peter Kemps nye bog ”Filosofiens Verden”, der - ud fra en analyse af nogle andre af Rasmussens og Qvortrups arbejder - når frem til fuldstændig samme konklusion.

Nå, men med nednormeringen af ”fortolkning” røg hele den europæiske pædagogiske tradition ned i kummen. Men hvorfor siger Christina A. ikke noget? Ligger Norden ikke i Europa? Fortolkningen, altså den virkelige, ordner sig selv? Tænk hvilke frygtelige perspektiver sådan en lille sætning indeholder.

Og lige det sidste søm til Nordens ligkiste: Jens Rasmussen, som altså er ham, der skriver kronikken, og som fører sig frem med den mest instrumentaliserede opfattelse af dansk læreruddannelse i generationer, har også bidraget til en rapport om den nye læreruddannelse. Står der noget om Norden der? Nej – tværtimod, så er der flere kistesøm til det Nordiske. Der står f.eks., hvordan man ønsker at neddrosle den sidste rest af grundtvigianisme i læreruddannelsen, nemlig faget Medborgerskab, Livsoplysning og Kristendom. Og i samme ånd tales der også om, hvordan man dermed kan slippe for den sidste rest af seminarietradition for i stedet at følge tankegangen i professionshøjskolereformen. Og Grundtvig, livsoplysning og seminarier – er det ikke Nordiske ting? Men hvorfor skal det så ud, når vi nu skal have en Nordisk Skole? Det skal jeg sige jer: det er fordi en egentlig Nordisk Skole er helt uforenelig med Rasmussens og Qvortrups vision. Så Antorini vil have noget hun kalder "nordisk", men dem hun lytter til, vil af med det. Det er derfor, hun taler lidt i øst og vest, og det er også derfor, vi andre bliver noget stakåndede.

Måske skulle journalisten på deadline have spurgt Antorini og Lange om den slags. Men måske kan nogen af dem svare her. De to kronikører har formodentlig ikke noget vokabular for denne type problemstillinger, men måske har Antorini lyst til at fortælle, hvordan denne udrangering af medborgerskab, dannelse, seminarier, filosofi, fortolkningstraditioner etc. kan have noget at gøre med en Nordisk Skole? Og måske kan hun også fortælle, hvorfor hun taler om en Ny Nordisk Skole, når den ikke spiller den mindste kvalificerende rolle i drøftelsen af det canadiske eksempel?

Måske fordi hun med det ”nordiske” blot mener lighed og praksisorientering? Men i så fald har Steen Nepper Larsen helt og aldeles ret i sin kritik. Så får vi blot en navlepillende antidannelse, der underlægger sig en ny og grådig kapitalisme som en logrende hund, mens al ny og gammel iderigdom må leve et liv i kosmos. Og det vil nok lige være noget for KL – men det er ikke noget for børn og voksne i Danmark.

Litteratur:
Kemp, P.: Filosofiens verden, København: Tiderne Skifter, 2012.
Larsen, S. N.: ”Halve sandheder”, i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 1, 2012.
Olsen, L.: Uddannelse for de mange – opskrift på en kulturrevolution, København: Gyldendal, 2011.
Qvortrup, L., Rasmussen, J. & Staunæs, D.: ”Visionen for den nye stærke danske skole”, kronik i Politiken, d. 9. februar 2012.
Rasmussen, J. m.fl.: Deregulering og internationalisering, følgegruppen for ny læreruddannelse, januar 2012.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ