Selv om man nok så mange gange har fremmumlet de magiske ord om, at ”forskningen viser”, ”forskningen godtgør”, ”al forskning underbygger” m.m., så har forskningen indtil nu ikke formået at anvise nogen vej op fra udelthedens skamfuldsbehæftede hængedynd. Så der har vel ikke været andet at gøre, end at rejse ud i den vide verden for at se, om man ikke et eller andet sted kunne finde noget, der ligner lidt efter vores udelte antiskole, men som ulig vores dog producerer gode resultater. Vi kunne selvfølgelig uden de store rejseudgifter have kastet blikket på vores egen realskole. Men dels har den jo ikke meget til fælles med udueligheden, og dels ville det dog have været for flovt, om vi virkelig skulle indrømme, at den skole, som vi kasserede, i virkeligheden var meget bedre end den, som vi satte i stedet. Og så fandt vi Singapore. Dér fandt vi kvalitet, så det forslår. Men denne skole ligner jo i mangt og meget vores realskole alt alt for meget. Så Singapore har vi for længst vendt ryggen til. Singapores skoler er jo undervisende skoler. Så Singapore kan vi ikke efterligne. Kvaliteten i en skoleform kan være nok så høj. Hvis skolen ikke er udelt, så er det ikke noget for os. Og så rejste vi videre rundt i den store verden. Og så landede vi i Canada. Eller rettere i staten Ontario. Her fandt vi en skole, der med bragende succes på rekordtid havde forvandlet en styrtende fiasko til en glamourøs succes. Ganske vist var denne skole heller ikke udelt i vores forstand. Eleverne tilvælger sig i stort omfang de fag, de vil modtage undervisning i, og der pågår en form for linjedeling i de ældste klasser. Og det minder jo ikke om vores antiskole. Men det var dog det tætteste, vi kunne komme i vor søgen. Og der er alligevel meget, som vi må lade ude af betragtning for at undgå, at vor udelthed får ridser i lakken. For det at nogen kan komme til at tvivle på udelthedens undergørende virkninger, er dog det værste, der kan ske. Så alt, hvad der kan lede tanken hen mod den delte skole, lader vi blot helt ude af betragtning. Og i stedet for opstiller vi tre mål for den ideelle skole udledt af et passende skånsomt filtrat af Ontarios skole.

I en kronik i Politiken 9.2. opstiller de tre rejsende forskere: Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Dorthe Staunæs, hvad de kalder for ”tre klare mål” ud fra, hvad de har set i Ontario, som en vision for den danske folkeskole. Og meningen er tydeligt nok. Man forventer, at disse klare mål skal kunne hæve uddannelsesniveauet, uden at vi behøver at røre den undervisningsumulige udelthed det mindste. For når talen er om en højnelse af det danske uddannelsesniveau, så er der nemlig én ting, der er vigtigere end børnenes uddannelse og et løftet dansk uddannelsesniveau. Og det er bevarelsen af udeltheden. De tre mål er som følger:

Mål nr. 1: ”Læringsudbyttet skal sættes i vejret”. Ja, mon ikke, kunne man hertil sige. Det er jo det, som alle gode kræfter har været engageret i at gøre, lige siden katastrofen indtraf i 1993. Op ad stolper og ned ad vægge har vi talt og talt og talt om at nu må vi altså til at sætte læringsudbyttet i vejret. Men hvordan skal det dog kunne gøres, når folkeskolen absolut skal indrettes på som udelt at modvirke et for en skole så naturligt og vitalt krav. Læringsudbyttet i læsning og i matematik skal sættes i vejret. Ja, og hvad med læringsudbyttet i fysik/kemi, geografi, biologi og sprogfagene. Læringsudbyttet skal vel sættes i vejret i samtlige boglige fag. Det var jo dog sådan noget, som udelthedens fædre forestillede sig, hvis lærerne ellers bare ville anvende den af udeltheden totalt umuliggjorte undervisningsdifferentiering. Og som ingen pædagogisk ekspert aner noget om eller forskning har kunne anvise, hvordan skal bringes i anvendelse.

Mål nr. 2: ”Afstanden mellem de svageste og de bedste elevresultater skal reduceres”. Men dette krav har udeltheden allerede opfyldt så godt, som nogen skole vel nogensinde kan komme til at gøre det. Med anvendelsen af klassekammerateffekten er det i vidt omfang lykkedes at mase de dygtige ned på et middelmådighedsniveau, hvorved afstanden til de svage er mindre, end den før har været i danske skolehistorie. Så det at opfylde mål nr. 2 får vi sandelig ingen problemer med. Men for en god og velfungerende folkeskole burde bestræbelsen vel egentlig også være den stik modsatte. En velfungerende skole burde vel egentlig kunne hæve niveauet for de dygtige langt op over niveauet for de svage, således at bestræbelsen ville og burde være at forøge afstanden mellem de svageste og de dygtigste. Mål nr. 2 er altså at anse for at være en cementering af udelthedens uddannelsesmæssige uduelighed.

Mål nr. 3: ”Offentlighedens tillid til skolerne skal styrkes”. Ja, held og lykke med det, må man ønske. Men styrkelsen skal altså ske, uden at man med en ændring af folkeskolen fra funktionshæmmet udelt til en velfungerende delt skole, gør det muligt for lærerne at udvirke en styrket tillid i befolkningen. Men skolen skal ikke for nogen pris indrettes uddannelsesbefordrende. Men så kan man jo altid sige noget om, at den forskning, som hidtil ikke har kunne befordre andet end tilbagegang, skal udvikle en ny viden, der kan hænges op på væggen og udvirke tillid og respektfuldhed fra omverdenen.