DLF: Folkeskolens fremtid på spil

Der er ikke noget alternativ til at genetablere samarbejdet mellem KL og lærerne om kvalitet i folkeskolen. For ellers er det eleverne og folkeskolen, som taber. Sådan sammenfattede DLF-formand Anders Bondo debatten på lærernes ekstraordinære kongres i Bella Center torsdag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hvis KL's kursskifte gennemføres, bliver eleverne sikre tabere. Der findes ingen vindere i den kamp, som KL er ved at  påføre folkeskolen", står der i en af de resolutioner, som blev enstemmigt vedtaget på kongressen.

Anders Bondo fremhævede især inklusion af flere elever med særlige behov i den almindelige undervisning som en opgave, som kræver samarbejde mellem kommuner, lærere og forældre. Mislykkes den, fordi KL ikke tager ansvar også for kvaliteten, går man reelt i gang med at afvikle folkeskolen, fordi forældrene vil vælge den fra,  mener han.

Anders Bondo fremhævede, at forskning og erfaringer fra tidligere viser, hvad der skal til for at få kvalitet i folkeskolen. Det er ikke nok, at eleverne har et bestemt timetal.

Der skal være de nødvendige støttefunktioner, opbakning og tid til forberedelse og efterbehandling for læreren. Ellers kan læreren ikke sørge for en god kvalitet.

Det sætter KL på spil ved udelukkende at tale om, hvor mange timer, lærerne underviser, mener han.

Frustrationer

Debatten bar præg af store frustrationer over det, som blev oplevet som KL's hetz mod lærerne og der var mange opfordringer til at lægge en ny kurs.

"KL har sat kvalitetsdebatten i skammekrogen. Det er hamrende ærgerligt", sagde Gordon Ørskov Madsen, formand for overenskomstudvalget i DLF. Han mindede dog også om, at det i rigtig mange kommuner går godt med samarbejdet.

"KL, hvad tænker I på?" spurgte Marianne Toftgaard Henriksen, Rudersdalkredsen.

Hun fortsatte dog også med at sige, at i de resolutioner, som blev vedtaget på kongressen, står der helt konkret, hvad der skal til for at lærerne kan levere kvalitetsundervisning. Dét tror hun på, at KL vil læse og forstå.  

"Viljen til at ville skaber evnen til at kunne. Kom nu KL, I kan godt!" sagde Per Sand, formand for organisationsudvalget i DLF.  

Der var også frustrationer fra lærerne fra kommuner, hvor samarbejdet er kuldsejlet.  

Lærere fra Randers og Vordingborg var på talerstolen for at fortælle om deres dårlige erfaringer med KL's partnerskab om arbejdstid. Og Odense fortalte om en dårlig personalepolitik i forbindelse med den fyringsrunde, som netop er gennemført.

Vordingborg: KL skabte mistillid

 Men der var også steder som Aarhus og Nyborg, hvor det lokale samarbejde fungerer glimrende. Og flere eksempler på, at den lokale lærerkreds og kommunen i samarbejde har fundet besparelser.

Godt samarbejde i Nyborg

 

Den fremstrakte hånd

Trods frustrationerne var det mest brugte ord på kongressen "samarbejde" og en fremstrakt hånd til kommunerne.

Anders Bondo Christensen konkluderede DLF vil blive ved med at banke på døren til KL.

"Den krog skal de ikke have lov til at slippe af. De må vise, at de tager ansvar for kvaliteten. Vores drømmesituation er den, vi hører om fra Canada, hvor alle parter omkring folkeskolen tager et fælles ansvar. På trods af KL går det fint i mange kommuner og vi har også haft et godt samarbejde centralt med KL før. Det kan vi komme i gang med igen ", sagde Anders Bondo og fremhævede en række tidligere samarbejdsprojekter.

Hilsen fra Ontario: Læg en professionel linje

Læs mere

Resolution: Det er KL's og kommunernes ansvar atsikre vilkår for kvalitet i undervisningen