Lærersøn er ny praktikant på Folkeskolen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kasper Stougaard Andersen er fra 1. februar ansat som Folkeskolens nye praktikant. Kasper er bachelor i journalistik og filosofi fra Roskilde Universitet.

»Det er særligt samspillet mellem kultur og uddannelse, der interesserer mig og er grunden til, at jeg søgte praktik på fagbladet Folkeskolen«, siger den 24-årige Kasper, der ikke har interessen fra fremmede.

Kasper er vokset op i et lærerhjem i Kolding - »i et hjem med klaver«, griner han. Fra middagsbordet kender han diskussionerne om udenadslære, kreative fag og dannelsesværdier.

Diskussioner, der ikke er blevet mindre interessante med tiden. Kasper har tidligere arbejdet som lærervikar på både privat- og folkeskoler. I dag bor han i København og glæder sig til at dykke ned i fagstoffet på Folkeskolens redaktion.

Kasper Stougaard Andersen afløser Christian Grunert, der fortsætter sine studier på Roskilde Universitet.