Anmeldelse

Tvetunget uddannelsespolitik

Tvetunget uddannelsespolitik

I forhold til undervisning af tosprogede foretrækker lovgiverne udokumenteret viden frem for forskningsresultater, påviser denne væsentlige bog

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I den franske skolelov står der, at undervisningssproget i den offentlige skole er fransk. En tilsvarende formulering forekommer ikke i den danske; her er nationalstaten så selvfølgelig, at ingen er kommet på den tanke at skrive det. Alligevel ser man ofte henvisninger til det danske sprog som hele grundlaget for skolens virke. Eleverne - ikke mindst de tosprogede - skal først og fremmest lære dansk. Jamen, skal de da ikke lære noget? spørger en af forfatternes udenlandske kilder.

Fakta:

Titel: Tvetunget uddannelsespolitik

Forfatter: Bergthóra S. Kristjánsdóttir, Lene Timm

Pris: 275 kroner

Sider: 288 sider

Type: Bog

Forlag: Forlaget Samfundslitteratur

Dette eksempel viser modsætningen mellem to fremherskende synspunkter. Regeringen (og tilsyneladende store dele af folkesjælen) vil drukne de flersprogede elever i dansk, mens forfatterne og andre fagfolk med forstand på sprogtilegnelse ønsker at tage udgangspunkt i det, eleverne ved om sprog og verden gennem deres modersmål. Hvis man ser bort fra en væsentlig del af elevernes forudsætninger, stiller man etniske minoritetselever ringere i skolen og skaber dermed grundlag for, at disse elever klarer sig ringere. Et faktum, man så bruger til at foreslå mere af det samme: dansk, dansk og mere dansk, selv om resultaterne udebliver.

Forfatterne påviser - overbevisende, synes jeg - hvordan Undervisningsministeriets embedsmænd (som ikke er ansat, fordi de ved noget om de emner, de forvalter) får skrevet sig ud af Danmarks forpligtelser over for internationale aftaler, så skolelov og faghæfter ikke kommer i modstrid med FN- og EU-konventioner.

I bogens cases finder man belæg for, at uvidenheden blandt danske lærere og embedsmænd - herunder skole- og institutionsledere - er nærmest uden grænser. Alle ved tilsyneladende, hvad der er bedst for indvandrere. Ingen forestiller sig, at de tosprogede unge også først og fremmest er unge med drømme, som de har lige så stor ret til at forfølge som andre. I stedet fokuserer man på, at de er tosprogede, og igennem en ubegribelig logik får man det til at fremstå som en mangel, at man taler mere end et sprog i barndomshjemmet. Ifølge forfatterne hersker der en klippefast tro på, at man kun kan lære noget - selv fremmede sprog - med udgangspunkt i dansk.

Der er svagheder i bogen, for eksempel de temmelig ledende spørgsmål til gruppediskussioner, der afslutter hvert kapitel. De er med til at gøre bogens tone lidt skinger, og jeg mener, det svækker den ellers grundige og overbevisende argumentation.

Denne indvending skal dog ikke få nogen til at lade bogen stå på hylden. Bogen er nemlig ikke bare synspunkter, der er tale om solid dokumentation af, hvordan viden om sprogtilegnelse bliver erstattet af forudfattede meninger baseret på ingenting. Og hvordan man har fået betegnelsen tosproget, der oprindelig beskrev en elev med en speciel tilgang til undervisning, til slet og ret at betyde sort! Dermed er vi kommet ud på racismens glidebane, mener forfatterne, der opfordrer de ansatte i den danske folkeskole til at benytte deres faglighed i stedet for at lægge ideologisk baserede synspunkter til grund for deres arbejde.