Anmeldelse

Læren om trivsel

Læren om trivsel

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"De små ting er lige så vigtige som de store. For før de små ting, der generer, er væk, kan du ikke begynde at tage fat om de store", fortæller en af de lærere, der er interviewet til denne undersøgelse om lærertrivsel.

Fakta:

Titel: Læren om trivsel

Forfatter: Anne-Mette Steinmeier, Kia Wied

ISBN: 9788791786525

Pris: 289 kroner

Sider: 205 sider

Type: Bog

Forlag: Professionshøjskolen UCC

Det komplekse begreb trivsel indeholder nærmest uendeligt mange relationer og elementer, små som store, med betydning for lærertrivslen. Målet med denne grundige bog, der er baseret på feltarbejder og undersøgelser i forbindelse med en kandidatafhandling, er at sætte ord på det at trives i arbejdet som lærer. Med udgangspunkt i nærbilleder fra skolens dagligdag - lige fra kaffebryg, mødebord, oprydning, skoleledelse, intranet over klasserum, forældremøde og til skolegård - giver indholdet en række perspektiver på og analyser af de mange forskellige ting, der har betydning for at skabe en harmonisk arbejdsplads.

Med baggrund i en række sociologiske perspektiver giver bogen forslag til, hvordan lærertrivsel kan afdækkes og synliggøres. Indholdet veksler mellem inspirerende praksisbeskrivelser og teoretiske indlæg, og der fortælles om konkrete metoder, der kan bruges i arbejdet med at fremme trivslen på skolen. I et appendiks er der placeret en konstruktivistisk værktøjskasse med fire udvalgte arbejdsmetoder (facilitering, interview, observation og fotoetnografi) til brug som redskaber for at synliggøre processer, der styrker trivslen. Dog kræver disse redskaber meget mere tid og flere resurser, end der umiddelbart er til rådighed i en travl skolehverdag - og er nok mest relevante for læreruddannelsen. Så derfor kunne bogens samlede indhold til brug i skolens dagligdag med fordel være redigeret klarere, kortere og mere direkte anvisende.

Bogen giver af gode grunde ikke en entydig opskrift på god trivsel, men dens solide indhold kan i høj grad lægge op til diskussioner og overvejelser på lærerværelset om en række strategier for at skabe betingelser for et endnu bedre arbejdsmiljø. Og forfatterne slutter konkluderende: ". trivsel er ikke noget, man har, men noget, der gøres - hver dag i hver enkelt lille krog og hvert moment af skolens liv".