Blog
0   198

Gennembrud i Odense?

Abonner på nyt om Thomas Aastrup Rømer i dit personlige nyhedsbrev.


Jeg bor i Århus-forstaden Vejlby. I slutningen af 1960’erne blev den, sammen med mange andre byer, molesteret af betonbyggeri og store unyttige veje. Man mente, at den hyggelige landsby med dens uforudsigelige infrastruktur var noget gammelt bras, som måtte vige for fremskridtet. Selv Århus midtby var sekunder fra at blive gennemboret af firsporede veje. ”Gennembruddet” kaldte man det, og kun tvivl i sidste øjeblik hos daværende borgmester Bernhard Jensen reddede byen. I dag står der en herlig statue af Bernhard ved den frilagte å i Århus. Bernhard står dér - tynd, undselig og magtfuld - med sin cykel og passer på, men tænk på hvor galt det kunne være gået. I dag er Århus midtby kringlet og elskelig, og åen strømmer glad gennem byen, omgivet af hyggelige cafeer. I Odense var der ingen Bernard. Der pløjede man byen op i firkantede asfaltlinjer. Det var synd. Det er der nok mange, der fortryder i dag.

Nu har man flyttet udryddelsen af alt ”det gamle bras” til uddannelsessektoren, og igen går Odense forrest. Nu vil man af med vores pædagogiske tradition, som man mener hører et hensygnende industrisamfund til. Ud med national og kulturel dannelse siger man. I stedet skal man løbe efter nye formål; nemlig at få 95% igennem systemet, at komme i hele verdens top 5 og at forberede sig på at slå kineserne. Sådan siger KL, Odense kommune og deres til lejligheden hyrede professorer. På vækstens og konkurrencens alter ofres alle virkelige skoletanker og pædagogiske ideer; tanker og ideer der har pulseret i 2500 år på kryds og tværs, og som har skabt og struktureret vores humanitet, vores land, vores demokrati og vores kunst. Gammelt bras. Mennesket er ikke andet end en arbejdsbi i nationernes konkurrence, og hvad man derfor ikke kan måles på Pisa eller andre ranglister, duer ikke. Og læreruddannelse og undervisning handler om at udvikle og anvende metoder, som kan fremme dette smalle formål.

Lærere, pædagoger og folk med lidt historiebevidst og fællesskabsorienteret dømmekraft ser klatøjede til, mens dette nye ”gennembrud” stormer af sted i mørket. Mens det tromler en hel stand og Europas ældste samfund fladt som en groggy pandekage. Og i Odense er det en helt nyansat skolechef Poul Antoniussen og rådmand Stina Willumsen, der sidder i tromlens førerkabine – med ”kompetente og engagerede” skyklapper på. De vil ”sætte et hold”, der passer til en kæntret vision, til deres ny firsporede gennembrud. Lærere som holder til i gamle skæve huse, og som går kringlede veje, som har sans for, at der har boet både store komponister og forfattere på vores alle sammens skønne Fyn, de duer ikke. Lærere, som tænker på fag, dannelse og historie, duer ikke. Lærere og skoleledere, som lægger mærke til, hvad der sker i virkeligheden frem for, hvad der står i deres nidkære kontrakter, ja alle sådanne rigtig engagerede og kompetente lærere, der ikke lader sig lede af kæntrede visioner, de duer ikke. Men undervisningseksperter derimod, som ikke er ”forvirret” af for meget fornemmelse for situationers kompleksitet og muligheder, som har glemt alt om politik og sans for helhed, som kan følge en kommunal resultatkontrakt, og som kan blinke underdanigt og klæbende til førertromlens kæntrede pædagogik i en mørk fynsk vinter, ja de duer.

Det firsporede gennembrud anlægges af Kommunernes Landsforening, Rejseholdet og den pædagogiske forsknings lavere regioner. De har fundet sammen i fremtidens pædagogiske byplanlægning, fordi de alle sammen mangler lidt humanistisk uddannelse. Og i Odense er der som sagt fuldt tryk på ødelæggelsen. Ingen gør sig overvejelser over, hvad en dansk eller europæisk skole er eller bør være. Det hele er helt uden tænksomhed og selvkritik. I iver efter at alle pædagogiske steder skal bidrage til bestemte vækstformål, ødelægger man selvsamme steder. Målet udvisker midlet. Skolen skal sørge for, at 95% tager en ungdomsuddannelse – derfor skal alting indrettes efter ungdomsuddannelserne, som ikke aner deres levende råd, og som selv skal indrette sig efter et universitet, som er struktureret efter devicen ”fra forskning til faktura”. Skolen skal samtidig sørge for undervisningsdifferentiering – derfor skal man ifølge professor Jens Rasmussen, der taler ned om holdninger, værdier, vaner og dannelse, indføre tredelte mål i alle fag på alle klassetrin; en ordning som vil binde skolernes frihed og ideudvikling på hænder og fødder. Og skolen skal være i top 5 på Pisa-fagene – derfor nedprioriterer man dannelse, musik og håndværk. Det er dette ny-asiatiske system, som professor Jens Rasmussen, Lars Qvortrup, Per Fibæk og Dansk Industri i forskellig omfang står som faglig garant for; et system, hvor reformpædagogik er blevet til et hjerteskærende nysprog, hvor dannelse og menneskelig udvikling er væk, hvor folkeligheden latterliggøres, og hvor demokratiet instrumentaliseres. Og Jens Rasmussen, som nævnt en af fortalerne for den firsporede tur ud i intetheden, har endda lige skrevet et forslag til en ny læreruddannelse, hvor han vil nedprioritere den sidste rest af dansk skoletradition, nemlig faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab (KLM). Ud med det, for det måles ikke på Pisa. Sådan et fag kan endda medføre, at en lærer skulle få sig en holdning – og holdninger skal man af med, hedder det sig i denne tankegang.

Små og store mekanikker, som måske hjælper på små ting, mens de ødelægger de store og vigtige. Man lærer 10 børn at læse, mens 100 børn mangler fællesskabsfølelse, musikalitet, kritisk sans, virkelige kundskaber og sikkerhed i livet. Det hele knyttes an til politiske ønsker om ranglisteplaceringer og økonomisk vækst, og de udløser en lind strøm af hurtige metodefiks, så lærere, professionshøjskoler og universitetsuddannelser mister sansen for helhed, og så vores stakkels kommunal-politikere og halvstuderede mellemledere bliver helt forvirrede, hvorefter de begynder at snakke om ”hold”, ”mest mulig læring for pengene” og ”visioner”, hvis støjende spændetrøje, de vil snøre alle andre frie medborgere ind i.

Men et pædagogisk ’sted’ er slet ikke alt dette. Det er derimod, i en af mange mulige formuleringer, et sted, hvor et folk tager stilling til, hvilke af dets fælles vaner, der er værdifulde, og hvordan de kan genskabes i frihed. Det er det centrale. Og glemmer man, hvad en skole er, så glemmer man også i sidste instans sig selv – og det er det, der sker i disse år. Vi glemmer, hvem vi er, og Odense går forrest i erindringstabet. Effektivitetstænkningen er ved at omdanne det vigtige til det effektive, læreren til en undervisningsekspert, læring til vision og pædagogik til metode. Og pludselig står det hele i nye afskedigelseskriterier og i tankeløse og nidkære kontrol- og evalueringssystemer. Pludselig er dårligdommene ikke blot videnskabelig teori, pludselig har de sat sig i virkeligheden. Og så gør de ondt.

Det er lige så slemt, for ikke at sige værre, end det, der var ved at ske med Aarhus for 40 år siden, og som skete i Odense og i lille Vejlby. Dengang molesterede man vores fysiske steder - nu er man i gang med at glemme og ødelægge vores pædagogiske ditto. Og igen går Odense forrest. Det er et gennembrud ud i sammenbruddet. Hvor er Bernhard? Hans Rejsekammerat? Hans Skygge? Hans engel? Måske kommer der ingen hjælpende hånd fra vores kære forfædre? Måske må man sætte sin lid til lærerstandens historie og pligtfølelse? Dens kald? Dens kompetence og engagement? Dens virkelige læring og hold?

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ