DLF er rustet til konflikt

DLF's formand Anders Bondo Christensen ønsker ikke at kaste medlemmerne ud i konflikt. Men han mener, at DLF er godt rustet, hvis lærerne alligevel ender med at gå i strejke

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ingen kan huske, hvornår lærerne sidst deltog i en omfattende strejke. Men DLF's formand Anders Bondo Christensen er ikke i tvivl om, at DLF vil klare sig godt i en eventuel konfliktsituation.

»Vi har ikke haft den omfattende konflikt, men vi havde øvelsen sidste år med konflikten på social- og sundhedsområdet (sosu). Vi har et sekretariat, som, hver gang vi har været igennem en overenskomst, har forberedt en strejke. Vi er både økonomisk og rent praktisk velforberedte«, siger Anders Bondo.

Som formand for både de kommunalt ansattes forhandlingsorganisation KTO og lærernes forhandlingsorganisation LC er han en af dem, der er tættest på de verserende forhandlinger. Han understreger, at han ikke satser på at sende lærerne i konflikt, men at det alligevel er vigtigt at forberede sig.

Alles konflikt

Erfaringerne fra sosu-konflikten sidste år viser, at det er vigtigt, at alle medlemmer oplever at være del af strejken. Det prøver DLF at sikre ved i god tid at informere om, hvad en konflikt vil indebære, før den bliver en realitet. I sidste nummer af Folkeskolen var der en vejledning, som forklarer, hvordan medlemmerne skal forholde sig i en konfliktsituation.

Desuden skal Anders Bondo i de kommende uger rundt på en række møder for tillidsrepræsentanter. Møderne handler om overenskomstforhandlingerne, men konfliktmuligheden bliver også et tema.

»Vi skal benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at hvis det skulle ende i en konflikt, så er det helt afgørende, at det er vores alle sammens«, siger Anders Bondo og understreger, at tjenestemandsansatte lærere og ledere ikke skal i strejke. Desuden er det endnu ikke afgjort, om den bliver landsdækkende, eller om man vælger kun at udtage enkelte kommuner.

Anders Bondo mener, at det er vigtigt at holde gode kontakter til skolelederne og BUPL, så der ikke opstår tilfælde, hvor nogle personalegrupper kommer til at overtage strejkeramt arbejde.

Alle medlemmer vil rent økonomisk mærke en strejke, da alle skal betale et månedligt konfliktkontingent på 500 kroner, så længe den varer. Hvis man ikke har været medlem af DLF i to år, er man omfattet af karensperioden. I så fald er det vigtigt straks at kontakte sin kreds.

Svære forhandlinger

Anders Bondo går stadig efter et forlig, men han mener, at det massive pres, som Christiansborg-politikerne i øjeblikket lægger på de kommunale arbejdsgivere, kan gøre situationen meget vanskelig.

»Jeg håber snart, at politikernes massive kampagne bliver stærkt nedtonet. I øjeblikket lyder det, som om Danmarks økonomi går rabundus, hvis de offentligt ansatte får fornuftige lønstigninger.

Vi skal have et godt resultat hjem, og hvis arbejdsgiverne bliver presset af økonomer og finansministeren, så bliver det uendeligt svært. Arbejdsgiverne har sagt, at de godt er klar over, at der skal en fornuftig løn til de offentligt ansatte, og nu bliver de altså udsat for et massivt pres af de meldinger, der kommer. Og det er ikke hensigtsmæssigt«, siger Anders Bondo.

Powered by Labrador CMS