Randers Lærerforening har sendt en åbent brev til kommunen, hvor de gør opmærksom på de hårde vilkår lærerne i Randers er underlagt.

Randers-lærere: Skolechefen giver et skønmaleri af vores arbejdsforhold

I et åbent brev til byrådet tager Randers Lærerforening skarpt afstand fra det oplæg om lærernes arbejdstid, skolechef Torben Bugge gav på KL’s kommunaløkonomiske forum i sidste uge. Lærerne kalder det et skønmaleri af deres arbejdsforhold.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I sit oplæg fortalte Torben Bugge kommunale politikere og embedsmænd fra hele landet, at Randers Kommune sparer otte millioner kroner ved at hæve den del af arbejdstiden, som lærerne underviser i, fra 40,6 procent sidste år til 41,2 procent i år. I næste skoleår skal undervisningsandelen op på 41,5 procent, og det sparer kommunen for yderligere fire millioner kroner. Det svarer til, at hver lærer skal undervise halvanden lektion mere om ugen.

"For mig er det en win-win situation, men det er lærerkredsen ikke enig i, så vi har ikke fået en lokalaftale. Men lærerne må indstille sig på budgetvedtagelsen", sagde Torben Bugge.

Skolechefens opfattelse harmonerer ikke med den virkelighed, lærerne møder i hverdagen, skriver Kurt Sørensen, formand for Randers Lærerforening, i det åbne brev til byrådet.

"Lærerne vil gerne undervise, det er derfor, de er blevet lærere. Men en kvalificeret undervisning kræver et stort forarbejde, efterbehandling og evaluering og samarbejde med kollegaer, forældre og en række specialister som psykologer, konsulenter, socialrådgivere og vejledere. Den øgede inklusion har medvirket kraftigt til at forøge omfanget af dette arbejde", uddyber Kurt Sørensen.

Lærere er tæt på at melde sig langtidssyge

Mange lærere oplever en stresset arbejdssituation, fordi de ikke længere har tid til disse opgaver på grund af de ekstra undervisningstimer. Ifølge Kurt Sørensen er en del lærere tæt på langtidssygemeldinger på grund af stress, mens andre allerede er bukket under for arbejdspresset med diagnosen arbejdsbetinget stress.

Det var ikke det billede, skolechefen efterlod, da han fortalte, at skoleleder og tillidsrepræsentant på nogle skoler har indgået en lokal arbejdstidsaftale. Nogle har delvise aftaler, og en del skoler arbejder efter mødeplan.

"Vi hører fra lærere, at det ikke tynger dem at undervise i halvanden lektion mere om ugen. Men det tynger dem, at det bliver styret benhårdt, hvad de skal lave hvornår. Men jeg hører også lærere sige, at de er glade for, at de har fælles mødepligt på skolen, for så ved de, hvornår de har fri", sagde Torben Bugge på det kommunaløkonomiske forum.

Ifølge Kurt Sørensen har sygemeldingerne fået Arbejdstilsynet til at komme på uanmeldt besøg.

Eleverne har ikke fået flere timer

Besparelserne på 12 millioner går ikke ud over elevernes timetal. Tværtimod møder de deres lærere noget mere, understregede skolechefen på forummet i Aarhus. Også den udtalelse får et ord med på vejen i det åbne brev.

"Udtalelsen kunne fejlagtig opfattes som om, at eleverne har fået flere ugentlige undervisningstimer. Det er ikke tilfældet, idet lærernes øgede undervisningstimetal er brugt til at finde den krævede besparelse. Så der er blevet færre lærere til at levere det samme antal undervisningstimer som tidligere", skriver Kurt Sørensen.

Lærerne ved, at uden den nødvendige tid til samarbejde og de nødvendige møder giver det en lavere kvalitet af undervisningen.

"Konsekvenserne viser sig ikke i morgen eller til næste år. I skoleverdenen er der en 'produktionstid' på ti år, fra børnene begynder i 0. klasse, til de skal videre i uddannelsessystemet efter 9. klasse", argumenterer Kurt Sørensen.

Sådan vil kommunerne presse lærernes arbejdstid

 

Læs mere

Åbent brev til byrådet i Randers

Powered by Labrador CMS