Birthe Jensen er klasselærer for 1.d på Gammelgårdsskolen i Århus. En af hendes elever, Frederik, stammer. Hun havde lært eleverne godt at kende allerede i børnehaveklassen, og lederen dér delte gavmildt ud af sine erfaringer med at have en elev, der stammer.

Børnehaveklassen fik besøg af Frederiks stammebehandler, Dorte Hansen, og to samtaler med hende satte yderligere nogle ting på plads, så Birthe Jensen var velforberedt ved skolestarten.

'Hvis jeg ikke havde lært noget om stammen, så havde jeg nok slet ikke fundet ud af, at Frederik stammer', forklarer hun.

'Han ville have siddet og gemt sig i klassen, været meget stille og lukket. Når han blev tvunget til at sige noget, ville han have svaret med ultrakorte sætninger uden stammeord. Jeg ville have fået et helt forkert indtryk af ham, for han er en livlig og udadvendt dreng. Jeg er glad for, at han kan vise hele sin personlighed i klassen og ikke kun en skygge af den'.

Åbenhed gav kontakt

De første gange, Birthe Jensen besøgte børnehaveklassen, sad Frederik nede under bordet og ville ikke engang se på hende. Først efter et møde med Dorte Hansen skete der noget.

'Da jeg kom til hans navn i protokollen, hilste jeg ham fra Dorte Hansen og sagde, at nu vidste jeg alt muligt om stammen. Så kikkede Frederik lige på mig, jeg fik et stort smil, og han kom selv hen for at snakke', fortæller Birthe Jensen. 'Det var underligt, at det bare var det, der skulle til'.

Da børnene efter sommerferien begyndte i første klasse, byggede hun videre på de normer, der var etableret i børnehaveklassen. Med hensyn til Frederiks stammen kridtede hun banen tydeligt op: 'Du har briller, I tre har astma og allergi, og Frederik stammer. Det er den måde, han snakker på, og det må han gerne her'. En meget håndgribelig lektion i tolerance.

To nye elever prøvede at drille Frederik med hans stammen, men de andre i klassen gav dem ikke lov.

'I starten følte jeg mig meget tålmodig, når jeg lyttede, og Frederik stammede. Jeg var bange for, at kammeraterne ville reagere med at larme eller grine af ham. Men det gjorde de ikke', fortæller Birthe Jensen.

Når Frederik sidder fast i en hård stammen nu, læner hun sig lidt tilbage i stolen, og hun laver en lille pause, når hun taler, alt sammen for at vise Frederik, at hun gerne vil høre, hvad han har at sige, lige meget hvor lang tid det tager.

Det sværeste har været at lære at rose Frederik, når han har en god let stammen.

'Det føltes kunstigt i starten, men han var glad for det lige med det samme. Det tog et par måneder, før jeg kunne sige det, så det kom fra hjertet'.

Dorte Hansen anbefaler ikke at rose store elever. De kan som regel ikke lide det.

Stammen ændrer sig

Frederik har fået en god skolestart, men træerne vokser ikke ind i himlen: Mindst hver fjortende dag må Birthe Jensen minde ham om, at det er rigtigt og godt, at han stammer i klassen. For han ville så gerne tale flydende og glider hele tiden over i at prøve at skjule sin stammen. Når der kommer flere nye elever, eller klassen får nye lærere, så vil hun nok få brug for endnu et besøg fra Dorte Hansen.

Fakta om stammen

Stammen er et kommunikationshandicap, der kendes overalt i verden.

I vestlige samfund stammer knap en procent af befolkningen.

Årsagerne til stammen er ikke noget nervøst eller en traumatisk oplevelse.

Stammen begynder oftest i to-femårsalderen.

Cirka fem procent af alle børn stammer i løbet af taleudviklingen.

Med alderen falder sandsynligheden for at slippe af med stammen:

75 procent af de tiårige, som stammer, vil blive ved med det.

Stammen øges eller mindskes ofte uden påviselig grund, og der er ikke noget typisk forløb.

Forskere har endnu ikke fundet årsagerne til stammen, heller ikke en 'kur', som kan få den til at gå væk.

Erfaringer viser, at når familie, venner og fagfolk omkring barnet kan acceptere, at det stammer, så har barnet store chancer for at få et godt liv på trods af stammen.