Knud Krog

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Knud Krog, en kær ven og god kollega, er ikke længere blandt os. Tirsdag den 13. december 2011 døde Knud, kun 64 år.

Den 1. oktober 1970 blev Knud ansat på Allested-Vejle Skole, hvor han virkede indtil sin pension for fire år siden.

Gennem de mange år på skolen har Knud arbejdet på mange fronter. Først og fremmest var Knud en god og meget vidende lærer for sine elever. Han tog sig tid til at få alle med og til at forklare vanskelige emner, så alle kunne forstå det. Som lærer på støttecentret var Knud også eminent. Han passede med stor omhu skolens AV-samling, var i mange år formand for pædagogisk råd og var i de tidlige år foregangsmand for at indføre faget matematik på skolen.

Senere læste Knud til skolebibliotekar. Den post bestred han med flid og interesse indtil sin pension.

Sin fritid tilbragte Knud med sin kære familie, sin kone Helle og de to drenge Anders og Morten, og her afspejlede hans interesse for historie og natur/teknik sig også. Det blev til mange dejlige ture ud i naturen, specielt i Norden og til sommerhuset i Nordjylland.

Vi kan med sorg tænke tilbage på en kær kollega, der ikke længere kommer til fredagskaffe og julefrokost. Men mest af alt går vore tanker til Helle og drengene med familier, der har mistet en kær ægtemand og far.

Æret være Knud Krogs minde.