Debat

Læserbrev i Ballerupbladet fra sygemeldt lærer

I forbindelse med forhandlingerne mellem Ballerup kommune og Ballerup lærerforening har jeg sendt dette læserbrev til Ballerup Bladet. Jeg tænker at det kan have interesse for denne sides læsere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sæt fokus på lærernes arbejdsvilkår!

af Elisabeth Dybdahl, tidligere folkeskolelærer, nu langtidssygemeldt.

-Undskyld, men nu bliver jeg nødt til at blande mig i debatten mellem kommunen og lærerne. Når borgmesteren ligefrem skriver på forældreintra, må det vel ses som en opfordring til forældrene til at involvere sig, og da jeg, udover at have børn som går i skole i Ballerup. også selv har været ansat som lærer i kommunen, tillader jeg mig at komme med et indlæg.
Lærerjobbet er i dag et meget krævende job, hvor den enkelte lærer står i centrum for en meget stor gruppe kravstillere. Der er, udover eleverne, også forældrene, kommunen, Undervisningsministeriet og pressen. Med den gældende lovgivning i hånden kan man stille næsten alle krav til lærerne. De skal tage udgangspunkt i det enkelte barn (tænk lige engang over den realistiske mulighed for dette, når der er over tyve børn i klasserne); de skal udarbejde egne undervisningsmaterialer (det var engang en frihed lærerne havde - nu er det en nødvendighed, fordi der ikke er råd til materialer) og de skal løbende holde sig opdateret inden for deres fag og inden for IT-udviklingen – for nu bare at nævne nogle af kravene. Det er i dette lys, man skal se Ballerup Lærerforenings modvilje mod endnu et omlægning af arbejdstiden, som vil medføre endnu mindre tid til det arbejde, som skal sikre en forsvarlig undervisning. Min påstand er at lærerne i dag er så pressede, at de fleste befinder sig i en permanent stresstilstand, hvilket afspejles i øget sygefravær og evt. brancheskifte eller måske endda – som for mit eget vedkommende – varigt tab af erhvervsevne. For den enkelte lærer har det store omkostninger, både menneskeligt og økonomisk og for børnene medfører det store ulemper i form af hyppige lærerskift, mange vikarer og timeaflysninger. De samfundsmæssige konsekvenser kan læseren selv tænke sig til.
Jeg vil hermed opfordre til, at skolens interessenter begynder at beskæftige sig med, hvordan man indretter skolen, så lærerne kan holde til at arbejde i den, Der skal stilles krav, ja, men ikke udelukkende til lærerne – forældre, kommune og Undervisningsministeriet har også et stort ansvar. Et ansvar for at sikre kravene til lærerne bliver udformet på en måde, så de realistisk kan opfyldes af mennesker - almindelige levende mennesker uden de overmenneskelige evner og ressourcer, som kun guder besidder.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg vil med dette indlæg ønske Ballerup Lærerforening og Ballerup Kommune held og lykke med forhandlingerne – jeg håber I når hinanden.