Folkeskolens leder:

125 år for professionen

Jubilæum.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Inde i dette blad står der en del om os selv. Om fagbladet Folkeskolen. Fordi det fylder 125 år!

Den 1. januar 1883 udsendte Danmarks Lærerforening det første nummer af foreningens medlemsblad. En lille firesiders sag, der de første år udkom én gang om måneden med meddelelser fra bestyrelsen. Senere blev det et 14-dages-blad, og fra 1903 udkom det hver uge. Medlemmerne ville nemlig ikke nøjes med kommunikation oppefra. De ville diskutere arbejdsforhold, pædagogik og opdragelse. De ville læse reportager, analyser og anmeldelser. Og selv om det tidligt blev slået fast, at DLF er »en Fagforening, der skal virke til Gennemførelsen af Standens berettigede Krav til økonomisk og social Stilling«, blev det samtidig fremhævet, at »ved Siden heraf staar Arbejdet for Udviklingen og Fuldkommengørelsen af Standen selv og den Institution, den tjener«.

Deraf fulgte bladets dobbelte formål i 1906: »Foreningens Blad faar derved den Opgave samtidig at være Medlemsblad og Skoleblad«.

Lærerprofessionen - eller standen, som det hed dengang - havde brug for et forum, hvor man kunne høre nyt om og diskutere arbejds- og lønforhold. Hvor man kunne læse om og diskutere pædagogik, undervisning og skolepolitik.

Gennem 125 års blade er tendenserne klare:

- I vores eget blad vil vi læse om arbejdsvilkår og arbejdets indhold. Vi vil kunne genkende vores hverdag og identificere os med vores fag og kolleger og organisation, siger medlemmerne.

- Vi føler os stolte over det, vi yder, og vi forventer inspiration til arbejdet.

- Vi vil kunne se, at andre også kæmper med udfordringer og problemer, og at der kan gøres noget ved dem.

- Vi ved, at vi arbejder i en permanent åben udstilling, og at vi derfor altid er sårbare som enkeltpersoner og faggruppe. Den udfordring ønsker vi også afspejlet i bladet.

- Som profession kræver vi anerkendelse i og af samfundet, derfor er vi parat til selv at sætte fingeren på ømme punkter, rette fejl og finde nye, bedre veje. Den debat skal bladet også formidle. Ligesom det skal vise, hvor der mangler sammenhæng mellem mål, vilkår og muligheder.

Folkeskolen skal på én gang være inspirator og kritiker. Bladet skal være kollegialt debatforum og kontrollant, og det skal vise de mulige perspektiver. Med andre ord:

Vis os, hvad det nye er, siger læserne. Forklar, hvorfor det sker. Analysér gerne, hvad det kan føre til, og vis, hvad det betyder.

Så skal vi nok selv drage konklusionerne og tage konsekvenserne.

I dette spændingsfelt har redaktionen opereret i 125 år. I begyndelsen én gang hver måned. Nu med daglige nyheder på folkeskolen.dk, på specialpaedagogik.dk og på ernaeringogsundhed.dk

I Folkeskolen 30 gange om året og i månedsmagasinet Undervisere 11 gange.

-th