Blog
2   156

Frihed vundet - frihed tabt

Abonner på nyt om Thomas Aastrup Rømer i dit personlige nyhedsbrev.


Danmark forandrede sig omkring 1960. Kulturelt set brød modernismen og de nye samfundsvidenskaber igennem. Økonomisk set overgik industrien landbruget som hovedleverandør af produktion og vækst, og politisk set satte velfærdsstaten sig igennem som en ny rationel og altomfattende ide, som vi i disse år stadig både ser de gode og dårlige konsekvenser af. Selvom der ikke blev udløst et skud eller brugt tvang overhovedet, kan man tale om en kulturel revolution. Det ser man især, hvis man dykker ned i perioden fra 1940 til ca. 1965, og ser på de problemer og talemåder, der optog vores almindelige intellektuelt interesserede borger i den nære efterkrigstid.
Jeg har haft fornøjelsen af at studere en sådan persons arbejde nærmere. Det drejer sig om Axel Riishøj (1911-1971). Først fuldmægtig i skatteministeriet, dernæst stiftsfuldmægtig i Ribe og siden sognepræst i Karise og på Frederiksberg. Han skrev i perioden 1936-71 tres artikler til forskellige kulturtidsskrifter og 34 indlæg og kronikker til danske dagblade. Desuden skrev han to bøger, hvoraf den ene Omkring seksualdebatten kort vil blive omtalt nedenfor. Interesserne spændte vidt fra politiske og litterære til kulturelle og teologiske spørgsmål. Alle indsatserne bærer præg af samme grundsyn, nemlig troen på en fri folkelighed og et nationalt ansvar. En dobbelthed, som indskriver Riishøj direkte i en dansk tradition, som i dag er tæt ved at uddø, eller i hvert fald er reduceret til tillidsstatistikker og det neutralt klingende ’sammenhængskraft’.
Det centrale historiske udgangspunkt for hele denne generation finder man i Riishøjs dagbøger, som simpelthen starter med datoen d. 9. april 1940: ”Nu er vi altså fangne. Kongen er fangen, selvom kongeflaget stadig vajer over regeringspalæet på Amalienborg, og regeringen er fangen; hele landet er en fangelejr. Over for andre lande ikke mindst overfor Norden har vi kun grund til at være meget flove”. Synet på de tyskvenlige er allerede klart d. 8. maj 1940, hvor den ”pæne” embedsmand skriver ”I går skrev Kaj Munk et ganske fortrinligt stykke i ”Nationaltidende” om Danmark. Han omtaler de ”hunde”, der logrer for magthaverne… Men de skal blive husket”. Riishøj er allerede her klar over besættelsens politiske karakter. Men der er også her i de første dage en sans for, at der på den anden side af undertrykkelsen kan komme et stærkere folk. Det kan man også samme dato læse i: ”For nu sker der noget – med og i det danske folk – med og i os; vi ser fremtiden i møde og håber, at den trods alt må bringe noget godt, - en ny dag må vel komme efter dette, og måske har vi godt af en prøvelsestid. Blot den ikke varer for længe”. Blot ’folket’ udvikler sig, så klarer vi altså selv en besættelse. Men denne spæde ”trods alt optimisme” er allerede helt væk måneden efter i ”Det ser sort ud for Europa. For åndsfrihedens og mange andre goders skyld må vi håbe, at Vestmagterne omsider må få held til at standse tyrannen”. Endelig d. 5. maj 1945 kan man læse: ”Nu har tyskerne kapituleret i Danmark. Denne utrolig glædelige nyhed er lige blevet bekendtgjort. Hvor er det dejligt! Og hvor smukt med de mange levende lys i vinduerne. Hvilken fest. Smukke nationale sange toner ud af radioen. Det er dejligt at høre. Det er en dejlig dag og nat. Det er den største dag i mands minde. Har vort folk nu lært det af de fem besættelsesår, som det skulle?”. Her ser vi igen håbet om, at et nyt og klogere folk kan rejse sig af asken.
I disse citater ligger samtidig en række af de temaer, som optog opinionen i landet, og som forblev aktuelle frem til 1960. Riishøj placerede sig ind i disse diskussioner på en speciel måde. For det første er der selve hovedinteressen: Det frie folk. Dette var ikke klaphat-folket eller velfærdsfolket, som vi ser det i dag. Hvad der tænkes på, ser vi måske bedst i forbindelse med omtalen af en diskussion fra 1947 af Hal Kochs bog om Grundtvig (Riishøj 1947). Riishøj anker samlet set over Kochs støtte til samarbejdspolitikken under besættelsen, over hans misforståelse af Lokes betydning i den nordiske mytologi, og over Kochs simple syn på demokratiet som en livsform og en partiforenings-snakkesagelighed. Sjovt nok er Loke-diskussionen meget sigende. ”Frihed for Loke og for Thor” er Grundtvig kendt for at sige. Riishøj beskylder Koch for at fortolke Loke som det ”onde”, hvorved aserne, og dermed folket, i sagens natur må prøve at undgå Loke-agtige mennesker. I stedet, mener Riishøj, står Loke for tvivlen og forstanden, mens aserne står for den fælles folkelige kraft og sans for det fælles bedste. Grundtvigs berømte motto er på denne måde en kærlighedserklæring til åndelig frihed og ikke til en moralsk bedrevidenhed. Det er en hyldest til åben diskussion og strid frem for universalisering af det gode ud over hele menneskeheden. Dermed sættes et videre tema i Riishøjs arbejde, nemlig en stærk betoning af ytringsfriheden og ytringspligten. Et folk kan kun udvikle sig i indbyrdes diskussion, ikke blot i venlige og konstruktive dialoger, som i Hal Kochs partiforeninger, men i åbenhjertige offentlige refleksioner, som meget vel kan være præget at strid og uenighed. I samme artikel hævder Riishøj, at Danmark fungerer udmærket, men at der må være noget galt med folket, når det så let lod sig kue under besættelsen. Altså det stik modsatte syn på besættelsen i forhold til Hal Kochs. Hos Riishøj er det netop modstandsbevægelsen, den egentlig folkelighed udvikler sig ved, fordi man her ytrer sig i strid, i fornuft og i følelse på samme tid. Folket må også være Loke. Dette syn på folket kommer også til syne i en diskussion af embedsmændenes politiske tilhørsforhold. Kommunisten Jørgen Jørgensen hævdede, at man burde indføre en kontrol af embedsmændenes holdning (og altså ikke blot handlinger), så man kunne sikre sig, at de var demokratisk sindede. Igen står Riishøj på frihedens side. Selvom man er uenig i bestemte holdninger, kan man ikke lade denne uenighed være grundlag for en udslettelse af disse holdninger. Også udemokratiske holdninger bør tillades, ellers har vi ikke et demokrati. Denne udbredelse af friheden til at gælde også tvivl, forstand, kamp og strid samt til at mene, hvad man synes er rigtigt uanset konsekvenserne, står alle steder centralt. Og det er vel at mærke et synspunkt, der skrives op imod både kommunismen (Jørgen Jørgensen), og imod den spirende socialdemokratisme, som man finder den i Hal Kochs humanisme og dermed i kredsen omkring Krogerup højskole samt i de socialdemokratiske folkelige ungdomsorganisationer.
Dette frie og diskuterende folk er derudover en grundsten i Riishøjs demokratibegreb. F.eks. hedder det i 1945: ”At demokratiet i kraft af friheden rummer muligheden for sin egen undergang er måske uhyggeligt nok, men det er en simpel følge af, at demokratiet er noget levende, og det gælder om alt levende, at det kan dø, og at det undertiden kan tage sig selv af dage. Hvis man vil fratage demokratiet ret til det, har man med det samme forladt devisen: ’Folkets vilje skal være landets lov’ og har gjort demokratiet til et dødt system. Man har i så fald sat en grænse for folkets ansvar og gjort folket umyndigt” (Riishøj 1945). Demokratiet har kun de grænser, som dets egen åbne diskussion sætter. Demokratiet er på en måde selvberoende. Folket, og dermed folkestyret, bæres og udtrykkes i offentlige diskussioner. Dermed indskriver Riishøj sig i efterkrigstidens demokratidebat som en af de allermest radikale frihedsfortalere, lige op imod både den nye velfærdstankegang og kommunismens totalitære træk. Demokratiet er folkets grænseløse ånd i stridbar dialog. Det er folkets styre, det er en organisk, polemisk og rationel syntese af alles offentlige liv (men ikke deres private eller sociale liv).
Samme grundlæggende tankegang finder vi i kronikken ”hvad er demokrati” fra juni 1945. Også her omtales på den ene side et åndeligt område, hvor ”ubetinget frihed for kritik er nødvendig. Opposition og kritik er det salt, der fornyer det politiske liv, og friheden må ikke indskrænkes til at gælde den såkaldte ”saglige” (dvs. ufarlige) kritik, men må også gælde den hvasse, bidende kritik” og igen i ”retten til frit at tænke, tro og tale er ikke et liberalistisk dogme, men en folkelig naturlov, som ethvert samfund, der skal bestå, må respektere”. Fuldstændig frihed i åndelige anliggender med andre ord. På den anden side er der ikke frihed i kropslige anliggender, hvis man kan sige det på den måde. F.eks. hedder det at ”kun når demokratiets fjender i handling vil omstyrte folkestyret ved list eller vold, skal vi straffe dem, og det skal være hårdt”. Hårde straffe til lovbrydere men fuldstændig frihed til ånden. Et tredje forhold, der fremdrages i samme kronik, er, at denne frihed og tvang kun kan fungere ved en følelsesmæssig binding til fædrelandet og forfatningen. F.eks. hedder det: ”En demokratisk statsform er som sådan kun et tomt hylster. Der må et åndeligt indhold til, en forståelse af, hvad friheden skal bruges til… Lovgivningen gavner intet, hvis ikke Folket fuldstændigt frivilligt slår et slag for den… Loven skal være en levende magt og ikke et dødt bogstav”, og modstandsbevægelsen fremdrages her som et eksempel herpå i modsætning til samarbejdspolitikerne (for hvem loven var et dødt bogstav). Kronikken ender i, at demokratiet ”bygger på en tusindårlig kultur, men kan, hvis man ikke passer på, sættes over styr på en eller to generationer” (Riishøj 1945b). Med denne betoning af den fri diskussion allerede i de tidligste kronikker adskiller Riishøj sig fra store dele af den nationalt sindede konservatisme, som han ellers også var dybt tiltrukket af. I dagbøgerne er der mange positive referencer til både Kaj Munk, Dansk Samling og de allermest nationalt sindede højskolekredse. Men hvor disse flirtede med antiparlamentarisme og diktaturet på forskellige måder, og i højere grad knyttede frihedsbegrebet til eksistentielle fordringer, så er den frit diskuterende offentlighed et fremtrædende træk ved Riishøjs konservatisme. Han adskiller sig på denne måde både fra Hal Kochs dialogisme og fra Munks eksistentielle og religiøse krav. Og middelvejen er det værdige demokrati.
Det, som giver denne frie debat værdighed, er syntesebegrebet. Riishøj opponerer imod, at man opsplitter et fænomen i dets dele, på en måde, så man mister sansen for fænomenet selv. Allertydeligst sker dette i hans bog om seksualdebatten fra 1965, hvor syntesen, den enhed, som livet bringer med sig, er den bærende analyseenhed (Riishøj 1965). F.eks. består et ægteskab ganske vist på en måde af mand + kvinde, men ægteskabet selv kan ikke reduceres til disse dele. Det er noget mere, noget fælles og noget skabt. På samme måde med det pædagogiske, det nationale og det folkelige. Man må studere en given enhed i den samlede meningsdannende kontekst, hvori den udtrykker sig. Dermed bliver han kritisk overfor videnskabens tendens til reduktion af følelseslivet. F.eks. kan han i 1970, hvor de etablerede synteser er under heftigt opbrud, i en kronik om opdragelse, sige, at ”hvis fanden i dag skulle vælge studium ved vores universiteter, ville han utvivlsomt vælge psykologien” (1970b), og det han er ude efter her, er ikke psykologien som sådan, men derimod dens selvstændiggørelse fra kulturens synteser og dens efterfølgende ”jongleren med spørgeskemaer som de rene kortkunstner”. På samme måde kritiserer han også den altdominerende positivisme indenfor det videnskabelige felt. I en lang og grundig diskussion med en førende svensk religionspositivist - som hævder, at religion ikke er noget i sig selv, men kun udfører psykologiske og sociologiske funktioner i samfundet - argumenterer Riishøj for det religiøses selvstændighed. Altså det samme; at religion er en syntese som ikke kan reduceres til dets delelementer. Endnu et eksempel på syntesetænkning finder man i kronikken ”autoritet” fra 1953. Her, i et opgør med autoritære og reformpædagogiske ideer, hævdes det, at ”mildhed uden strenghed er tossegodhed, og strenghed uden mildhed er grusomhed. Det betyder ikke, at vi skal finde frem til et kompromis, men begge dele – strengheden og mildheden – gælder fuldt ud i paradoksal uafkortethed” (Riishøj 1953). Igen ser vi denne insisteren på, at forhold, der på overfladen ser modsætningsfyldte ud, faktisk hænger sammen, ja mere end de – de er afhængige af hinanden som modsætninger inden for en samlet praksis. Det hele samles atter i begrebet om et ’frie folk’: ”Folket er et frit åndeligt samfund, der principielt må være selvstændigt i forhold til staten, thi staten er hverken fri eller åndelig, men et tvunget kollektiv, en korporation, og må være det”. Staten står for tvang og folket står for frihed, diskussion og kærlighed til det fælles. Folket er altså ikke blot individer, og der er ingen mekanisk sammenhæng imellem folk og stat. Sammenhængen er altid modsætningsfyldt men også nødvendig – en paradoksal uafkortethed. En negativ magnetisme.
På denne måde bliver vi også i stand til at forstå, hvorfor Riishøjs favoritforfatterskab var Jakob Knudsens (1858-1917). Knudsen er i dag nærmest glemt, efter at Villy Sørensen i 1959 i symbolsk forstand henrettede ham i en freudiansk analyse ved navn ”det forgudede traume” (Sørensen 1959). Det er umuligt på kort plads at trænge igennem de enorme misforståelser, der siden da har været knyttet til Knudsens navn. I dag forbindes han med korporlig afstraffelse og ubetinget lydighed, men hør lige, hvilken rolle han spillede for Riishøj, som i et debatindlæg i 1956 skrev, at for Knudsen gjaldt det, at ”kroppens frihed skal stækkes, men når det gjaldt troen og kærligheden, religion og livssyn og fædrelandsfølelse, skulle der herske ubegrænset frihed både til at sige ja og nej. Det er derfor hævet over enhver tvivl, at denne såkaldte ”autoritære” forfatter var en af vores største forkæmpere for åndelig frihed og frisind” (Riishøj 1956). Tvang for kroppen og frihed for ånden.
Efter 1959 sprængte modernismen denne enhed af frihed og autoritet, og hele forestillingen om et frit folk, der tager et praktisk og åndeligt ansvar, ophørte man stort set med at tale om. Riishøj havde problemer med at forstå den nye modernisme, selvom han gjorde mange velmenende forsøg. F.eks. kan han i 1970 sige om et Rifbjergstykke, der skildrer kærlighedens egeninteresserede kringelkroge: ”Det var en lidelse at se, høre og læse Klaus Rifbjergs TV-stykke... På en modbydelig måde myrder han en skønhedsverden, jeg har holdt af, men alligevel kan jeg ikke undslippe dette mareridt, dette kaos af ord” (Riishøj 1970). Syntesen, i dette tilfælde ægteskab og kærlighed, var brudt. Tilbage flød resterne - de spaltede individer og deres endimensionale følelser - rundt omkring i landets nye litteratur, og den politiske syntese var degenereret fra et frit folk til en flok neoliberale individer, som vælger og forbruger, eller til en velfærdsrettighedsmaskine, hvis ophøjede mål er at pleje borgernes kroppe og hjerner indtil alle forskelle er væk.

Litteratur:
Riishøj, A. (1945). ”Demokratiet må ikke drukne i Nazifrygt”, Frit Danmark, nr. 27, s. 11 – 12.
Riishøj, A. (1945b). ”Hvad er demokrati?”, Morgenbladet, d. 2. juni.
Riishøj, A. (1947). ”Grundtvig, Hal Koch og nutiden”, Information, d. 1. august.
Riishøj, A. (1953). ”Autoritet”, Jyllands-Posten, d. 30. november.
Riishøj, A. (1956). ”Det hultbergske ”tredje standpunkt”, Information, d. 10. marts.
Riishøj, A (1965). Omkring seksualdebatten, København: Gads Forlag.
Riishøj, A. (1970). ”Rifbjerg, Jane og evangeliet”, Kristeligt Dagblad, d. 15. april 1970
Riishøj, A. (1970b). ”Opdragelse til menneskelighed”, Kristeligt Dagblad, d. 1. december.
Sørensen, V. (1959). Hverken – eller: Kritiske betragtninger, København: Gyldendal.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ