Blog
0   124

Hvem arbejder for hvem?

Abonner på nyt om Thomas Aastrup Rømer i dit personlige nyhedsbrev.


Er det læreren, der arbejder for kommunen, eller er det kommunen, der arbejder for læreren?
Er lederen, der arbejder for pædagogen, eller er det pædagogen, der arbejder for lederen?
Er det dekanen, der arbejder for videnskabsmanden, eller er videnskabsmanden, der arbejder for dekanen?

Eller generelt: Er det administratoren, der arbejder for substansarbejderen (læreren, pædagogen, videnskabsmanden) eller omvendt?

Eller endnu mere generelt: Hvem arbejder for hvem? Hvem er fri?

Ligesom med så mange ting af denne karakter, så er svaret ikke helt enkelt. Min pointe i dette indlæg er dog, at det svar, som for tiden huserer, har fået vendt det hele på hovedet. Jeg vil samlet set fremsætte det synspunkt, at en pædagogisk eller videnskabelig leder primært er en koordinator og en lønudbetalingsmaskine. Resten bør overlades til forholdet mellem substansarbejderen, materien og loven. Kan man følge denne argumentation, så er konsekvensen, at skole- og forskningsledelse er alt for magtfuld i dag. Skole- og forskningsledelse (fra nu af blot ”ledelse” – det gælder hele den pædagogiske sektor) bør snarere opfattes en slags sekretærer og bør behandles som sådan. Dvs. tildeles forholdsvis lave lønninger og omgives af en høflig forventning om, fra substansmedarbejderens side, at arbejdet bliver gjort.

Hvorfor skulle ledelsen være over substansmedarbejderen? Det vigtigste argument herfor er, at ledelsen er en del af et demokratisk hierarki. At der skal være nogen til at implementere love vedrørende pædagogik og forskning. Men dette argument kan kun begrunde en uhyre begrænset ledelse. Når en kommune f.eks. sender alle pædagoger og lærere på fælles efteruddannelse i læringsstile, så står det altså ikke i loven, og når der ustandseligt laves reorganiseringer af pædagogiske institutioner, så står det heller ingen steder. Loven er som regel ret tynd – og heldigvis for det.

Lovene vedtages af Folketinget, det er jo korrekt, men derfra og til lovene rammer substansmedarbejderne – altså lige der hvor læreren åbner øjnene foran en flok børn - kan der sagtens være 10 mellemled i diverse styrelser, kommuner, udvalg etc. Og på hvert enkelt mellemled er der en knopskydning af kommunikations-, HR-, evaluerings og strategiafdelinger etc. som har deres særlige præciseringer, vejledninger, rapporter, evalueringer, visioner og skidt og kanel. Ingen af disse led har ansigter – dvs. mennesker der har tænkt selv og tør stå ved det også overfor overordnede. De er alle sammen sovset ind i almene visioner, der som regel er ført i et nysprog uden lige. De er blot en del af organisations-, undervisnings- eller forskningsmaskiner, som de opfatter som fine ”tendenser” og den slags. Pointen er, at sådanne organisationer medfører, at deres medlemmer tilpasser sig selv og sine strukturer i et væk, mens naturen, virkeligheden, traditionerne, ideerne og følelserne fortoner sig.

Giver alle disse led og organer substansmedarbejderne bedre muligheder for at udføre sig arbejde? Nej det gør de ikke. Tværtimod er de administrative leds formål to:
1. at vokse sig store med visioner og tomme ord, og tilmed kræve loyalitet fra substansmedarbejdere, så ”det fælles”, altså lovens ånd, fortoner sig i fjerne tåger eller omdannes til små og smalle fortolkninger heraf.
2. at præcisere lovgivning unødigt smalt, så substansmedarbejderen lukkes inde organisatoriske hegemonier. De forskellige led bedriver med andre ord organisatorisk politik, så den enkelte pædagog, lærer eller forsker lukkes inde i stramme visioner, incitamentstrukturer, kontrolstrukturer etc. Alt sammen ting, som afstedkommer en negativ prægning af lærerens evne til at se opmærksomt og direkte på virkeligheden.

Det samlede resultat bliver derfor ikke, at det administrative lag styrker demokratiet. Det samlede resultat bliver derimod, at det administrative niveau styrker sig selv, og strammer garnet om dem, der i realiteten udfører loven, nemlig substansmedarbejderen, så både loven og materien får trange kår. Det samlede resultat bliver en aflivning af demokratiet.

Det er en ulykkelig konsekvens, som endda står i direkte modsætning til dansk histories moralske organisme – hverken Asgård, den grundtvigianske bondestand, den danske modstandbevægelse, arbejderbevægelsen eller de folkelige bevægelser i det hele taget – var blevet til noget, hvis man havde accepteret denne nedsmeltning af det fælles liv.

Nej, i Danmark bør det være meningen, at lærere og pædagoger og den enkelte skole eller børnehave etc. skal kunne agere frit, myldrende og hjerteligt indenfor lovens rammer. At man kan tilrettelægge skolens, børnehavens og universitets med alle mulige ideer og forslag. Et myldrende diskuterende og eksperimenterende folkeliv. Et folk, der kan skabe sig selv igen og igen. Men vil man det, så kræver det, at hele det tykke administrative lag af nysprog, fikse ideer og småtotalitære loyalitetskrav tyndes ud, og at de resterende dele af dette apparat opfatter sig selv som koordinationsenheder for substansmedarbejderens ideer og frihed inden for rammerne af en fælles lov.

Det er det, jeg mener med, at ledere er sekretærer. De udbetaler løn og koordinerer, så vi andre kan rode med loven og substansen. Lederne skal ikke bestemme ret meget. Gør de det alligevel - altså begynder på alt bestemmeriet og finder på visioner og former, som materien skal indordne sig efter - så må man teste ligheden, som den franske filosof Jacques Ranciére siger – som en god tænksom og hjertelig Klodshans; som en rigtig inkompetent og fri mand eller kvinde, der er optaget af loven og virkeligheden.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ