Blog
2   206

2.del - pæd.fil. knust

Abonner på nyt om Thomas Aastrup Rømer i dit personlige nyhedsbrev.


Jeg ved ikke, hvordan vores skolelærere bliver fyret rundt omkring. På mange forskellige måder formodentlig. Nu skal I høre, hvordan det foregår på DPU. Før jeg går i gang med dette, vil jeg dog begrebsafklare lidt, som det hedder på opgavesprog. Fra nu af vil jeg ophøre med at kalde DPU for DPU. Fra nu af hedder det AUDEM. Det står for Asiatisk-inspireret Udviklingscenter for Didaktisk Evidens og Myndighedsbetjening. Lars Qvortrup er altså dekan for AUDEM, og afskedigelserne af de tre pædagogiske filosoffer er foretaget på AUDEM. DPU står derimod for Danmarks Pædagogiske Universitet. Det er fra nu af noget andet og en mere luftig sag. I en senere blog vil jeg fortælle om, hvordan DPU blev til AUDEM, men jeg har så meget jeg gerne vil fortælle. Så altså: Nu skal I høre, hvordan man fyrer på AUDEM: Det tager to døgn. Det starter mandag kl. 12.41 og det er afsluttet onsdag omkring samme tidspunkt.

Først: For så vidt angår de tre personer, som bliver afskediget, er der ingen forhistorie. Ingen klager, ingen samtaler vedrørende nye opgaver, ingen normer der ikke er fyldt. Der er simpelthen ingen problematiske omstændigheder overhovedet, og hverken institutlederen, altså Jens Erik Kristensen, eller dekanen, Lars Qvortrup, har så vidt jeg ved drøftet arbejdssituationen med de tre. Derfor sidder alle mandag formiddag, altså mandag d. 19. april 2010, på deres kontor og pusler med stort og småt, lidt undervisningsforberedelse, lidt artikler, lidt seminarforberedelse, og måske bliver der også tid til en hyggelig sludder med en af vores søde sekretærer.

Der er dog en anden forhistorie, som hører med. Den består i følgende: I efteråret har man på Institut for Pædagogik, på dekanens opfordring, diskuteret, hvorledes kandidatuddannelsernes struktur bør se ud. I den forbindelse blev man enige om at bevare de eksisterende tre kandidatuddannelser i hhv. pædagogisk sociologi, pædagogisk antropologi og pædagogisk filosofi, med nogle forskellige mindre justeringer. Denne enighed bliver stadfæstet i alle relevante fora. Pludselig, som lyn fra himlen, d. 22. februar 2010 iscenesætter institutlederen og dekanen ideen om at erstatte uddannelsen i pædagogisk filosofi med en kandidatuddannelse i pædagogisk samtidsdiagnose (som er institutlederens hellige ko, og som også falder fint ind i dekanens systemteoretiske ideer, men som blot er en lille intellektuel provins, og som endda nu er decideret komisk). Efter en omfattende polemik (som ledelsen ikke deltog i – den ”orienterer” kun) og aktivering af stort set hele det uddannelsesfilosofiske miljø i landet, trækkes beslutningen tilbage, og lettelsen breder sig. Men det viste sig at være en stakket frist. I stedet for at nedlægge uddannelsen, nedlægger man nu de personer og det forskningsmiljø, som ligger til grund for uddannelsen. Igen som lyn fra en klar og kold himmel.

Og så er vi klar til de to døgn:
1. Mandag d. 19. april, kl. 12.41 tikker der en kort og formelt formuleret e-mail på 10 linjer ind fra institutlederen. Her indkaldes alle medlemmer af det pædagogisk-filosofiske fagmiljø (som er en lille del af hele Institut for Pædagogik) til et møde dagen efter, altså tirsdag d. 20., kl. 10-11. Mødets emne angives at være personalesituationen og besparelser indenfor fagområdet i pædagogisk filosofi. Nogle af medarbejderne anfører, at kun få kan deltage med så kort varsel, og beder om lidt flere informationer om mødets indhold, men Jens Erik Kristensen vil ikke sige mere og fastholder den korte varsel.

2. Tirsdag kl. 10 er der så møde. Kun fem (ud af ca.12) har mulighed for at deltage. Jeg var der. Institutlederen træder ind af døren, sætter sig ned og læser et op af et dokument. Det tager 10-15 minutter. Han fortæller i et mekanisk og oplæsende modus, at pga. lønsomheds- og relevanskrav skal der afskediges tre personer fra fagområdet i pædagogisk filosofi. De pågældende vil blive kontaktet onsdag morgen efter kl.9, altså dagen efter, og efterfølgende vil der samme formiddag blive gennemført varslingssamtaler. Efter de ca. 10 minutter spørger institutlederen, om der er nogle kommentarer. Eftersom alle er helt overraskede og i bedste fald vrede, er der ingen kommentarer. Derpå forlader institutlederen lokalet. Hele seancen har taget 20 minutter. Der er ingen beklagelse, ingen ytret taknemmelighed overfor nogle menneskers indsats. Der er absolut ingen høflighed eller anstændighed. Der er kun en mekanisk og rå oplæsning af lønsomhed og relevans. Samme eftermiddag orienteres resten af fagmiljøet og instituttet. Orienteringen består stort set af det papir, som der blev læst op af på orienteringsmødet tidligere på dagen.

3. Onsdag kl. 9 sidder vi alle og venter på telefonopringninger og e-mails. De tre ansatte, Jørgen Huggler, Asger Sørensen og Henrik Vase Frandsen, bliver ringet op og der bliver gennemført varslingssamtaler. Omkring frokost er det hele slut, og kl.15 indkalder institutlederen med en times varsel til et møde for hele instituttet, hvor der orienteres om fyringsvarslerne. I mødeindkaldelsen, gøres også, i helt neutrale vendinger rede for beslutningen. Og til sidst orienteres der også om nogle andre forhold, nu man alligevel er samlet!.

4. Dagen efter orienterer dekanen, altså Lars Qvortrup, på sin ledelsesblog, alle medarbejdere om afskedigelserne uden den mindste angivelse af anger. Tværtimod fremhæves i samme indlæg, at der nu skal ansættes tre andre personer, som forventes at styrke DPU’s lønsomhed, og at de afskedigede pædagogiske filosoffer nok var bedre tjent med at være på et fagfilosofisk institut.

Sådan foregår det på AUDEM. Det er et eksempel på det, som den franske filosof Jean-Francois Lyotard kaldte for videnskabelig terror (i et citat, som endda er særlig redaktionelt udvalgt i et nummer af AUDEMs blad Asterisk. En udelukkelse af en fri stemme fra den videre diskussion – og i dette tilfælde en udelukkelse af dannelsestænkningen og etikken fra den pædagogiske videnskab. At det lige blev tre etisk indstillede filosoffer er på ingen måde tilfældigt, og det har intet med lønsomhed og relevans at gøre. Det har noget at gøre med holdninger til pædagogik, og det er samme historie som historien om, hvordan DPU blev til AUDEM. Denne historie vil jeg fortælle i næste del. Det er historien om Lars Qvortrups og Jens Erik Kristensens faglige oprindelse og udvikling – og den bliver jeg nødt til at fortælle, før AUDEM helt udsletter landets pædagogik, før DPU og hele vores lands rige tradition er reduceret til et passivt efterladenskab i den kollektive og størknede erindring, og før der står AUDEM over døren på alle landets skoler og børnehaver.

Thomas Aastrup Rømer
Danmarks Pædagogiske Universitet

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ