Blog
1   208

Kontrakt-ideologi

Abonner på nyt om Thomas Aastrup Rømer i dit personlige nyhedsbrev.


Vi er ved at udskille tænkningen fra vores samfundsliv, og dermed er vi selvforskyldt ved at forlade den vestlige kulturs møjsommeligt opbyggede fordele. Tænkningen degenererer til refleksion og kompetencer i funktionssystemer, der skal fungerer. Tænkningen bliver til selvrefleksion, coaching og feedback, altså til en aktivitet, der handler om at tilpasse enkeltelementer til hinanden. Og uddannelse og handling omdannes til kompetencer i konktraktstyrede systemer. I det følgende vil jeg give et vigtigt eksempel på denne tømning af intelligens. Nemlig de moderne offentlige kontraktstyrede (primært) pædagogiske organisationer. Jeg taler med vilje ikke om fælles institutioner; ord som seminarium, (professions)højskole, skole og universitet er kun af navn. Alle disse fine gamle navne vil jeg, desværre i overensstemmelse med realiteterne, i det følgende blot kalde for offentlige organisationer. Og disse organisationer fungerer efter principper, hvis samlede resultat er, at de udelukker tænkningen, ødelægger sig selv som fælles institutioner med frie og selvstændige medarbejdere, og i samme proces omdannes de til egen-interesserede organisationer med tilpasningsdygtige individer. Enhver effektiv lederuddannelse går i en vis forstand ud på at omdanne en evt. fortaler for de gamle navne til en, der kan arbejde med organisation og tilpasning, uanset den pågældende organisations værdigrundlag og kulturelle betydning.
Det mest centrale træk er, at disse organisationer er opbygget med en kontrakt som det centrale omdrejningspunkt. Og her er vel at mærke ikke blot tale om en ansættelseskontrakt, men om en detajleret fx 5-årskontrakt, som i detaljer beskriver hvilke mål og delmål, man skal arbejde efter, og ofte fremgår det også, hvordan målene skal indfries. Denne kontrakt udarbejdes sammen med det relevante ministerium i samarbejde med bestyrelse og nogle gange også ledelsen. En sådan kontrakt kan vi herfra kalde for Kontrakten med stort K. Den styrer nemlig alt, ikke blot eksplicit men også implicit, og den danner grundlag for ligeledes detaljerede og lange Kontrakter på de underliggende organisationsled, ofte ned til den mindste mellemleder og måske endda ned til den individuelle frontmedarbejder. På den måde får vi et Kontraktsystem, hvis samlede omfang sagtens kan være ca. 100 sider, der i detaljer beskriver en organisations målsætning og drift. En gang om året kan der så være Kontraktforhandlinger, hvor de enkelte led i organisationen under stor strategisk tumult forhandler og fastlægger næste års kontrakt indenfor rammerne af den overordnede fem års kontrakt. Ofte siver disse Kontrakter endda helt ned til individniveauet. Her skal den enkelte medarbejder beskrive, i målbare elementer, hans planer for det kommende år. En beskrivelse, som efterfølgende kan gøres til genstand for evalueringer, mus-samtaler og tilpasninger. Alle tvinges dermed løbende til at overveje sine forpligtelser, men disse overvejelser styres nu ikke mere af, om tingene er nyttige eller om de hænger sammen med virkeligheden. Det afgørende er, om man bidrager til det kontraktuelle system, fordi alle ledelsesniveauers og hele organisationens økonomi og overlevelse afhænger af Kontraktens opfyldelse.
Dermed udvikles en særlig form for loyalitet. En eksplicit og en implicit. Den eksplicitte viser sig som særlige krav om trofasthed i alle ledelseslagene. En leder kan ikke blot tage frie tiltag og ytre sig frit om et område. Ikke blot fordi at han er leder, men fordi han er bundet af en særlig ed, som til gengæld giver ham en udtaleret i lukkede kredse. Den implicitte loyalitet sætter sig igennem overalt, som en stiltiende pligt til at forsvare sin organisation og sikre dens overlevelse. ”vi er vel alle enige om, at vi vil have en stærk organisation” kunne det hedde. Eller ”Der skal være højt til loftet, men det er inden for rammerne af loyalitet mod vores organisation”. Loyalitetsfølelsen udvikles desuden fordi alles overlevelse, deres ansættelse og deres løn afhænger af, at man er loyal. At man ikke ytrer sig kritisk, men kun konstruktivt (efter en leders opfattelse). Og hvis der er problemer med at få dette Kontrakt- og loyalitetssystem på plads, så kan det garneres med milde og ubestemte fyringstrusler, som helst skal arbejde i et års tid eller to, for ikke at sige i al evighed. Dermed lægges det sidste tryk på systemet, så de forskellige brikker kan falde på plads i et funktionelt hele, som omkranser Kontraktens, så alle arbejder i samme anonyme retning.
Det er en vigtig pointe, at dette Kontraktsystem bruger den sunde fornuft som begrundelsesgrundlag. ”Det er jo vigtigt at fokusere”, kan man f.eks. sige, og ”hvem kan være uenig i det?” Eller: ”Kontrakter er jo defineret som en overenskomst mellem frie individer”. Ja, siger fortalerne, egentlig er der tale om et frihedssystem, hvor alle binder sig frit. Men man skal ikke lade sig lokke af dette. Sovjetunionen kaldte sig også for et demokrati. Der er tale om et system med totalitære tendenser. Kontrakten sætter sig nemlig ikke blot igennem som organiseret snusfornuft, men som en særlig rationalitet, en struktur eller ligefrem et legeme, der får sit eget selvstændige liv, løsrevet fra alle, også lederne. Den skulle have været et middel for menneskene, men i stedet bliver menneskene et middel for den. Den bemægtiger sig menneskenes hjerner og hjerter, og den arbejder som en orm igennem det ene område efter det andet i alle medarbejderes og lederes sjæle og legemer. Når den er færdig er der ingen, der kigger på virkeligheden – alle tænker kun på Kontrakten, og der er ingen der tænker selv og frit, alle tænker kun på sig selv og sit forhold til kontrakten og organisationen. Denne tilstand forstærkes endvidere af, at mange offentlige organisationer i dag er økonomisk selvansvarlige helt ned på afdelings- og individniveau samt af etableringen af store kommunikations- og strategiafdelinger, der kun agerer i forhold til Kontraktopportune muligheder. Og Kontrakten er altid et ekstremt bureaukratisk dokument, som er formuleret uden liv, tanke og ånd. Men netop derfor bliver den virksom og levende på sin egen frosne, livløse og undergravende måde. Den omdanner alles frihed, først til enhvers lidt spændstige nervøse ubehag og til sidst har den skabt begejstrede, kuede og enøjede bureaukrater, der kun kan se ind i Kontraktens udtørrede krop, og aldrig på materien eller på hinanden.
Hvordan ser ledernes liv ud? Den korte version er, at der er et socialt magtspil, et keglespil, omkring fortolkninger af Kontrakten og dens konsekvenser. Man positionerer sig, som det hedder på moderne dansk, så man selv og ens afdeling får de bedste muligheder. Man tier og taler i de doseringer, som placerer en godt i den næste Kontrakts vokabular. Men dette spil har ikke rødder i nogen tænkning vedrørende det fælles bedste. Det har kun rødder i kontrakten selv og dens egen overlevelse. Disse magtspil foregår på lukkede møder, hvor interesser og positioner kan afhandles. Ofte er det slet ikke nødvendigt med diskussioner, fordi magtstrukturen og dens relation til Kontrakten allerede er klar. Selvom der alligevel måtte være forskellige synspunkter, kommer de derfor ikke til syne, og hvis de alligevel gør, så ses de kun i form af underdanige og ydmyge spørgsmål til ”monarken”. Eventuelle diskussioner formidles efterfølgende kun som beslutninger. Eventuelle diskussioner omdannes simpelthen til orienteringer, nyhedsbreve eller dekreter. Der danner sig altså et ledelseslag, der ligner de gamle østeuropæiske politbureauer. Et lukket spil om Kontrakten eller Planen; et spil, hvis eksistens kun viser sig i koder og tegn. Medarbejdere er derfor overladt til at fortolke magtspillet ud fra tegn og lydene fra vandrørene: Helt bestemte ord, hvem var syg den dag, blev han overhovedet inviteret osv. Lige som i den gamle sovjetologi, hvor hvem der stod ved siden af hvem til 1. Maj paraderne blev fortolket af en hel videnskabelig disciplin som magtforskydninger i Sovjetunionens regering.
Men hvad så med de repræsentative organer, hvor lederen bliver nødt til at agere, og hvor han ikke blot kan gemme sig bag dansen om kontrakten. F.eks. på lærermøder og i tillidsmands-systemer, resterne af et ikke – monarkisk men et demokratisk medarbejdersystem? Ja, der må kæmpes på traditionel vis, hvis da ikke fyringstrusler og individuelle kontrakter og loyalitetsmekanismer har gjort dette overflødigt. Det gælder her for kontraktens medium, lederen, om at undgå, at der rejses spørgsmål af betydning; Magten udøvet via de såkaldte non-decisions, som det hed indenfor statskundskaben. Og dette undgår man ved at udvide kontraktens virksomhedsområde til de mindste enheder og til individplanet. Man kan også isolere evt. åbenhjertighed til ofte pressede møder, ved at bruge tiden på ”orienteringer”. Under alle omstændigheder er det vigtigt at undgå skriftlig kritik. Alt skal over i de direkte dialoger, hvor tid er knap, og hvor man kan tage mere behørig hensyn til magten, fordi dens øjne og stemme er til stede, som medium for Kontraktens eget liv. Oplysningens medium er derimod skriftens. Det så allerede filosoffen Kant. Men skriften i de nye organisationer bruges kun til kontraktrelaterede kampe og ledelsesorienteringer. Hvis nogen derudover skulle finde på, f.eks. at skrive breve eller meddelelser, hvor faglige eller organisatoriske spørgsmål rejses åbenhjertigt i fælles skriftlige fora, så kan sådanne lukkes via diverse mail-politikker etc. af hensyn til organisationens og kontraktens fred og ro. Tænkningen har altid sat ting i stå – og Kontrakten har slet ikke tid til det. Den har planer for det kommende år. Og disse planer udløser evalueringer, som igen udløser penge. Kontrakter hader tænkning. Det er derfor også utroligt, at denne styringsmetode i så høj grad præger forsknings- og uddannelsesområdet.
Et sidste element er, at Kontrakten både er anonym og magtfuld. Den har intet ansigt, men kan altid pege på en anden i hierarkiet og på spillet omkring kontrakten. Ingen behøver at tage ansvar. Og der er ingen steder man kan henvende sig til en levende stemme, som Kontrakten ikke har fået magten over. Dette bureaukratiske dokument uden ansigt, som har bemægtiget sig videnskabsmændenes, lærernes og mellemlederes kroppe og sjæle er et tavst men vildt dyr. Det både er der og er der ikke.
Mit spørgsmål er nu: Hvor kan den bare nogenlunde frie tænkning komme ind i dette system, og mit svar er, at der ingen steder er, hvor dette kan ske. Alle er sunket ned i strategiske spil omkring kontraktens nye legeme. Hvis man henvender sig åbenhjertigt, med det man kan se, så ”bilder man sig noget ind”, man bliver udsat for repressalier, man anklages for blot at sidde tilbagelænet og belemrer organisationens hundeslagsmål med usaglighed; eller man bliver tiet ihjel, fordi al denne åbenhjertighed forudsætter en selvstændig person, der kan svare, og Kontrakten er ikke en sådan person, den er blot et anonymt og magtfuldt legeme, der virker bag alles ryg. I stedet får man måske at vide, at man skulle tage og være lidt aktiv, dvs. tage del i den nye Kontraktpositioneringens gemene kampe, eller man bør overlade diskussionerne til de officielle møder og deres pressede dagsordner og tilfældige spilfægterier.
Nej, må vi bede om lidt tilbagelænet passivitet, der tager udgangspunkt – ikke i organisationens - men i det fælles bedste. Der skal efterhånden mod til. Men Sokrates blev jo også henrettet for at forstyrre den offentlige orden. Han ville helt sikkert have forstyrret kontraktens legeme og have erstattet den med fornuftens ditto. Og sammen med Sokrates blev alt praktisk afbrudt, til fordel for en fælles og tænksom aktivitet, hvor man glemte sig selv. Nogen spørger måske: Skal vi så til at have alle mulige følelsesudladninger til at suse omkring vores offentlige virksomhed? Nej, tænkning og dømmekraft opøves via uddannelse og erfaring og kritik. Det kan kun forveksles med facebookstatements i et demokrati i forfald. Andre spørger måske: Skal vi så slet ikke udrette noget? Lave noget? Jo, en hel masse, men i sammenhæng med den frie fornufts virke, som – det så i særlig grad englænderen John Stuart Mill – er betingelsen for både personlig udvikling, menneskelig moral og tingenes eksistens (Mill 2008). Men tænkning er altid besværlig for en Kontrakt, det er klart. Til gengæld har tænkningen opmærksomheden rettet direkte mod virkeligheden og andres tænkning. Tænkning trænger igennem det sociale keglespil, og lader virkeligheden komme til syne, og er der noget, som Kontraktens ideologi ikke kan lide, så er det virkelighed.
Da denne udelukkelse af tænkningen er tiltagende generelt for hele vores samfund, så bliver resultatet, at vi udvikler et asiatisk inspireret teknokrati frem for et fornuftens herredømme, som ellers ville ligge i forlængelse af den europæiske tradition. Vi overlader til vores børn en verden, hvor man kun reflekterer over sig selv og sin lille organisation, og hvor man kun kan se noget, når man har sine kontraktlinser på, og hvor man ikke kan svare på Sokrates’ spørgsmål: Hvem er jeg? Fordi man blot er en celle i Kontraktens størknede legeme og kun kender dens ligeså størknede ord. Det ender som i Villy Sørensens ”glashistorie”, hvor alle ser smukke ting med bestemte slags briller på, mens den virkelige virkelighed går i opløsning, og hvor ingen derfor kan holde ud at tage sine briller af, og hvor små grupper af mennesker, som insisterer på et liv uden briller, bliver forfulgt.

Litteratur:
Mill, John Stuart (2008). Om friheden, Århus: Philosophia.
Sørensen, Villy (1964). ”En glashistorie”, fra Formynderfortællinger, København: Gyldendal.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ