Blog
0   180

Pædagogik og folket

Abonner på nyt om Thomas Aastrup Rømer i dit personlige nyhedsbrev.


Folket er en moderne kategori, som er faldet lidt i miskredit, selvom den også bruges mere eller mindre selvfølgeligt i udtryk som folkestyre og folkeparti. Udtrykket er moderne, fordi det er knyttet til den moderne tids udvikling efter den franske revolution. Men begrebet er altså også faldet i miskredit. F. eks. kan man i en fremtrædende udgivelse læse, at sådanne dunkle forestillinger er dødsens farlige. Selv på friskolerne og højskolerne, hedder det, burde man nedtone denne slags referencer. I stedet bør man tale om evalueringer, nytte, ydelser og kompetencer (Qvortrup 2004).

Men folket er slet ikke noget dunkelt. Folket er noget ganske synligt. Det kan ses, og det lyser. Det er en politisk gruppes offentlige dialoger, som disse har udspillet sig over tid, altså ned gennem historien og i rum, altså rundt omkring, men i nærheden af et bestemt sted. Folket er udtryk for noget fælles, fordi man har talt sammen om offentlige og fælles anliggender. Men det er ikke kun konstruktive dialoger vi taler om. Man har også kæmpet mod hinanden. Når Søren Krarup f.eks. diskuterer, hvad det moderne er, så bliver han nød til at diskutere Brandes, som er hans hovedmodstander (fx i Krarup 1985). Han bliver nød til det, for hvis han ikke gør det, så vil det ikke af vores fællesskab blive anset for at være en fornuftig diskussion. Han føler sig draget til netop denne modstander. I Tyskland er det ikke nødvendigt at nævne Brandes. Man ved måske knap nok, hvem han er. På samme måde inddrog Villy Sørensen i hans arbejder dialoger med Kierkegaard og Jakob Knudsen. Det er derfor, at Danmark er et folk. Det er den fælles samtale, som man, uanset politisk, socialt eller kulturelt ståsted, ikke kan undslå sig. Den dag man kan undslå sig, og ingen lægger mærke til det, da ophører folket med at være synligt. Først da bliver det dunkelt. Når Qvortrup mener, at det er en dunkel kategori, så er det fordi, han ikke selv føler sig forpligtet. Han diskuterer pædagogik helt uden referencer til danske traditioner. Han trækker i alt overvejende grad på den i en pædagogisk sammenhæng marginal sociolog, Niklas Luhmann. Qvortrup føler sig ikke forpligtet, og han lader sig ikke anfægte. Han er en del af en forfaldshistorie som startede i 1959. Folket er væk, og man er ikke anfægtet. Man kan uhindret føre helt andre samtaler og hævde deres gyldighed, selvom disse samtaler er helt enstrengede og knyttet til samtaler langt væk. Vi så det samme i 1970’erne, hvor alle emner skulle kunne indskrives under et par marxismer. Allerede dengang var danskerne rådvilde og lod sig besnære. Der er en hel generation af medborgere på omkring de 60, som er alt for tilbøjelige til at have små videnskabelige helte. En uskik de desværre giver videre. Det er faldets generation, som hægter sig på den ene eller den anden helt, binder sit sind til en andens fornuft, for at kunne formulere et frigørelsesprojekt (hvad det netop ikke er), et repos før det videre fald. Vi er så også en generation, som ingen helte har, som blot overlever. Det er bundens generation. Det fælles er nu ’velfærdsstaten’. Det handler nu om at få ting til at fungere, så alle trives. Luhmanns ideer er en teori for denne generation. Sidste stop før kommunen. Forenet i et velfærdssystem med små digitale +/- koder og evaluerbare feedbacksystemer. OK, hvis man endelig vil tømme vores land for al ånd, kritik, historie og skønhed. Og det gør man. Man vil det måske ikke, men man gør det. Eller rettere, man hverken vil eller ikke vil. Man ved slet ikke hvad ’landet’ er. Det er en oprindelig formel. Løsrivelsen fra landet er faldets formel. Nu er der kun systemernes horisontale og endimensionale formel. Bundens liv.

Men fejlen er grum. Det eneste dunkle, som findes vedrørende denne fortløbende samtale, folkeligheden, er en grundlæggende kærlighed til samtalen selv. Det er som en urkontrakt, som fællesskabet hele tiden må mindes om, og som tilflyttere og nyankommende må møde alle steder. En fremmed eller et barn skal derfor ikke først og fremmest møde en kommune og en lang liste af velfærdskrav. Han eller hun skal møde de historiske dialoger og kærligheden til dem udtrykt ved ceremonier, kunstværker og undervisning. Den fremmede og barnet skal møde et aktivt, stolt og værdigt folk – ikke en kontraktfastsat, målstyret og konsumorienteret gruppe af styrbare og grådige kroppe, der kun kan sige ’jeg’ og ’du’ men ikke ’det’ og ’vi’. Hvis han møder disse kroppe, så er det ikke værd at involvere sig i. Møder han kærligheden til en fælles fornuft, bliver han derimod slået af beundring over den fantastiske menneskelige og fysiske natur, der møder hans blik, og han vil engagere sig i denne naturs pleje og fremtid.

Nogen vil måske indvende, at dette lyder som en næsten fascistisk figur. Intet kunne være mere forkert. Folket er en frihedskategori og ikke en etnisk eller biologisk kategori. Det er såmænd ikke engang en social kategori. Enhver kan deltage i samtalernes og fællesskabernes opretholdelse og udvikling. Der er heller ikke tale om en statslig kategori. Staten og regeringsspørgsmålet kommer så at sige bagefter. Først konstitueres det fælles, altså folket. Derpå staten. Det lærte vi af Rousseau. Og det fælles er det åbne sæt af forskelle, distinktioner og samtaler, som udfolder sig på ’dette sted’. Det er frihedens sted. Det er både enigheden og uenighedens sted. Men især det sidste. Et folk, der kun er enige, er ikke et folk. Her er alle sind bundet til hinanden. Fællesheden forfalder derfor. Ingen er sig selv og alle er en anden. Et folk, der er uenige om alt, er mere at betegne som et folk, fordi de netop i denne uenighed binder sig til en fælleshed. Man skal altså være mere på vagt overfor enighed end overfor uenighed. Det er også derfor, at man bør være mistænksom over den totale mangel på kritisk dialog, der for tiden eksisterer vedrørende uddannelsesspørgsmål. Det er et tegn på, at folket har deponeret deres vilje hos forvaltninger, videnskabelige guruer eller præster. Hvis ’folket’ forsvinder, så tager fascismen over. Eller også tager staten, teknokratiet, over, med dens sindrige rationelle konstruktioner og alle dens mål og kontrakter. Eller også tager konsumet, kroppen og velfærden over. Alle tre kræfter: fascismen, staten og kroppen, nedbryder en fri og offentlig rationalitet. Folket er derfor selve det demokratiske værn, den demokratiske værdighed. Folkeligheden er pligten til at være sig selv på en oplyst og høflig men også opmærksom og kritisk måde.

Folkeligheden som et frihedens værn spillede også en betydelig rolle for den danske politik før og efter besættelsen. Især Hal Koch var aktiv med at bibringe den danske ungdom demokratiske værdier og livsformer, som ville gøre de unge uegnede til enevælde, hvis man kan sige det på den måde. Kochs sigte var udmærket, men ved hans sidestilling mellem livsformer og demokrati gik han glip af uenighedens og forskellenes betydning (Koch 1945). Han fik oprettet et folk med et gruppetilhørsforhold, men ikke et frit folk. Folket degenererede på denne måde til det sociale, til enigheden i de små byråd, for nu at trække på et af hans eksempler. Det var også derfor, at Koch gik ind for samarbejdspolitikken. Han ville have dialog mellem grupper og ikke offentlig og farlig kritik. I virkeligheden var han ikke vaccineret mod diktaturet. Hans ”vaccination” gik til en de facto støtte til samarbejdspolitikken. Hans dialogiske indstilling betød at han manglede sans for at dialog også kunne være fri åbenhjertig kritik. Det, han manglede et blik for, var det folk, der kunne skændes rationelt som del af det samme bankende hjerte. Det skænderi, som Edmund Burke i 1790 mente, at de franske revolutionære havde glemt, da han i en af den politiske idehistories hovedværker sagde, at ”I havde hele den kombination og alle de interessemodsætninger, den aktion og reaktion, som både i naturens og i politikkens verden frembringer harmonien i helheden ved de stridende kræfters indbyrdes kamp” (Burke 1987, s. 37).

Nej, folkeligheden er ikke blot knyttet til livsformer, men til deres gensidige italesættelse – en form for forreven dialektik. Man bliver først til noget i det øjeblik, en anden italesætter en som noget andet, end man troede, man var. En sprække mellem sig selv og sig selv. Folket er summen af disse forrevne tilstande, af selver som dialogisk og kritisk prøver at komme i overensstemmelse med sig selv, som i et ryk, og hvor tanke, handling og ytring bliver bragt i overensstemmelse på forskellige måder. Skolen er en af de institutioner, hvor dette folk genskabes (og ikke reproduceres, som sociologerne siger). Det er disse samtaler, disse ryk, dette sted, denne tid og denne kærlighed , der skal beskyttes og forberedes. Det er uddannelsernes område. Det er denne samtidige etablering af usamtidigheder og eksistentielle ryk, der udløser offentlige ytringer og handlinger, og som bidrager til summen af forrevne forskelle. Folket er en blanding af Grundtvig (det fælles), Georg Brandes (kritikken) og Søren Kierkegaard (rykket). På europæisk er det en blanding af Edmund Burke (den åbne og vekselvirkende tradition) og Jacques Ranciere (den opmærksomme åbenhjertighed). Og bagved det hele lyser de græske brydninger formidlet i vores kulturkreds gennem kristendom og oplysningstiden. Grækenland – Europa – Danmark. Det er direkte passage. I princippet.

Litteratur:
Burke, Edmund (1987). Tanker om den franske revolution, Tønder: Tidehvervs Forlag.
Koch, Hal (1945). Hvad er demokrati?, København: Gyldendal.
Krarup, Søren (1985). Det moderne sammenbrud, København: Gyldendal.
Qvortrup, Lars (2004). Det vidende samfund, København: Unge Pædagoger.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ