Blog
0   305

Pædagogik er sig selv og ikke noget andet

Abonner på nyt om Thomas Aastrup Rømer i dit personlige nyhedsbrev.


Pædagogikken er en praksis som er fri. Det vil sige, at den refererer til et helt selvstændigt forhold, som ikke kan reduceres til administrative eller til videnskabelige emner. Pædagogikken kan studeres videnskabeligt det er klart – og det er vigtigt. Den kan også administreres. Det er også klart, og det er også nødvendigt, om end knap så vigtigt. Men pædagogikken er noget mere, for ikke at sige noget helt andet, end disse. Man kan derfor ikke lave pædagogisk videnskab eller administrere uden at vide, hvad pædagogik er. Ligesom der er forskel på at studere kemi og litteratur, fordi disse discipliners objekt er forskelligt, så gælder det samme her. Objektet er noget for sig selv. Giver man sig derfor i kast med at bedrive f.eks. pædagogisk psykologi uden en klar fornemmelse af objektet for ens studium (altså mere klar end at det blot handler om aktiviteter, der foregår på en skole), så studerer man slet ikke pædagogik. Man bedriver muligvis psykologi – hvad ved jeg? Men det har bare ikke noget med pædagogik at gøre. På samme måde med disciplinerne pædagogisk sociologi, pædagogisk antropologi eller uddannelsesadministration. Hvis disse discipliner ikke besinder sig på det, de studerer, eller det de administrerer, så har de ikke noget at gøre med pædagogik. For så vidt angår det administrative er tingene for tiden særdeles kritisable. Der administreres efter helt generaliserede koncepter, og via udbredelsen af koncerntænkning og management har man glemt alt om uddannelse for at få de små bikse til at løbe rundt.

Pædagogik er altså noget helt for sig selv. Et forhold, der udspiller sig i helt isoleret begrebslighed fra alt andet. Et ”atom” ynder jeg at sige. Pædagogikken er som et atom. Et atom, hvis kerne er sædvaner og sociale traditioner i dialog, og hvis elektroner er den frie og rablende kritik og testning af traditionens påstande, og hele det pædagogiske spørgsmål angår tilblivelsen, spændingen og rykket ind i dette spændstige og atomare magnetfelt.

Så kære lærere. Det kan godt være, at I synes, at dagligdagen er bundet op på alle mulige former for faglige, sociale, pædagogiske og kollegiale hensyn. Og det kan godt være, at jeres hoved er fyldt af didaktiske formaninger fra ansigtsløse lærebøger. I skal blot vide, at disse krav nok er nødvendige, men ikke vigtige. Jeres virkelige aktivitet er helt fri af disse. I er helt alene med disse børn i samspil med de pædagogiske atomer, som I til enhver tid arbejder jer ind i. Der er ingen ledelse, der er ingen trinmål, der er ingen forældre, ingen sundhedsplejersker, ingen trivselspolitiker, ingen coaching og ingen kolleger. Der er ingen evalueringer og ingen tilfredshedsundersøgelser og ingen psykologiske eller sociologiske rapporter om selvværd og lighed. Der er kun et pulserende indhold, sitrende kritiske indbrud og en elevs direkte, årvågne og opmærksomme arbejde med at forholde sig til alt dette; hans/hendes arbejde med at markere sin egen accent ind i disse dialoger. Og så er der dig, et ansigt, der selv arbejder med dette i kærlighed til de selvsamme offentlige traditioner og som kan fortælle frit eller læse ordentligt op.

Hvis altså man derfor bedriver ”pædagogisk videnskab” uden at ledsage dette med en refleksion over forholdet mellem tradition og kritik, så er det måske nok videnskab men ikke videnskab om pædagogik. Tager vi f.eks. den netop udkommende bog ’Når klokken ringer ud”, skrevet af Per Fibæk Laursen og Steen Hildebrandt (2009), så har vi her et godt eksempel. Her forsøger man at reducere alle eksisterende og ældre skoletanker til noget med ”Industrisamfundet”. I stedet skal vi så ændre skolen i retning af fleksibilitet, netværk, projektarbejder og intelligensprofiler, så man kan begå sig i ”Videnssammfundet”. To store simple ”samfundskasser”, som lægges ned over en kompleks pædagogisk situation, og – det er pointen her – overser det pædagogiske (ja udelukker det faktisk, fordi sociale traditioner enten slet ikke omtales eller også puttes i altomfattende kasser som Landbrugssamfund eller Industrisamfund). Det er de 60 åriges værk. Ligesom Marxismen der kunne reducere H.C. Andersen til produktivkræfter, og Freudianeren der kunne forvandle de Grundtvig til en samling neuroser. Denne argumentationsform lærte en ung generation i 60’erne og 70’erne. Denne generation er nu blevet 60, så nu hedder det hele så f.eks. Industrisamfund. Ingen kritik, ingen tradition, ingen spænding, ingen kritik, blot en jublende naiv fremtidsoptimisme, som tilfældigvis river alt værdifuldt i graven. Det bliver til ren sociologi, men ikke til pædagogisk sociologi, fordi den i forenklet mekanik overser det pædagogiske selv.

På denne baggrund tror jeg godt, at man kan afvise meget pædagogisk videnskab som nærmest antipædagogisk. Al form for funktionalisme, hvor det handler om at gøre barnet klar til fremtidens funktioner, implicerer en negligering af de plurale og kritiske traditioner, som omgiver både barn og lærer.

Som nævnt står det ikke bedre til når vi vender os mod den pædagogiske adminstration. Al, og her mener jeg virkelig det hele og det endda i tiltagende, moderne uddannelsesadministration bygger på rene organisationsprincipper, som slet ikke begrebsliggør det pædagogiske.

Der er derfor ingen grund til at acceptere de nye kommuner eller de statslige tiltag på dette område. Der er ikke engang grund til at yde konstruktiv kritik. Derimod er der grund til at foretage ganske destabliserende kritikker og rejse kritiske spørgsmål over hele linjen, der minder alle, dvs. hele den nationale offentlighed om, hvad det pædagogiske er; som minder om vores lands og vores verdensdels traditioner, samtaler, kritikker og kunstværker. Det er tid at være ægte kritisk og at sætte alting i stå. Det er tid at gå i stå.

I Århus har man ødelagt denne mulighed. På den ene side har Rasmus Willig (2009) beskrevet, hvordan de nye kommunekoncerner har lukket munden på al pædagogisk kritik. Han har kun undersøgt pædagoger, men hvorfor skulle lærere være bedre stillet? På den anden side har uddannelsesstedet, professionshøjskolen VIA, som det så latinsk og brandingagtigt hedder, givet mundkurv på til både ansatte og mellemledere i flere omgange. Alle er styret af ledelseskontrakter, hvis belønning er afhængig af, om årsplanerne er opfyldt, og kigger man ind i det såkaldte ”institutionsgrundlag” så finder man følgende sigende formulering:

"De organisatoriske enheders strategiplaner indeholder f.eks. handleplaner, der består af indsatser og proces¬ser. Resultaterne af enhedernes indsatser og processer opgøres i afrapporteringsskemaer ved hhv. resultatkrav, indikatorer og milepæle. Resultaterne er også koordine¬ret med de kendte eksterne krav fra udviklingskontrakt, ressourceregnskab og akkreditering. Målet hermed er at tydeliggøre højskoler, divisioner og støttefunktioners rum til selv at definere de indsatser/aktiviteter/handlinger, hvormed de udfolder kernestrategierne, og hvormed de opfylder resultatkravene. Det er også her, at ledelse efter VIAs værdier og Ledelsesgrundlaget kommer i fokus."

For at gøre en lang historie kort. Der er en Kontrakt, og den skal følges, og alle udviklingsinitiativer mv. skal afrapporteres, så kontrakten kan indløses og alle få deres små belønninger. Det er det rene Østeuropa, vi er ved at realisere (flerårsplaner – blot med et demokratisk valgt overhoved). Dermed er hele Århus-regionen lagt tavs. Hvilket rent faktisk også er tilfældet. I Århus er alle pædagogiske aktiviteter underlagt koncerntænkning og globaliseringstomhed. Pædagogerne taler dydigt om globalisering, anerkendelse og lærerplaner og graver dermed deres egen porøse professionsgrav. Lærerne taler bedre – de er dog knyttet til en offentlig fornuft - men tendensen er den samme. Hvorfor skulle det være anderledes andre steder? Jeg hører kun om det samme. I så fald er hele landet lagt dødt, og al ”pædagogik” må diskuteres af politikere og bestyrelsesformænd, som tror, at pædagogik kan administreres som et skattekontor, og nogle eksperter, som tror at pædagogik er det samme som sociologi, hvor det handler om at tilpasse sig en værdiløs fremtid, eller om at finde undervisningsmetoder der virker. Også her er pædagogikken væk. I stedet er indsat et omfattende fremtidsrettet bureaukrati, som helt overser det pædagogiske.

Alle dem, der ved, har ingen stemme, og alle dem der ikke ved (noget om pædagogik), har overtaget alle ytringer. Dette er enden for vort lands pædagogiske diskussioner. Alting er gået i stå. Det er tid at få denne stilstand til selv at gå i stå. At tale om pædagogik igen. At gøre modstand mod alle de fine systemer og mod alle funktionelle lige linjer, der ødelægger og glemmer vores sted. Det er tid at blive atomforskere. Sig noget!

Litteratur:
Laursen, Per Fibæk & Hildebrandt, Steen: Når klokken ringer ud, København: Gyldendal, 2009.
Rømer, Thomas Aastrup: ”Klistrende og forrevne ord” i Utbilding och Demokrati, 2009, nr.1, s. 121 – 136.
Willig, Rasmus: Umyndiggørelse – et essay om kritikkens infrastruktur, København: Hans Reitzels Forlag, 2009.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ