At læse vil sige at opfatte et utal af visuelle informationer, der skal transformeres til noget auditivt. Det skal så struktureres i helheder og derefter sammenholdes med hukommelse og erfaring. Og det skal foregå automatisk!

Nogle lærer at læse, uanset hvilken undervisning de får, mens andre må slås med det. Mellem disse to grupper findes en stor gruppe, som er afhængig af den rette undervisning. Disse er risikobørn i læsemæssig henseende, men vi skal gerne beholde dem i normalklassen. Nogle har svært ved at få styr på de visuelle detaljer, nogle på de auditive, og andre igen har finmotorisk besvær. Derfor må vi præsentere flere indgange til stoffet, så flere områder i hjernen aktiveres. Det kan kursivskriften eller skråskriften bruges til. Fordi de skal omkode tegnet, bliver eleverne fra begyndelsen bevidste om, hvad de egentlig ser. Den auditive sans opøver de ved fra start at lytte til de enkelte ord og høre og skrive stavelserne sammenhængende.

Det vigtige er, at de bliver bevidste om, hvad de sanser. Det drejer sig om det at sanse noget, sammenholde det med egne erfaringer og indordne det. Det er det, vi har overset, når vi har troet, det var lettere for elever at nøjes med ét sæt bogstaver og efterligne de trykte, når vi skriver. Det er altså ikke skrivningen i sig selv, der er sagen. Det er det, at de to former for bogstaver bliver en træning i perception. Den gamle skriveundervisning er der ingen grund til at tage op, da man fremover mest får brug for skrivning til personlige notater.

Det, som skal understreges, er, at børnene skal arbejde uden lærerens indblanding. Læreren skal ikke skovle visdommen ind i dem. Hjernerne skal i gang med selv at udforske tingene.

Mange af de såkaldt vanskelige børn bliver vanskelige, fordi de reagerer på nederlag.