»Og jeg tror på, at skolerne har 
forståelse for, at forældrene har en fleksibel verden uden for skolen«

Formanden for forældreorganisationen Skole og Forældre, Benedikte Ask Skotte, mener, at også lærere kan finde på at afspadsere midt i skoleåret.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

? Hvem har ansvaret for, at børn møder i skolen?

! »Forældrene har ansvaret for at få dem op om morgenen og at få dem af sted til skole«.

? Næsten hver syvende elev i Esbjerg er ikke i skole en hel måned i løbet af et skoleår. Undervisningsministeriet bruger 15 millioner kroner på en kampagne mod fravær, og Københavns Kommune har haft det som indsatsområde - hvorfor er det så svært at få børnene til at møde op?

! »Jeg tror ikke, der er én forklaring, men flere. Og de forklaringer dækker et bredt udsnit af det samfund, vi har, de børn, vi har, de forældre, vi har, og den skole, vi har«.

? Det må du uddybe.

! »Der er de børn, der er kronisk syge, de tæller også med i sådan en undersøgelse. Derudover er der forældre, der tager deres børn ud af skolen en gang imellem. Nogle har mulighed for at tage orlov og rejse med deres børn i længere tid. Australien er for eksempel mere attraktivt i vores vinter end i vores sommer, så hvis man har mulighed for det, så tæller det også med i fraværet. 
Vi har et fleksibelt arbejdsmarked og nogle forældre, der har en fleksibel arbejdsplads, hvor det ikke altid er givet, at deres arbejdsgivere synes, at sommerferien ligger i juli. Derfor har forældrene ikke mulighed for at holde ferie med deres børn. Og ansvarlige forældre, der gerne vil have mulighed for at holde fri med deres børn, og som godt ved, at det faktisk giver noget læring at rejse med deres børn, de er altså nødt til at tage ferie på andre tidspunkter.

? Hvorfor er det ikke et problem, at elever mister en uges skolegang for eksempel på grund af en vinterferie?

! »Jeg tror, vi på skolerne er blevet gode til at håndtere den her slags situationer. Jeg tror, forældrene er opmærksomme på, at fællesskabet er vigtigt. Og jeg tror på, at skolerne har forståelse for, at forældrene har en fleksibel verden uden for skolen. For eksempel som Stestrup Skole, der gennem de sidste 13 år har haft fleksibel vinterferie over tre uger. Vi forældre oplever også lærere, der afspadserer midt i skoleåret, som tager på vinterferie ved siden af og så videre.

? Hvad kan lærerne gøre for at hjælpe den gruppe, der mistrives?

! »Læreren har en utrolig stor rolle, i forhold til hvad der foregår i klassen. Læreren skal sætte dagsordenen og skabe en kultur, hvor alle har deres rolle og kan se sig selv på skolen. Det at man har mulighed for at bidrage til fællesskabet og kan se sig selv som en del af fællesskabet.

? Der er noget, børn ikke altid har lyst til - det kan være, de ikke vil have børstet tænder eller ikke vil i skole. Er forældrene for konfliktsky?

! »Jeg synes, vi skal se på, hvor mange børn der rent faktisk kommer i skole hver dag. Jeg tror, forældrene gør deres bedste. Men der er ingen tvivl om, at vi står i en samfundssituation, hvor vi er pressede på rigtig mange områder. Og vi mennesker vælger i reglen konflikterne fra, så hvis der opstår en konflikt, vi ikke har lyst til, så kan det nemt være, at vi vælger den fra.
Så kan det godt være, at vi som forældre skal være bedre til både at planlægge og undgå at få konflikterne. Forældrene skal være rollemodeller til det senere arbejdsliv og må sige: 'Det kan godt være, at det er surt, men vi skal derover, og det er vigtigt, det her'«.