"Skolens elever er optagede af at tale om tro og religiøsitet. Derfor er religion en skolesag", skriver Peter Green Sørensen i sit bidrag til "KvaN" 79, der handler om tro og kritik. Det er interessant læs­ning, og det er som altid det intellektuelle arbej­de værd.    

Skolen mødes med krav om, at religiøs skabelsestro skal tilkendes en plads i biologiundervisningen på linje med videnskabelige teorier. Almindelige demokratiske principper sættes under pres, så de risikerer at måtte vige for sharia eller andre religiøse regelsæt. Den enkelte synes at have krav på at danne sin egen form for gudstro. Men hvordan med elevernes faglige viden om religionernes baggrunde, værdigrundlag og praksis, hvis de selv kan bestemme, hvad og hvordan de vil mikse sig frem til en individuel tro?

I "KvaN" 79 skrives der, at religion fylder mere i det offentlige rum end før - også selv om det er lettere at videregive ikke-tro end tro. Desuden er følsomheden over for kritik af "religiøse sand­heder" vokset. Profeter som Muhammed må ikke forhånes, og Darwins teorier må ikke stå uimod­sagte. Samtidig kan kritikken løbe grassat i fiktionslitteratur som Dan Browns populære "Da Vinci Mysteriet" og i andre konspirationsteorier. Hvordan kan man på så broget en baggrund diskutere religionens indflydelse og rolle i en moderne pluralistisk verden?

I alt fald er det igen blevet en større udfordring af være underviser i faget kristendomskundskab, nu hvor det er blevet et prøveforberedende fag, hvilket igen skærper kravene til kritisk og analyserende tilgang til faget og til troen.