Tidlig indsats giver et bedre liv

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En tidlig pædagogisk og social indsats over for såkaldte truede børn giver bonus - ikke kun skolemæssigt, men i høj grad også i form af et bedre og sundere liv på lang sigt, viser et langtidsstudium fra Chicago, USA.

Studiet har fulgt 1.539 fortrinsvis sorte børn af fattige familier, der i 1980'erne deltog i Child-Parent Center-programmet, der omfatter forskole for de yngste børn, undervisning, støtte og aktiviteter for børnene de første år i skolen samt undervisning af forældrene. Programmet tager fat i truede børn allerede i tre-fireårsalderen. I sammenligning med en kontrolgruppe og under hensyn til en række andre faktorer har de børn, der fik tidlig hjælp, højere skolegennemførelsesprocent, længere uddannelseslængde, og de har i større omfang end kontrolgruppen fået job, som omfatter den i USA så vigtige sundhedsforsikring. Færre unge blandt forskoledeltagerne end blandt kontrolgruppen har været fjernet fra hjemmet, færre har været arresteret, færre er dømt for forbrydelser, og færre har haft depressioner, lyder nogle af resultaterne. For nylig har forskerne offentliggjort en artikel om, hvordan det er gået børnene fra 19- til 24-års-alderen.

»Vi har fundet bevis på, at deltagelse i programmet videre ind i de yngste skoleklasser hænger sammen med større velfærd som voksne. I forhold til støtte af kortere varighed betyder deltagelse i programmet i fire til seks år højere uddannelsesniveau, højere grad af fuldtidsbeskæftigelse, mindre behov for hjælp fra det offentlige og lavere forekomst af tvangsfjernelse og voldelige forbrydelser«, skriver forskerne i en artiklen i Archives of Pediatrics & Adolescent Medicine.

Den nyeste og ældre artikler om Chicago Longitudinal Study kan læses på archpedi.ama-assn.org