Danske matematiklærere ikke klædt på til prøvekrav

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Åbne prøveoplæg, der bygger på en praktisk og gerne autentisk problemstilling. Det er planen med den mundtlige afgangsprøve i matematik, der for øjeblikket er sat på standby i den danske folkeskole. Men efter en række kurser, som adjunkt Lisser Rye Ejersbo har holdt for overbygningsmatematiklærere i netop udformningen af den type opgaver, kunne hun konstatere, at lærerne har store problemer med at stille sådanne opgaver. De åbne spørgsmål drejede sig ofte om samfundsmæssige spørgsmål og ikke om matematik. Lærerne brugte mange floskler, som de ikke selv havde gennemtænkt. De praktiske problemer i opgaverne var ikke autentiske, og lærerne glemte ofte at lytte til eleverne, før de selv begyndte at komme med anvisninger.

Som led i en ph.d.-afhandling på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole har Lisser Rye Ejersbo arbejdet med at ændre sit kursus på basis af sine observationer. På de nye kurser gennemførte deltagerne rollespil, som blandt andet afslørede, at de selv har svært ved at løse åbne matematikopgaver, og at lærerne havde en tendens til at sætte aktiviteter i gang uden på forhånd at have fastlagt nogen mål med dem.

»Mine empiriske data afdækker forskellige lærerkompetencer af både didaktisk-pædagogisk art og faglig art. Jeg kan dog ikke pointere nok, at jeg ikke ønsker at hænge lærerne ud for eventuelle manglende kompetencer, men snarere opfatter jeg, at lærerne såvel som eleverne er ofre for den samme systemfejl. Lærere underviser nemlig, som de har lært. Mine konklusioner på de indsamlede data er med andre ord, at de synliggjorte resultater viser en systemfejl, der drejer sig om, at lærere ikke lærer de kompetencer, der er nødvendige for at kunne håndtere de krav, der fra officielt hold stilles til matematiklæreren«, skriver Lisser Rye Ejersbo i sin afhandling, som hun forsvarede i sidste uge. Det lykkedes hende at komme et stykke ad vejen ved at redesigne sit kursus, men sådan et efteruddannelseskursus kan ikke stå alene, understreger hun.

Lisser Rye Ejersbos afhandling »Design and redesign of an in-service course: The interplay of theory and practice in learning to teach mathematics with open problems« kan hentes på www.dpu.dk