Ministeriets faglighed kritiseres

Der indføres nationale test, kvalitetsrapporter og elevplaner. Afgangs­prøver og karaktersystem reformeres. Samtidig oplever brugerne, at det bliver sværere at få klar besked

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kvalitetsrapporter, individuelle elevplaner, nationale test, obligatoriske afgangsprøver per lodtrækning og karakterreform. Nye regler og krav om »mere faglighed« på alle nivauer strømmer ud fra Undervisningsministeriet på Frederiksholms Kanal i København. Men samtidig oplever brugerne, at det kniber med fagligheden og det pædagogiske kendskab til folkeskolen hos landets højeste skoleembedsmænd.

»Tidligere ville jeg have ringet til ministeriet for at få svar. Nu spørger jeg KL i stedet for«, siger en skolechef til månedsmagasinet Undervisere.

»Mange af dem, vi sidder i udvalg og arbejdsgrupper med nu, har ikke skolebaggrund og tænker i højere grad i jura, økonomi og politik«, siger en konsulent i Danmarks Lærerforening.

»Vi har haft en periode, hvor vi havde svært ved at håndtere telefoniske henvendelser. Men det skulle være overvundet nu«, siger departementschefen.

Tidligere chefkonsulent i Undervisningsministeriet Stefan Hermann påpeger, at ministeriet som led i en moderniseringsproces er blevet »djøfiseret«. Man ansætter jurister eller økonomer, som ikke må være for tæt forbundet med det fagområde, de arbejder med. Men undervisningsminister Bertel Haarder siger til Undervisere, at han er grundlæggende imod djøfiseringen:

»Jeg har selv haft den bekymring, at der skete en udvikling den forkerte vej, og har klart meldt ud, at udviklingen bør være sådan, at vi i stadig mindre grad beskæftiger os med de ydre rammer - fordi vi decentraliserer - og i stigende grad beskæftiger os med indholdet. Og deri ligger selvfølgelig, at vi ikke skal have en voksende dominans af djøf'ere i de afdelinger i ministeriet, der beskæftiger sig med indholdet i uddannelserne«. |