Nu kan tv til undervisningen hentes på nettet

Fremover behøver man som lærer ikke bestille en dvd fra Centret for Undervisningsmidler, når man vil vise en tv-udsendelse eller dokumentarfilm som led i undervisningen. Filmen kan streames direkte på den interaktive tavle i klasselokalet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Søg, vælg og afspil. Så nemt er det fremover, lover CFU'erne, der har udviklet den nye streamingservice i samarbejde med firmaet Dantek.

"Skolerne har i den grad fået øjnene op for at bruge tv og film i undervisningen, og derfor er det vigtigt, at lærerne let og hurtigt kan få fat i relevant materiale. Derfor tilbyder vi nu størstedelen af vores samling med levende billeder via streaming, så lærerne kan få nem adgang til undervisningsmaterialet med kun et par klik. Det hele foregår i det univers, de kender i forvejen. Eneste forskel er, at i stedet for at få tilsendt en dvd, så kan de nu afspille fx tv-udsendelser med det samme", forklarer leder af Center for Undervisningsmidler på professionhsøjskolen UCC i København Bjørn Ilsøe.

Kort vej fra forberedelse til visning

"Ventetiden er elimineret, så man hurtigt kan finde relevant materiale i takt med, at en ny idé opstår eller aktuelle begivenheder indtræffer. Udvælgelsen af materiale bliver også opgraderet, fordi man med det samme kan se bidder af flere forskellige udsendelser indenfor emnet, inden man beslutter sig for, hvad der bedst egner sig til visning i klasseværelset næste dag".

CFU'ernes nye service tilpasser visningskvaliteten for filmene til forholdene på den enkelte skole, og derfor vil de fleste skoler være teknologisk gearet til at kunne vise filmene. Der vil dog fortsat være mulighed for at købe og låne dvd'er.

Skolerne betaler i dag årsabonnement for at have adgang til at låne film fra CFU'erne - det samme abonnementsafgift dækker den nye streamingtjeneste. Derudover forudsætter visning af film og tv i undervisningen, at skolen har aftale med Copydan AVU-medier.

Læs mere

CFU-film.dk

Spørgsmål og svar om streaming fraCFU'erne