Den 17-årige Marie Budolfsen fra Aabybro i Nordjylland strutter af selvtillid. Hun går i gymnasiet og har netop fået ti for en dansk stil, der handlede om 'at se og opdage'. Hun skrev om sine oplevelser i Afrika og konkluderede, at det at rejse ikke kun er at se og opdage en fremmed kultur og natur. Det er også at se og opdage sig selv.

Efter to ophold i Zimbabwe og Tanzania har hun lært mere om sig selv og danskerne end de fleste, men det har ikke været uden sværdslag. Under de store kulturskift mellem afrikanske kostskoler og en dansk skole har hun ofte følt sig misforstået.

Første gang var, da hun som otteårig begyndte i 3. klasse på en friskole i Nordjylland.

'Jeg blev mobbet den første dag. Vi spillede syvstjerne, og jeg forstod slet ikke spillet. Jeg havde jo aldrig prøvet det før', fortæller Marie.

Hun havde i knap fire år boet i Zimbabwe, hvor hendes forældre arbejdede som ulandsfrivillige. I et år gik hun i en lokal skole, hvor tre-fire børn måtte deles om en bog. Efter eget ønske begyndte hun i anden klasse på en lokal kostskole i nærheden, hvor hendes brødre og naboens døtre også gik. Skolen var meget engelsk og striks med karaktergivning og flidspræmier som en del af dagligdagen. Det var forbudt at betræde græsset, og små piger måtte ikke løbe. Reglerne var klare, og for Marie var det helt naturligt at tiltale lærerne som Mister og Misses og marchere ind i klassen i to pæne rækker.

'Jeg var en af de dygtigste i klassen', fortæller Marie og viser sine karakterbøger fra dengang frem. Fyldt med A'er og +'er.

Det var selvsagt en omvæltning at komme hjem til Danmark, og hun konstaterede chokeret på første skoledag, at man måtte råbe ad lærerne. Senere blev andre forskelle tydelige.

'Jeg kom fra et system, hvor det var godt at være dygtig. I Danmark skulle alle være med, og jeg følte, det var upassende at sige, at nu var jeg parat til at gå videre til noget nyt. Jeg følte mig som en boble i et fremmed system', fortæller Marie, der ofte lukkede sig inde med en bog i stedet.

Hun skulle også passe på, hvad hun sagde til kammeraterne.

'De var sure på mig i tre måneder, fordi jeg om et fremmedord - jeg tror, det var primitiv - sagde: 'Hvem ved ikke, hvad det betyder?' Læreren gik helt kold og sagde, at jeg diskriminerede de andre, og mine kammerater sagde, jeg var arrogant. Men jeg mente det jo ikke på den måde. For mig var det et normalt engelsk ord'.

Det værste var engelsktimerne. Da de andre skulle lære at stave til ko og is, kunne Marie allerede skrive stil på engelsk. Hun havde i tre år brugt det mere end sit eget modersmål.

'Jeg spurgte, om jeg kunne få undervisning, der passede til mig, men min lærer var modvillig, så jeg kedede mig bare', fortæller hun.

Et års ophold i 9. klasse på en kostskole i Tanzania fik hende ud af boblen. Skolen var international og mere amerikansk og rå end den, hun havde gået på i Zimbabwe. Men da hun kom hjem til Danmark, var hun mere fri og åben. Først siden har hun fundet ud af, hvorfor børneårene var så mærkelige i den danske skole.

'Jeg følte mig meget anderledes end de andre. Vi skulle alle være så lige i klassen, men det var jeg jo ikke. Skolen kunne godt have lavet nogle temadage, så de ting, jeg havde oplevet, var blevet afmystificeret. Jeg ville hellere end gerne fortælle om det, men jeg følte ikke, der var interesse for det', fortæller Marie.

Først i gymnasiet er hun begyndt at føle sig på bølgelængde med kammeraterne, men hun er ikke ked af, at hendes barndom har været splittet op på flere lande. Hun håber faktisk på at komme til Afrika igen, så snart 3.g er overstået.

'Jeg føler mig utroligt privilegeret. Jeg har let ved sprog, og jeg tror, jeg har en bredere horisont, fordi jeg har noget at sammenligne med. Jeg føler mig ufattelig heldig i forhold til de andre', konkluderer Marie.-Lone Bolther er freelancejournalist