Minister vil have inklusion på finansloven

Regeringen har planer om at indføre et nationalt resursecenter for specialundervisning og inklusion. I regeringens finansoplæg er der afsat 24 millioner over de næste fire år til projektet. Centret er et led i regeringens ønske om at integrere flere elever med særlige behov i den almindelige undervisning.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsminister, Christine Antorini (S), mener nemlig, at kommuner og skoler får brug for støtte, hvis ønsket om en øget inklusion i folkeskolen skal kunne fungere.

Og det vil etableringen af et nationalt resursecenter for specialundervisning og inklusion kunne medvirke til, forventer ministeren.

"Ved tæt at følge, hvordan det går med inklusionen, kommer centret tæt på de praktiske udfordringer, kommunerne og skolerne oplever, når målsætningen (om at integrere flere elever i den almindelige undervisning, red.) skal virkeliggøres. På den måde får centret fingeren på pulsen i forhold til områder, hvor vi fortsat mangler viden", siger undervisningsminister, Christine Antorini (S) til folkeskolen.dk.

Resursecentret vil få til opgave løbende at evaluere og følge op på KL og den nye socialdemokratiske regerings fælles målsætning om at øge inklusionen.

Antorini forventer dog også, at centret vil bidrage med viden om konkrete specialpædagogiske kompetencer, og hvordan almenundervisningen tilrettelægges, så alle i klassen, som hun formulerer det, nyder gavn af den.

"Når børn med særlige behov inkluderes i den almindelige undervisning, er det en forudsætning, at den støtte, de får, som minimum lever op til den støtte, de vil få i et specialtilbud. Det er også en forudsætning, at inklusionen ikke forringer kvaliteten af den undervisning, de andre elever i klassen får. Det skal centret være med til at sikre", siger Christine Antorini.

Ekspert: Kommunerne mangler en sparringspartner

Professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet (DPU), Susan Tetler, tror, at kommunerne vil nyde godt af et resurcecenter, der samler viden og kompetencer ét sted.

"Der er et hav initiativer i gang ude i kommunerne, men de færreste af os har et overblik over, hvad der foregår, ikke engang naboskolen ved, hvad der foregår på skolen ved siden af - slet ikke på tværs af kommuner. Så vi mangler nogen, der har som sin opgave at samle op alt det, der foregår derude", siger Susan Tetler.

Hun oplever, at mange kommuner føler sig overladt til sig selv og savner en sparringspartner, når de arbejder med inklusion.

"Vi mangler initiativer på nationalt plan, ikke bare kommunalt. Professionshøjskolerne sidder regionalt og støtter deres regioner, men det mangler nationalt. Derfor vil det være en god idé med et resursecenter, der deler ud af den 'know-how', der allerede findes i nogle kommuner og som måske kan være med til at inspirere andre", siger Susan Tetler.

Seks millioner er ikke meget, men...

Siden 2009 er støtten fra Undervisningsministeriet til de nationale videncentre stoppet, og som Folkeskolen beskrev i sidste uge har det haft store konsekvenser for blandt andet det Nationale Videncenter for Inklusion og Eksklusion (NVIE) i Esbjerg.

Det har været en kamp at få videncentret til at løbe rundt, siger centrets chefkonsulent Ole Steen Nielsen.

I regeringens finansoplæg er der dog afsat 24 millioner over de næste fire år til det nye center, og selvom det ifølge Susan Tetler ikke lyder af så meget, er hun optimistisk.

"Men jeg synes, det er ok at starte det op og så se, hvordan det udvikler sig. Hvis det går godt, kan man jo spytte lidt mere i kassen på sigt".

Læs mere

Videncentre: Forskning taber i finansieringsspil