Debat

Fremtidens kultur på lerfødder

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ingen politiker udtaler vel nogen sinde deres mening om folkeskolen uden helgarderende at tilføje vigtigheden af, at eleverne tilegner sig basale kundskaber og færdigheder. Så kan de jo bedre i fred og ro udbrede sig om deres originale nytænkte ideer uden at blive slået af pinden. Som trænet politiker gør Lone Dybkjær brug af metoden i Folkeskolen nummer 5. Ingen skal sige, at hun vendte ryggen til viden, kundskaber og færdigheder. Og så er der ellers frit løb ind i hendes computersyndflod, der er det synlige tegn på den politiske vilje til at lægge landet kundskabsmæssigt øde. Som Lone Dybkjær siger, så vil nogle af de elever, der før var tabere i skolen, nu blive vindere. Og hvorfor nu det? Jo, for med computerens hjælp er alt, hvad der før skabte tabere, gjort til uvæsentligheder og computerverdenens ubearbejdede, intellektuelt tankeminimerende informationssprøjt ophøjet til hovedsagen. Ensgørelsen kan fejre triumfer. Leg med taster i stedet for tungt gammeldags slid med tabeller og andengradsligninger. Det er lige før, man kunne ønske sig et generelt og langvarigt computersammenbrud ved årtusindskiftet for at kunne illustrere skrøbeligheden af de lerfødder, man ønsker, at vor fremtidige kultur skal hvile på. Og tænk, hvis nu de unge ville opfatte en skole uden edb som fuldstændig forældet, gyser Lone Dybkjær. Jo, for når vore politikere ikke har noget særligt alvorligt at bruge skolen til, ja, så er det skam da et forfærdeligt perspektiv.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler