I et lille smalt kontorlokale på Lundehusskolen i København sidder socialrådgiver Jane Køhler. Kontoret ligger umiddelbart lidt gemt på Lundehusskolens overetage, men alle ansatte på skolen ved, hvor de kan finde hende.

Og de ved, at hendes dør altid står åben.

"De ved, at de kan kigge forbi, og hvis min dør er lukket, kommer de bare igen, mailer eller ringer, hvis de har brug for hjælp eller rådgivning", siger Jane Køhler.

For sådan skal det være. Det er et af hendes principper, som hun siger. Når en lærer er bekymret for et barn, er der intet, der er for stort eller for småt til en snak.

"Jeg vil gerne have, at de kommer og snakker med mig, hellere lidt for tidligt end lidt for sent, når de er bekymrede. Så snart de begynder at overveje, om de bør være bekymrede, skal de komme forbi og snakke med mig om det. Hvis lærerne ikke har talt med forældrene på dette tidspunkt, kan sagen drøftes anonymt", siger skolesocialrådgiver, Jane Køhler, der arbejder på både Lundehusskolen og Utterslev Skole, to dage om ugen.

Lærere kan let komme i tvivl

Jane Køhler har været ansat som skolesocialrådgiver i to år og kan med sin socialrådgiverbaggrund guide lærerne til, hvad der er behov for at gøre, når de er bekymrede.

Og lærerne bruger ordningen flittigt, siger hun.

Mange lærere har det nemlig svært med underretninger, og hvad de skal gøre, når de er bekymrede for et barn.

"Flere ting kan stå i vejen for, at en lærer underretter. Lærerne kan let komme i tvivl. En af udfordringerne er, at forældrene også skal have besked, og det får mange lærere til at tøve", siger hun.

På skolen er det dog stadig lærerne og ikke Jane Køhler, der har ansvaret for at underrette, fordi det er dem, der står med barnet.

"Til gengæld kan jeg jo tage dem i hånden og hjælpe dem med, hvad de skal skrive i en underretning, hvor den skal sendes hen, eller hvis de har brug for det, så sender jeg den også gerne for dem".

Inddrag forældrene tidligt

Når lærerne er bekymrede, skal forældrene inddrages så tidligt i forløbet som muligt, også selvom man måske har dem mistænkt alverdens ting, siger Jane Køhler.

Kontakten til forældrene hjælper hun også gerne med.

"Jeg hjælper dem med at kunne, og turde, sige til forældrene, at de er bekymrede for deres barn".

Og der handler det om at understrege over for forældrene, at man bare gerne vil gøre det godt for børnene, siger Jane Køhler.

"Lærerne skal spørge indtil, om forældrene kan genkende nogle af de ting, læreren selv har bemærket, og hvad de i så fald synes, man skal gøre, for at få barnet mere på banen i skolen".

Hold dig til fakta - ikke vurderinger

Når lærerne underretter, er det de færreste af dem, der ved, hvad de skal være opmærksom på, siger Jane Køhler.

"De gør sig meget umage med at lave underretningen, og derfor indeholder den ofte en del vurderinger og meninger. Og det er ikke meningen. Det er mere konkrete ting, der skal beskrives. Hvor tit kommer barnet ikke i skole, hvor meget kommer barnet for sent, og hvor tyndt er det tøj, barnet har på? Hvad har han eller hun selv sagt, og hvad siger forældrene?"

"I stedet for at skrive, at et barn græder, 'fordi, hans mor er lidt kølig over for ham', skal lærerne være mere konkrete. I stedet for analysere på det, de ser, skal lærerne skrive; hvornår og hvor længe. Ikke hvorfor".

Når lærerne hører, at de kun skal forholde sig til konkrete ting, er det Jane Køhlers erfaring, at mange af dem bliver overraskede.

"De tænker, jamen, så er det jo ikke noget problem at tale med forældrene om det. For der står jo f.eks. i protokollen lige her, at han ikke kom til timen", siger Jane Køhler.