Når der søges skoleledere i Folkeskolen, er det interessant at se, hvilke kvalifikationer de forskellige kommuner efterlyser hos de kommende skoleledere.

Nogle kommuner har økonomistyring øverst på ønskelisten, mens andre som udgangspunkt søger pædagogisk visionære skoleledere, hvor krav om økonomistyring først optræder længere nede på listen.

I folkeskoleloven står der, at skolelederen har ansvaret for den administrative og den pædagogiske ledelse af skolen. Der er derfor ikke uoverensstemmelse mellem disse to kvalifikationskrav, men der er en klar signalværdi i annoncernes rækkefølge af ønskede krav til kommende skoleledere.

Mange kommuner har de seneste par år indført lønsumsstyring af en eller anden slags. Tiden er nu også kommet til Høje-Taastrup Kommune. Hidtil har vi som skoleledere skullet styre skolerne ved hjælp af en fastlagt timepulje og en given rammebevilling. Fremover omregnes disse til konkrete økonomiske summer ud fra gennemsnitsberegninger af lærerlønninger, og der bliver også mere åbent mellem de enkelte budgetposter. Alt i alt meget tillokkende ved første øjekast, eftersom en rimelig økonomisk ramme vil betyde langt friere hænder for den enkelte skoleleder med hensyn til skolestyring.

Decentraliseringen af den kommunale økonomi er uden tvivl blevet til ud fra en forventning om, at det vil give en bedre styring af den kommunale økonomi og overholdelse af de kommunale budgetter. I princippet burde det heller ikke gøre den store forskel fra den tidligere styring. Lønsumsstyringen ændrer ikke ved, at jeg som skoleleder har et ansvar for at overholde skolens budget og foretage de fornødne prioriteringer i forhold til de midler, der er til rådighed. Men med de favorable muligheder følger samtidig også en bekymring for en udvikling i retning af mere markedstænkning.

Jeg oplever, at jeg i højere grad skal tænke forretning frem for pædagogisk udvikling. Jeg er bekymret for, at det, vi taler om, det, vi tænker på og beskæftiger os med, i stigende omfang præges af en vare- og markedsorienteret logik. En logik, der i sidste ende vil påvirke vores ledelse af folkeskolen væk fra en inkluderende pædagogik og i retning af rationel økonomitænkning.

Erfaringer fra andre kommuner viser, at opsparing og økonomisk forsigtighed er ret almindeligt på skolerne. Men er det udtryk for god skoleledelse, når jeg som skoleleder ikke bruger det afsatte budget og i stedet satser på at spare penge op? Penge, som jeg tager fra elevernes uddannelse, og som det måske viser sig var overflødigt at gemme, men som under alle omstændigheder gav eleverne ringere vilkår i deres uddannelsesforløb. Er det et udtryk for sund økonomitænkning eller god pædagogisk ledelse?

I nogle kommuner med lønsumsstyring har skoler med underskud på budgettet været tvunget til at reducere timetallet til eleverne for at dække et stort underskud. En løsningsmodel, der reelt betyder, at der ikke længere er en fælles kommunal standard, fordi den enkelte skole selv er blevet ansvarlig for at indhente sit underskud. En løsning, som reelt tager eleverne og forældrene som gidsler.

Med en skoleindividuel styring og prioritering frygter jeg, at overgangen til lønsumsstyring kan udvikle meget forskellige standarder på de enkelte skoler i kommunerne. I denne proces bliver det derfor vigtigt at afklare, hvordan vi, i skoleledernes iver efter større ledelsesfrihed og den kommunale administrations behov for bedre økonomistyring, undgår en ophævelse af den kommunale folkeskole. Hvordan sikrer vi, at der stadigvæk er en fælleskommunal folkeskole med et ensartet serviceniveau? Hvis de fælleskommunale rammer og indsatsområder forsvinder, hvori adskiller den kommunale folkeskole sig så fra privatskolerne?

Den fælleskommunale folkeskole kan meget nemt komme under pres fra de enkelte skolers egne dagsordener, og så er meget tabt og lidt vundet med de økonomiske gevinster ved lønsumsstyring.