Debat

Syltekrukken er klar

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Bertel Haarder ser positivt på anbefalinger«, lyder den forjættende overskrift på folkeskolen.dk i forbindelse med oplægget »Sådan kommer vi videre« fra organisationer omfattende elever, forældre, pædagoger og skoleledere.

»Jeg ser positivt på ...«, »Jeg lytter ...«, »Jeg er åben over for ...«. Syltesæson?

Bertel Haarder var 222 dage om at se positivt på DLF's syv anbefalinger. I juni-juli 2005 gav han de interesserede parter 14 dage til at svare på ministeriets forslag til ny prøvebekendtgørelse. Det er muligt, at ministeren efterfølgende »så« på de indkomne høringssvar, men prøvebekendtgørelsen bar ikke præg af, at høringssvarene overhovedet var taget i betragtning.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I 2005 handlede det - som i oplægget »Sådan kommer vi videre« - blandt andet om gruppeprøven. Ministerens saglige begrundelse imod gruppeprøver er mildest talt papirtynd. Enhver, der har arbejdet med denne prøveform, ved, at den ikke hindrer en individuel bedømmelse. Det ved han også inderst inde. Derfor den svage, ulogiske og falske argumentation:

»Bertel Haarder er meget optaget af nye prøveformer, men han betoner, at bedømmelsen altid skal være individuel«.

»Det går organisationerne også ind for, og dermed støtter de den politik, regeringen har fastlagt. Derfor er gruppeeksamen en dårlig ide. Det er i hvert fald et dårligt navn til en prøve, hvor bedømmelsen er individuel. Jeg kan i det hele taget bedre lide indholdet end overskrifterne på anbefalingerne«, siger Bertel Haarder.

Trods sin skepsis vil han nøje studere samtlige forslag i »Sådan kommer vi videre«, og en række af dem vil han overlade til et udvalg, som skal se på, hvordan skolen kan afbureaukratiseres. Her har han inviteret DLF til at være med.

Syltekrukken er klar. Husk Atamon.