Debat

Når forandringens vinde blæser

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter at have undervist i henholdsvis 28 og 26 år skete der det bemærkelsesværdige, at både min kone og jeg blev tilbudt efteruddannelse henholdsvis som læsevejleder og i linjefag i matematik. Begge studier strækker sig over et halvt år - helt uden at skulle tænke på sine »egne« børn og hvad deraf følger af bekymringer.

Muligheden er en af de (få) gode ting, vores nuværende undervisningsminister har iværksat, og som vores kreds og kommune har forhandlet sig frem til: Et halvt års studium med løn.

Vilkårene for os som undervisere i folkeskolen synes ændret gennem de senere år. Politikere, forældre og det omgivende samfund retter mere og mere opmærksomheden mod skolens virksomhed - direkte, kontant og hele tiden. Ikke så sjældent vil en lærer kunne komme i tvivl om, hvem der har kompetencen i forhold til at udføre undervisning.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Indflydelsen fra anden side er helt ude af proportioner. Efter igennem mange år at have været vidne til i stigende grad at blive vurderet (læs nedvurderet) er det befriende at begynde at læse igen.

Her møder man pludselig en opgradering af selvværdet, man møder anerkendelse, og man yder ting, man aldrig havde troet muligt. Gamle garvede lærere møder her en udfordring, der gør, at de kan rykkes ud af en traditionel tankegang og får mod til at ændre på indarbejdede rutiner. Konklusionen må blive, at længerevarende efteruddannelse er uvurderligt for alle, både gamle og sikkert også nye lærere.

Måske essentielt. Til gavn for den enkelte, for skolen og for samfundet. Så: Når forandringens vinde blæser, kan man bygge et læskur, eller man kan bygge en vindmølle.

Eller man kan sørge for at komme på efteruddannelse.