Kronik Debat Pædagogik
26   603

Er der nogen, der vil overtage min dommerrolle?

Jeg ønsker ikke længere at påtage mig en pædagogisk dommerrolle. Min udfordring er derfor ikke at dømme retfærdigt. Denne form for professionalisme gør op med klassiske forståelser af lærerprofessionalisme. Den gør op med læreren som dommer, hvilket dog ikke er det samme som at være ansvarsløs.

Jeg husker, hvordan jeg modløs gik til frikvarter efter endnu en gang at have irettesat Mik, fordi han havde forvandlet hyggekrogen til en kampscene fra »World of Warcraft«. Han havde igen forstyrret Ida, som gerne ville have ro til at læse. Jeg følte, at jeg svigtede ham. Samtidig havde jeg dårlig samvittighed over for Ida, som gang på gang blev forvandlet til den store Ork, der skulle dræbes.

Artiklen fortsætter under banneret

Mine interventioner endte for ofte i adfærdsregulering, og iagttagelser som »den vilde dreng« og »den stille pige« blev efterhånden de eneste tilgængelige for Mik og Ida. Selv havde jeg indtaget dommerpositionen med retten til at dømme mellem rigtigt og forkert, så ansvaret for ro og orden også var tildelt mig.

Fra lineært til komplekst

Måske er der nogen, der kan genkende kompleksiteten i den pædagogiske udfordring? Fine ord som anerkendelse og inklusion gjorde det bestemt ikke lettere. På den ene side ville jeg gerne anerkende Mik, men så måtte jeg dømme Ida nærtagende og lidt for stille. Det ville blive at regulere Ida, så hun kunne lære at sige fra og ikke lade sig slå ud af en Ork-bekæmper. På den anden side ville jeg også gerne anerkende Ida. Det blev forstærket af herskende diskurser om uro i skolen og dårlige læseresultater. Med dette syn måtte der falde dom over Mik, og interventionen ville blive at afrette ham og sætte (fag)fagligheden i fokus.

Måske er der nogen, der vil overtage dommerpositionen? Personligt har jeg fralagt mig dette svære ståsted, og jeg har derfor ingen ambition om at præsentere den sande pædagogiske metode, som kan reducere kompleksiteten og fikse de pædagogiske udfordringer.

Min påstand er, at det er et vilkår, at verden til tider viser sig kompleks. Ligeledes vil jeg påstå, at konflikter er et vilkår i menneskers liv. Min pointe er derfor ikke at reducere eller at undgå noget. I stedet vil jeg vise, hvordan vi med en simpel tænkning kan acceptere vilkårene og håndtere de pædagogiske udfordringer, så de bliver udviklende for både lærere og børn.

En tænketeknologi frem for en metode

Jeg vil trække begrebet tænketeknologi ind i praksis. Tænkning og teknologi kan ikke adskilles. Tænkningen alene vil efterlade et praktisk tomrum, og teknologien i sig selv vil søge en simplificering, hvor teknologien kommer til at fremstå som en metode, der lige kan fikse problemerne.

Den teoretiske tænkning i min tænketeknologi er fundament i konstruktivistiske teorier, hvor verden må forstås som komplekse konstruktioner. Konstruktioner, som er i konstant forandring og til forhandling i et dialektisk forhold mellem subjekter og verden. Subjektiviteten er afgørende for vores forståelse af verden.

I det følgende vil jeg give et bud på, hvordan en tænketeknologi kan vise sig i praksis.

Vi havde tidligere arbejdet med klassens spilleregler, som resulterede i en moderne udgave af de ti bud. Øverst stod, at man ikke måtte drille. Arbejdet var tænkt som en løsning på hverdagens konflikter. Spillereglerne var metoden, der skulle fikse problemerne. Desværre virkede det ikke efter hensigten. Når dommen lød: »Mik, du driller Ida«, kiggede Mik undrende på mig og spurgte: »Hvorfor det?« Både Ida og Mik var enige i, at vi ikke måtte drille, men verden viste sig forskelligt for de to elever. Det, der for Ida var drilleri, var for Mik sjov leg.

Udgangspunktet i klassen var, at eleverne ville hinanden det godt. Men efterhånden som episoden i hyggekrogen blev dagligdag, begyndte der så småt at udvikle sig en dybere irritation mellem dem.

Jeg besluttede derfor at omformulere vores spilleregler. De ti bud blev til overskriften: »Vi vil være gode ved hinanden«. Frem for at være rettet mod konkret adfærd, som enten kunne dømmes inde eller ude, var fokusset på en fælles værdi.

For at give værdien liv var det nødvendigt at anvende en teknologi. Begreberne se, tale, mærke og lytte blev centrale. Igennem dem åbnede vi for kompleksiteten og forhandling af alternative tilbud. Lukkede forståelser blev afløst af midlertidige og bestemte forståelser.

Ida havde ansvar for at forklare Mik, hvordan legen konstruerede larm og utryghed i hendes verden. Ida var nødt til at mærke og tale. Mik var derimod nødt til at lytte og se. Jeg havde vristet mig fri af dommerpositionen, og mit arbejde blev at skabe plads til samtalen og hjælpe eleverne med at italesætte og forstå de forskellige perspektiver.

Igennem de konkrete konflikter udviklede alle forståelse for egne og andres grænser. På den måde fik vi skabt en inkluderende kultur, hvor der var plads til forskellighed.

Banalt, men svært

Mange vil sikkert nikke genkendende til, at man søger at forstå de forskellige perspektiver, men noget tyder desværre på, at det er langt vanskeligere at vriste sig fri af dommerpositionen.

Et empirisk studie peger på, at stærke traditioner søger at reducere kompleksiteten og pege på endegyldige domme i forhold til elevers adfærd. Det kan derfor være svært at formidle et budskab om, at en konflikt ikke altid ender i en dom og en konkret løsning, der kan fikse problemet. Vi kommer til at fremstå som uprofessionelle og ansvarsløse, når vi fralægger os dommerpositionen.

Jeg ønsker ikke længere at påtage mig dommerrollen. Min pædagogiske udfordring er derfor ikke at dømme retfærdigt. Derimod er min udfordring dels at holde op med at dømme, dels at formidle den professionalisme, som er forbundet med at kunne håndtere kompleksiteten og arbejde med udfordringerne, så subjektpositionerne forhandles og kommer i spil på nye måder. Denne form for professionalisme gør op med klassiske forståelser af lærerprofessionalisme. Den gør op med læreren som dommer, hvilket dog ikke er det samme som at være ansvarsløs. Alt er ikke lige godt, men »det gode« må forstås i konteksten, og det er altid til forhandling.

Referencer:

N.Å. Andersen (1999): Fra metode til analysestrategi

D.M. Søndergaard (200): Mobning - sociale processer på afveje. Hans Reitzels Forlag

A.L. Schibbye (2007): Relationer. København. Akademisk Forklag


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.361 andre er allerede tilmeldt