Debat

Ikke ulige vilkår for sprogtestede børn

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 29 bringes en artikel om de forskellige måder, kommunerne sprogtester på. I den forbindelse er det nødvendigt at præcisere nogle ting omkring den københavnske sprogtest, som hverken modarbejder det frie skolevalg eller på anden måde skaber ulige vilkår.

Omtrent samtlige partier har i forbindelse med Faglighed for Alle besluttet, at alle femårige børn skal tilbydes en sprogtest og en vurdering af deres sociale og motoriske kompetencer og af deres trivsel og livsglæde. Tilbuddet gælder alle - uanset etnicitet - og er altså frivilligt for forældrene.

Sprogtesten anvendes ikke i København til at sprede de tosprogede børn rundt om på kommunens skoler. Vi har ikke en spredningspolitik, men en fordelingspolitik, der retter sig mod både de tosprogede børn og de etnisk danske børn: vi tilbyder skolegang til tosprogede børn på skoler med få tosprogede børn og imødekommer dermed et stort ønske hos vores tosprogede forældre, og vi arbejder intenst på at tiltrække de etnisk danske børn til deres lokale folkeskoler, som de ellers i stor stil har fravalgt i en årrække.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Den samlede fordelingspolitik bygger på frivillighed, kvalitetsudvikling og samarbejde med forældrene.

Den københavnske femårstest skal identificere de børn, der har brug for en særlig indsats, inden de forlader daginstitutionen og begynder på fritidshjem og i skole. Indsatsen kan for eksempel dreje sig om at stimulere barnets sprog eller styrke dets selvtillid til at indgå aktivt i nye grupper. Vi har derfor afsat 27 millioner kroner i perioden 2007-2009 til testning, opkvalificering af pædagogerne og pædagogisk opfølgning for de børn, der har brug for en ekstra indsats.