Debat

Mit skolesyn er bredt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den seneste tid har lært mig, at de fleste politikere åbenbart ikke vægter sandhed og redelighed særlig højt. Men at dette åbenbart også gælder lærer Stine Preston fra Mølholm Skole ved Vejle, gør mig ked af det (Folkeskolen nummer 30).

Stine Preston beskriver mit skolesyn sådan: »I Kolinds verden kan borgeren betale sig. Han er en økonomisk resurse. Skolen skal forberede til erhvervslivet, der skaber en bedre økonomi for landet. Samarbejde og kreativitet skal styrkes, mens viden og indsigt har mindre betydning. Det skal nok komme senere«.

Mit skolesyn kunne Stine Preston have læst om i kapitel otte i bogen »Kolind Kuren - fra bureaukrati til vækst«, som kom sidste år. Her skriver jeg, at »folkeskolen skaber rammerne om børn og unges fysiske, intellektuelle og sociale udvikling. Den hjælper børnene, så de er klar til en voksenuddannelse, et arbejdsliv og et fritidsliv - og folkeskolen hjælper unge mennesker med at stifte bekendtskab med både deres egen og andres kulturer«.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg tror, at de fleste vil være enige med mig i, at der er meget langt fra Stine Prestons beskrivelse til virkeligheden. Og det er åbenbart ikke gået op for hende, at netop jeg har argumenteret utrætteligt for, at folkeskolen skal undgå at blive testdrevet - det er vigtigt, at læreren kan koncentrere sig om at arbejde med barnets udvikling frem for at blive målt på karaktergennemsnit og testresultater.

Måske skulle Stine Preston kontakte Århus Lærerforening for at finde ud af, hvorfor foreningen har udnævnt mig som en af sine ambassadører for folkeskolen. Jeg tror, hun ville få at vide, at det netop er, fordi jeg har et bredere skolesyn end den traditionelle erhvervsleder.

Læs mere om mit syn på folkeskolen på www.kolindkuren.dk

Powered by Labrador CMS