Det minder alt sammen, om dengang man fjernede grundlaget for faget tegning, der krævede såvel håndelag som et vist mål af talent. Man erstattede faget med formning, hvor det at stimulere noget umiddelbart og lystbetonet hos børnene fortrængte det håndelag, der gjorde det muligt at skelne mellem god og talentfuld udførelse og så det mindre gode. Herefter blev alt i lighedens navn på en eller anden måde godt. Nu, hvor skolen, som den er indrettet, ikke længere magter at lære alle skrivekunsten med alle dens grammatiske bindinger og finurligheder, foreslår forfatteren Thomas Oldrup i Folkeskolen nummer 29 at give los på regler og form og gentage processen med opløsningen af faget tegning. Det giver givetvis glade børn, som det så ofte gør, når fanden får lov til at slå gækken løs og bryde alle hæmninger og sproglige bindinger. Og det kompenserer for den almindelige mangel på disciplin i skolen, som ingen formår at genoprette, når den først er nedbrudt. Den helt logiske baggrund er, at de skriftlige færdigheder i dansk i lighed med de faglige færdigheder i naturfagene, og i lighed med vel færdighederne i de fleste andre fag, kun lader sig indlære i den udelte skole, hvis de udvandes til en løssluppen, regelløs, usammenhængende strøm, hvor alt er lige gyldigt og derfor egentlig ligegyldigt. Thomas Oldrup vælger at kalde den kundskabsløse ligegyldighed for kreativ skrivning. Han forestiller sig, at man efter en sproglig fanden­ivoldsk årrække bare kan polere lidt på unoderne lige før de afsluttende prøver. Det viser nok hans ukendskab til skoleungdommen i skolesammenhæng. Man kan sjældent gå fra det hyleskægt løsslupne til det mere grå og kedeligt strengt formelle.