Ny bog om narkomaner og aids

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Som de står der med deres glasagtige øjne, beskidt tøj og guldøl, kalder de forskellige følelser frem i os: foragt, vrede, frygt eller ynk. Vi kender godt narkomanerne. Det er dem, man møder på Bispetorv i Århus og foran Mariakirken i Istedgade. Og hvis man går de rigtige steder hen, kan man finde dem i enhver større dansk provinsby. Men det er sjældent, at udenforstående får mulighed for at se narkomanerne som mennesker med en hverdag. En hverdag, hvor man lever med bevidstheden om, at ens livsstil kan medføre døden, inden man bliver 35 - gennemsnitslevealderen for en narkoman'.

Sådan står der i forordet til bogen 'Et spørgsmål om tid', som handler om hverdagen på Institutionen på Forchhammersvej på Frederiksberg. Her har 100 hiv-smittede narkomaner deres daglige gang, primært fordi de får udleveret deres metadon på institutionens ambulatorium.

Der er ikke mange solstrålehistorier i 'Et spørgsmål om tid', men det er ikke desto mindre en vedkommende bog, som giver masser af stof til eftertanke. Bogen retter sig især mod undervisning i folkeskolens ældste klasser samt til brug på seminarierne. Den er skrevet af Henrik Gregersen og Carsten G. Johansen og er udkommet på Kroghs Forlag.