Plan om kæmpe overbygningsskole i Glostrup nedstemt

Der lød et ramaskrig i Glostrup, da kommunen tidligere på måneden foreslog at opsplitte skolestrukturen således, at alle store elever samledes på én matrikel, mens de yngre elever fordeltes på fire. I går aftes nåede lærere og kommune et kompromis.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det nye forslag, der er et kompromis indgået af både skolebestyrelser, lærerforening og kommunalbestyrelse, indebærer, at Glostrups fire skoler på papiret bliver én skole med kun ét skoledistrikt. Men der bliver ikke tale om, at alle kommunens elever fra 6. klasse og op efter samles på en overbygningsmatrikel med 2000 elever, som kommunalbestyrelsen oprindeligt havde foreslået. De nuværende 4 skoler vil fortsat rumme 0.-9. klasse.

"Vi må erkende, at der hverken var tilstrækkelig politisk eller folkelig opbakning til det oprindelige forslag", siger borgmester i Glostrup John Engelhardt (V).

Formand i Glostrup Lærerforening Lene Jensen er tilfreds med, at der med det nye forslag ikke kan forventes lærerafskedigelser.

"Vi er med på at optimere klassedannelsen, selv om det betyder, at klassekvotienterne bliver højere, for den gevinst, der vil være i det, forbliver på børne-og skoleområdet", siger hun.

Udskolingen skal styrkes

I sidste uge forsvarede borgmesteren endnu forslaget om den kæmpe overbygningsskole.

"Vi vil meget gerne prøve at lave et spændende ungdomsmiljø", sagde han til TV2 Lorry på dagen, hvor mere end 2000 oprørte lærere, forældre og elever demonstrerede over forslaget til strukturændringen på pladsen foran rådhuset i Glostrup.

"Jeg synes sådan set stadig, at en overbygningsmatrikel er et spændende projekt, men det vigtigste for mig er, at vi kan finde en løsning, der er langtidsholdbar", siger John Engelhardt tilfolkeskolen.dki dag.

I går aftes fik han i første omgang kommunalbestyrelsens og Glostrup Lærerforenings opbakning til, at udskolingen styrkes under en ny ledelsesstruktur. Således kan man sagtens forestille sig, at en leder får ansvaret for uddannelsen af samtlige overbygningselever på alle fire matrikler. Men borgmesteren understreger, at den endelige lederstruktur endnu ikke er udtænkt.

"Vi er enige i, at man skal ændre på strukturen. Vi vil gerne have nogle dygtige børn, der klarer sig bedre på ungdomsuddannelserne", siger formand i Glostrup Lærerforening Lene Jensen.

Styrkelsen af udskolingen vil ske ved, at de ældste elever får mulighed for at vælge mellem forskellige fag og linjer, eksempelvis håndværk, musik, business og idræt. Men det er endnu uvist, om de fire skoler skal have hver sin overbygningsprofil eller hvordan valgmulighederne skal orkestreres.

Én Glostrupskole i august 2012

Forslaget til en ny skolestruktur i Glostrup er sendt til offentlig høring de næste to måneder. Til trods for, at en del indhold endnu mangler at blive diskuteret på plads, forventer både lærerforening og kommunalbestyrelse at kunne implementere den ny struktur fra næste skoleår, august 2012.

"Det er også et mål at få fordelt de tosprogede elever, så der bliver en nogenlunde ligelig fordeling af elever med anden etnisk baggrund end dansk på skolerne og ikke som nu, hvor der er ti procent på en skole og 50 procent på en anden", siger Lene Jensen. Dog forestiller hun sig ikke, at nogle eksisterende klasser skal brydes op. "Fordelingen vil sandsynligvis ske ved indfasning i de kommende børnehaveklasser", afslører hun.