Anmeldelse

Skæld mindre ud

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Erik Sigsgaard har skrevet endnu en bog om "skældud"! Den første, som udkom i 2002, satte fokus på skældud i institutioner og skoler. Den henvendte sig primært til pædagoger og lærere, mens denne nye "Skæld mindre ud" er til forældrene. Bogen er ifølge forordet skrevet på opfordring fra forældre, som har læst fagfolkene over skulderen og ønsket at vide mere om opdragelsen af deres børn - i hjemmet.

Fakta:

Titel: Skæld mindre ud

Forfatter: Erik Sigsgaard

Pris: 249 kroner

Sider: 205 sider

Type: Bog

Forlag: Hans Reitzels Forlag

Kapitlerne er bygget op omkring cirka 100 små, illustrative historier om børn og forældre, og nogle af historierne er hentet fra Sigsgaards egne erfaringer som far. Hvert kapitel behandler konfliktfyldte opdragelsessituationer: spisetid, når vi skal putte, hvem bestemmer i hjemmet og så videre, og efterfølges af et fakta-afsnit. Her henviser Sigsgaard til sin forskning og giver gode, konkrete råd til, hvordan man påtager sig sin forældrerolle og samtidig behandler sit barn med respekt og kærlighed.

Erik Sigsgaard har bestemt et vigtigt budskab, når han formulerer, at "det grænsesøgende barn er et barn, som ikke bliver set og hørt som den, hun virkelig er". Han lægger sig tæt op ad den anerkendende og resurseorienterede diskurs, som de seneste år har præget den pædagogiske debat. Bedst er Sigsgaard efter min mening, når han peger på, at "vi voksne ikke skulle være så optaget af at ville opdrage børn til bedre mennesker - måske vi hellere skulle fokusere på selv at være gode nok mennesker".

Forstyrrende for det gode budskab er dog, i hvert fald efter min smag, det meget følelsesladede og farvede ordvalg, som Erik Sigsgaard benytter sig af. Oven i dette må man leve med en ordentlig omgang idealiserende bagudskuen til de gode gamle dage, hvor "forældre havde oceaner af tid", "hvor børn ikke var trængt sammen på et beskedent antal kvadratmeter", og hvor "der endnu var stærke farver og ikke bleg minimalisme på væggen".

Powered by Labrador CMS