Jeg læste med stor interesse artiklerne i forrige nummer af Folkeskolen om børns samsyn og læsevanskeligheder.

Hvorfor har det dog varet så længe, før denne viden slår igennem?

For 18-19 år siden havde min da 12-årige datter disse problemer. Hun kunne læse, men kun det, hun skulle, så der var ikke nogle egentlige skoleproblemer. Hun havde tit hovedpine, blev ofte hysterisk træt og var ikke glad. Vi var hos øjenlæge og læge uden nogen løsning. Til sidst tog jeg hende med til den lokale optometrist: Hun blev undersøgt i godt en time, og resultatet var netop, at hun manglede samsyn og bredsyn, det vil sige, at hendes øjenmuskulatur var meget uudviklet. Optometristen kunne fortælle om mange af de ting, min datter havde problemer med, og han kunne uden forudgående viden om hende fortælle om hendes motorik - ja, hun var dårlig grovmotorisk, men meget dygtig finmotorisk.

Vi var igennem et meget hårdt program med øjenøvelser, balanceøvelser, boldøvelser og meget andet. Briller med prismeglas, så brændpunktet blev flyttet længere væk fra hendes person. Resultat: vi fik en glad, aktiv pige, der de næste år fik sin læsetræning via et hav af læge- og romanblade, og vi var som forældre lykkelige. Hun valgte gymnasiet og en videregående uddannelse og sidder i dag som 31-årig i et godt, ansvarsfuldt job med meget computerarbejde. Hun har i den forløbne periode en enkelt gang taget øjenøvelserne op. Hun kan stadig ikke sjippe eller dyrke boldspil, men det er jo ingenting i forhold til, hvad hun har opnået.

Når jeg begejstret fortalte om vore erfaringer, blev jeg verfet af hos læger, øjenlæge og hos mange kolleger. De smilede og omtalte optometristen som min guru.

Et barn med dårligt samsyn har ikke kun besvær med læsning. Det kan ikke holde ud at fokusere på en computerskærm ret længe - skiftet fra tavle til bog tager lang tid - at gribe en bold, der kommer hurtigt, bliver umuligt - bordtennis, badminton, tennis og meget andet er udelukket. Det vil sige, at det sociale samvær med kammeraterne indskrænkes væsentligt.

Skolen arbejder gerne sammen med fysioterapeuter og ergoterapeuter, så det er vel også på tide, at vi tager imod den viden, optometrister har omkring den motoriske udviklings indflydelse på udviklingen af øjets muskulatur, samt den store mængde af optræningsøvelser, de har.

En del børn kunne sikkert findes allerede i børnehaven eller i indskolingen, hvis pædagogerne vidste, hvilke bevægelsesmønstre de skulle være opmærksomme på.

Men endnu en gang - jeg er meget glad for, at der tages fat nu - bedre sent end aldrig.

Tove Henningsen

Stenløse