Tryksværten havde næppe fæstnet sig på notatet om den fremtidige institutionsstruktur på det pædagogiske område, før politikerne begyndte at udsende deres signaler. Det er slet ikke sikkert, at ansvaret for efteruddannelserne skal ligge på fire-seks nye centre (omtalt i Folkeskolen nummer 4), lød det fra flere partier ved sidste uges redegørelsesdebat. Det er end ikke sikkert, at det bliver nødvendigt at oprette nye centre; måske er 'et forpligtende samarbejde' mellem seminarierne tilstrækkeligt til at sikre det nødvendige kvalitetsløft på området.

Tonen blev slået an fra debattens begyndelse af Socialdemokratiets uddannelsespolitiske ordfører Hans Peter Baadsgaard. Han mente, at partierne skulle drøfte, hvordan centrene skal organiseres.

'Der er', sagde han, 'jo ingen grund til at opbygge nye institutioner, hvis centrenes opgaver kan klares i et forpligtende samarbejde mellem pædagog- og lærerseminarierne og i nær tilknytning til Danmarks Pædagogiske Universitet og andre relevante forskningsenheder (Danmarks Pædagogiske Universitet skal efter planen dannes gennem en sammenlægning af Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Pædagogiske Institut og Danmarks Pædagoghøjskole, redaktionen)'.

Hvis centrene overhovedet er nødvendige, bør de '. . . koordinere og organisere samarbejdet mellem seminarierne om relevante opgaver (. . .) herunder naturligvis folkeskolelærernes og pædagogernes efter- og videreuddannelse', fortsatte Hans Peter Baadsgaard, der understregede, at efteruddannelsen bør knyttes til seminarierne og deres grunduddannelser.

Strid om strukturen

Hans Peter Baadsgaards synspunkt blev hilst velkommen af Venstres Hanne Severinsen, der var, sagde hun selv, '. . . ivrig efter at få sikret (. . .), at efteruddannelsen kommer til at ligge på seminarierne'.

Undervisningsminister Margrethe Vestager var mere forsigtig og afventende, men på ingen måde afvisende over for Hans Peter Baadsgaards ideer.

De strider imidlertid mod anbefalingerne i det notat, som en gruppe embedsmænd i Undervisningsministeriet udsendte i slutningen af januar. I det blev seminarierne frataget retten til at udbyde efter- og videreuddannelser. I stedet foreslog arbejdsgruppen, at der oprettes fire-seks centre, som får ansvaret for efter- og videreuddannelsen til og med diplomniveau '. . . i tæt forpligtende samarbejde med lærer- og pædagogseminarierne i regionen . . .' Centrene skal have egne bevillinger, egen centerledelse samt en bestyrelse med repræsentanter for blandt andre seminarierne, kommunerne og organisationerne.

Ansvaret

Hans Peter Baadsgaard medgiver, at der er stor forskel på de to strukturforslag. Notatet er embedsmændenes bud på en løsning, mens han har et andet.

Men forskel er der. Ikke så meget på opgaverne, men på ansvarsfordelingen.

Mens det i notatet præciseres, at den selvejende institution, som centret er, har ansvaret for kvaliteten og udviklingen af efteruddannelsesudbudet, er det mindre indlysende, hvor ansvaret præcist skal placeres, og hvem der vil sikre efteruddannelsernes udvikling, hvis de varetages af seminarierne i det, som under debatten blev omtalt som et frivilligt, men forpligtende samarbejde. Kan man for eksempel være sikker på, at efteruddannelserne bemandes optimalt og ikke kun ud fra, hvilke lærerkræfter seminarierne har til rådighed, når grunduddannelsernes behov er dækket? Eller omvendt: Kan man forhindre, at seminarierne flytter de bedste lærerkræfter til efteruddannelserne og dermed udpiner de lærerstuderende?

Men Hans Peter Baadsgaard er ikke bekymret:

'Jeg går ud fra, at ledelsen af det fællesskab, som seminarierne laver om efteruddannelserne, vil være ansvarlig. Og samtidig vil brugerne have indflydelse på det'.

Suveræniteten

Per Frimer-Larsen, der er formand for lærerseminariernes rektorforsamling, mener heller ikke, at det vil give problemer, at seminarierne i fællesskab går ind og løser efteruddannelsesopgaven. Tværtimod kan han se store problemer i den centerløsning, som lå i embedsmændenes notat.

'Centrene er selvstændige institutioner ligesom seminarierne, og det er lidt sært, at seminarierne som brugere skal sidde i centrenes bestyrelse, samtidig med at centrene køber lærerkræfterne hos os. På den måde kommer vi i et ejerforhold til de centre, vi skal arbejde for'.

Per Frimer-Larsen har i det hele taget lettere ved at identificere sig med Folketingsdebatten end med embedsmændenes notat.

'Notatet efterlod seminarierne uden efteruddannelsesforpligtelsen. Dermed er vi tilbage ved situationen før 1986, og dermed fjerner man en stor del af udviklingspresset på seminarierne - det pres, som skal være med til at sikre et kvalitetsløft til gavn for både grund- og efteruddannelsen'.

Håbet lever

Jørgen Stampe, formand for DLF's pædagogiske udvalg, mener, at Hans Peter Baadsgaards formuleringer er forståelige i en noget politisk ophidset situation.

Jørgen Stampe ser gerne, at seminarierne forestår deres del af efteruddannelserne, men han understreger, at efteruddannelsesområdet skal opfattes som en selvstændig metier.

'Efteruddannelsen er for voksne, der har arbejdserfaring, og det er derfor noget andet end grunduddannelsen af unge'.

Efteruddannelsescentrene skal derfor have en vis tyngde og fungere som selvstændige enheder, siger Jørgen Stampe, der forudsiger, at de videre forhandlinger om institutionsstrukturen kan blive meget svære:

'Det bliver ikke et politisk svendestykke, men en svendeprøve til guldmedalje, hvis det lykkes. Men vi har endnu håbet i behold. Håbet om, at det nationale kvalitetsløft, vi har set omridset af, ikke forgår i en kamp mellem særinteresser'.-Mikkel Hvid er freelancejournalist