Anmeldelse

Dansk Pædagogisk Tidsskrift nummer3/2007

Samfundet har ikke fokus på sociale rettigheder, men på det subjektive ansvar med krav om normalisering. Socialpædagogisk arbejde bliver derfor normaliseringsarbejde

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Socialpædagogikkens rolle er under forandring. Med det øgede fokus på børn og unge med særlige behov, hvor der stilles krav om, at normaltilbuddene skal kunne rumme disse børn, trænger socialpædagogikken sig på i almenpædagogikken, både i børnehaven og i uddannelsessystemet.

Fakta:

Titel: Dansk Pædagogisk Tidsskrift nummer3/2007

Type: Tidsskrift

Forlag: Foreningen bag Dansk Pædagogisk Tidsskrift

Dette temanummer af "Dansk Pædagogisk Tidsskrift" er blevet til i samarbejde med Forskningsprogrammet Socialpædagogik under Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. I artiklerne behandles socialpædagogik i forhold til børnehaver, døgninstitutioner og "vilde projekter". Behovet for og problemer med evidensbaseret dokumentation af det socialpædagogiske arbejde diskuteres ligesom socialpædagogikkens forhold til samfundspolitikken. Afsluttende gives en oversigt over de forskellige tilgange til socialpædagogik og afgrænsning fra socialrådgivning, der er i Europa.

Socialpædagogisk indsats er afhængig af samfundets aktuelle definition af sociale og individuelle problemer. Samfundets hastige forandring medfører stor usikkerhed i menneskers livsførelse, og der stilles krav til den enkeltes tilegnelse af "livskompetencer", uden at disse nærmere defineres. Der er ikke fokus på sociale rettigheder, men på det subjektive ansvar, og der er et krav om normalisering. Socialpædagogisk arbejde bliver normaliseringsarbejde. Socialt udsatte børn "har svært ved at profitere af daginstitutionernes sociale og kulturelle koder, normer og værdier". Døgninstitutionerne har vanskeligt ved at integrere de anbragte børn og unge i det omgivende samfund. Derfor er der behov for forandring af socialpædagogikken og for at integrere den i den almenpædagogiske praksis.

Uden for tema er artikler med så forskellige emner som uddannelsesforskning og videnspolitik, Pisa Etnisk og nationale test i matematik. Laura Gilliam og Thomas Gitz-Johansen er meget kritiske over for Pisa Etnisk, som konkluderer, at årsagen til de etniske børns ringe formåen i læsning, matematik og naturfag skal findes hos minoritetsfamiliernes manglende sociale og kulturelle kommunikation. Forfatterne peger på, at skolens afhængighed af en bestemt normalitet medfører, at etniske børn oplever manglende anerkendelse af deres sprog og erfaringer. Politisk benyttes Pisa Etnisk til at begrunde, at det er de tosprogede børn og deres forældre, der skal tilpasse sig skolen, og ikke omvendt. Man vælger derfor at pege på øget institutionalisering i vuggestue og børnehave, sproglig stimulering, sprogtest og endda opdragelse af forældrene.

"Er obligatoriske nationale test et nødvendigt element i en progressiv evalueringskultur?" spørger Peter Weng i den afsluttende artikel. Han har mange forbehold i forhold til dette, der begrundes både i den aktuelle udformning af testene og i erfaringerne fra andre lande. Forfatteren anbefaler derfor at overveje at gøre de nationale test ikke-obligatoriske.

Tidsskriftet giver god anledning til eftertanke, men alle artikler er ikke lige letfordøjelige.