Islutningen af forrige århundrede døde en tredjedel af alle børn i København, før de fyldte fem år. Hygiejnen var dårlig, kosten elendig og utilstrækkelig, boligforholdene livstruende. Mange børn voksede op i hjem præget af fattigdom, nedslidning, alkoholisme og vold.

Et ophold på en feriekoloni øgede i betydelig grad barnets muligheder for selv at opleve verden som voksen. Dels fik kolonibarnet nok at spise igennem nogle sommeruger. Dels oplevede det en verden, der gav det andre oplevelser end dagligdagens trøstesløshed.

Først de seneste 10-20 år er et koloniophold for københavnske skolebørn blevet et aktivitetstilbud, man kunne tage imod eller lade være. I vore dage tager langt de fleste børn på koloni for at opleve fællesskabet med andre børn, for at se nye steder eller gense velkendte og for at nyde to-tre ugers friluftsliv, der foregår på helt andre præmisser end gennem årets 40 skoleuger.

Den første koloni

På skolerne var man vant til, at børnene faldt i søvn, for når skoledagen begyndte, havde de allerede været på arbejde i flere timer.

Det blev klart, at mange børn ikke havde fået mad, før de mødte - og måske heller ikke dagen før.

Kommunelærr R.P. Rasmussen fik da den idé at tage på landet 14 dage i sommerferien, og sammen med en kollega tog han af sted med et hold drenge fra sin skole. Indkvarteringen fandt sted på en højskole, og de 60 øre per døgn, man her opkrævede per barn - en krone for læreren - blev skaffet ved indsamling blandt kolleger.

Højskolerne var en nødløsning, de blev for dyre i længden. Men der var andre store bygninger, der kunne rumme bybørnene. Rundt om i landet var der i andelsbevægelsens kølvand bygget et forsamlingshus i stort set hvert eneste sogn. Disse forsamlingshuse stod tomme om sommeren, og her fik man gratis husly.

Det var kommunelærerindeforeningen (KKL), der først fik egne bygninger.

Formanden, Eline Hansen, var et arbejdsjern, der med sund sans og praktisk idealisme fik gang i sagerne.

Hun var fra Assens, og det fik hendes fødeby ikke lov til at glemme. Hun fik byen til at stille en grund til rådighed, og 3. juli 1907 åbnede KKL sin første kolonibygning på Næs ved Assens.

En dag i sommeren 1910 besøgte en deputation fra komiteen 'Nora Mortensens Minde' den lille feriekoloni på godt en snes fattige, svagelige smådrenge, der holdt til i Liseleje. Da komiteen så, hvilke underværker frisk luft, havbade og ikke mindst ordentlig mad kunne udrette for små børn, købte dens ordfører på stedet fire tønder land i området. Året efter stod kolonibygningen færdig, og dermed havde den mandlige lærerforening fået sin første kolonibygning.

Kommunale kolonier

Siden århundredskiftet har det været en naturlig ting for mange københavnske lærere at tage på sommerkoloni med deres egne eller andres elever. Men det er ikke nogen naturlov.

Nogle af KLF's medlemmer fik i 1980'erne øje på koloniarbejdet, der i deres øjne udgjorde et gratisarbejde.

Kolonivirksomheden blev anset for at ligge uden for lærerforeningens arbejdsområde, og man foreslog det slettet fra vedtægterne.

Forslaget ville få som konsekvens, at kommunen skulle overtage kolonierne, sætte dem i stand og drive dem med lønnet personale - men her sagde medlemmerne nej:

Da forslaget kom til skoleafstemning, fik det 84 procent af stemmerne imod sig, og siden har ingen sat spørgsmålstegn ved KLF's engagement i forhold til kolonivirksomheden.-

Tonny Hansen er skribent

på 'Københavns Kommuneskole'