Intranet er lykken

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flere og flere skoler får intranet. På Gylling Skole i Odder har de haft det siden 2005. Her underviser lærer Birgitte Pallesen i 4. klasse.

Hvad bruger du skolens intranet til?

»Det er et let værktøj til at koordinere mellem lærere, elever og forældre. Jeg lægger næste ugeplan, så de kan se kommende lektier. Jeg kan også selv foretage skemaændringer og være sikker på, at alle har set det.

Jeg bruger det også til beskeder generelt på det, vi kalder opslagstavlen, men jeg kan også sende specifikke beskeder til enkelte forældre eller elever.

Hvis en elev ikke er blevet færdig med en opgave i klassen, kan den også laves færdig hjemme.

Vi har også læsekontrakt, hvor eleverne selv skriver titlen på den bog, de vil læse, og mål for, hvor meget de skal læse. Så kan de selv og jeg løbende følge med i, hvor langt de er kommet. Jeg kan også reservere computerrum og planlægge møder hjemmefra, fordi jeg har adgang til de andre læreres kalendere«.

Hvad er fordelen ved intranettet?

»Man spares for en masse papirsedler. Og det er meget nemmere med tilmeldinger til samtaler og andre arrangementer. Det kan og skal selvfølgelig ikke afløse telefonen, men det er en lettere måde til koordinering af alt det praktiske«.

Hvilke ulemper er der?

»Jeg oplever det kun positivt. Alle forældre i min 4. klasse har også bakket op om det og er tilmeldt og kigger dagligt ind på intranettet«, siger Birgitte Pallesen.

mrm@dlf.org