Mit indlæg ». forkortet af redaktionen« i Folkeskolen nummer 25 er ikke forstået af alle. Flere kolleger har spurgt mig, hvad meningen var. For at hjælpe på forståelsen tillader jeg mig at uddybe det her. Mit oprindelige læserindlæg var en kort - og alt for kort, ser jeg nu - kommentar til de mange forkortede læserindlæg, der er i Folkeskolen.

Der bringes nemlig jævnligt læserbreve forkortet af redaktionen. Rent layoutmæssigt og pladsmæssigt må det vel kunne lade sig gøre at bringe læserbrevene i den længde, der gør det muligt at forstå de budskaber, der ligger vores læserbrevsskrivende kolleger på sinde.

Jeg er overbevist om, at alle de lærere, der skriver til medlemsbladet, har noget på hjertet, når de nu ulejliger sig med at skrive - netop læserbreve. Og at de alle har tænkt grundigt over deres tanker, inden de sender dem af sted. De har sikkert brugt tid på at få alle facetter af deres budskab med. Og de har brug for den plads, der skal til.

Det undrer mig derfor, at det så tit sker, at læserindlæg fra lærere bringes i tydeligvis forkortede udgaver. Det er - finder jeg for at sige det åbent - både skolemesteragtigt og pernittengrynet.

Det ses aldrig, at indlæg fra andre læsere sendes beskåret. Det strejfede mig, at Folkeskolens redaktører måske har mere respekt for forældre, ledere, undervisningsministre, erhvervsfolk, forfattere, universitetsansatte og kunstnere, der deltager i den væsentlige debat i Folkeskolen. Og godt nok skal vi være rare ved vores gæsteskribenter, men alt med måde. Vi lærere skal vel ikke diskrimineres i vores eget blad? Vi må - netop i denne vanskelige tid - på enhver måde bidrage til forståelsen af, at lærere er respektable og ligeværdige med alle deres samarbejdspartnere. Og ikke nogle vrøvlehoveder, der skal gøres kort proces med. Hvad må Bertel Haarder ikke tænke.

Jeg håber, at dette noget længere indlæg vil blive bragt uforkortet.

Svar

Kære Carsten Seeger. Jeg har ikke en statistik, som kan bevise, hvad jeg siger, men jeg er meget sikker på, at du ikke har ret. Jeg kan forsikre dig, at ­politikere fra Folketing, KL og hovedstyrelsen - og såmænd også ministre (eller deres pressemedarbejdere/spindoktorer) - vil kunne bekræfte, at også de får indlæg forkortet. Men når et læserbrev har været frem og tilbage mellem afsender og redaktion, så skriver vi ikke nedenunder, at det er forkortet. Og det er nu engang meget nemmere at få fat i en politikers kontormedarbejder på Christiansborg og aftale en forkortelse, end det er at få fat i foreningens medlemmer, som jo har travlt med at undervise i redaktionens almindelige arbejdstid. Det må være derfor, at billedet ser så skævt ud.

Når vi bruger tid på forkortelser, skyldes det, at jeg prioriterer, at alle medlemmer skal være sikre på, at de kan få deres synspunkter frem, og det koster rigtig mange penge at producere bladet, som - efter at regeringen har ændret portoreglerne - kører med underskud. Så vi skal spare, hvor vi kan.

Noget helt andet er så, at vi ikke så sjældent får tak for forkortelserne. Jeg gemmer et brev, som jeg er særlig glad for. Det lyder: »Kære redaktør. Jeg blev sur, da du skrev, at I havde forkortet mit indlæg. Jeg blev tosset, da jeg fik åbnet filen og så, at I havde smidt halvdelen af mine ord ud. Og jeg blev glad, da jeg læste resultatet. I kan sgu jeres håndværk, intet væsentligt var gået tabt, selvom I havde skåret mig så kraftigt ned. Og nu er jeg så stolt! For flere kolleger har rost mig for, at jeg kan udtrykke mig så klart og præcist!«

Der er i øvrigt ingen omfangsmæs­sige grænser for indlæggene på folkeskolen.dk, som hver uge har cirka 100.000 besøg.

Thorkild Thejsen, chefredaktør