Formanden for Vejle Lærerkreds Rikke Vagn-Hansen og beklageligvis også lederen i Folkeskolen nummer 26 mener, at DLF ikke kommunikerer ordentligt med omverdenen, og at vi derfor ikke er inviteret med til bords flere steder.

Jeg er 100 procent uenig.

DLF med Anders Bondo i spidsen har nu i mindst to år fulgt en kommunikationsstrategi gående ud på at blive stuerene og dermed gøre op med forestillingen om, at vi er permanente nej-sigere. Anders er gang på gang kommet med alternative forslag til forbedringer. Det har bare ikke virket. Vores undervisningsminister er stadig af samme overbevisning, og vores medlemmer har efterlyst mere kontant handling fra foreningens side. Elevplaner er og bliver det mest lysende eksempel. Både ideen og handlingsforløbet med elevplaner fra ministerens side har været en hån mod lærerne. Ligeså med test og prøver.

Det, der er brug for, er en forening, der klart kalder en spade for en spade. Andet forstår ministeren ikke. Uanset hvordan vi forholder os, vil ministeren kalde os klynkere og nej-sigere. Det gør han, hver gang han løber tør for argumenter, og det gør han stort set altid.

DLF er nødt til at markere vores synspunkter og så selvfølgelig i forhandlingerne få det bedste ud af det. Det er kompromisets kunst.

Det samme skal vi gøre i de lokale kredse. Det er meget vigtigt med et tillidsfuldt samarbejde med kommunen, men tillid opstår kun, hvis man ved, hvor forhandlingspartneren står.

DLF skal ikke stå skoleret og kun sige det, der behager en forhandlingspartner. Vi skal være vores ansvar bekendt.

Derfor var det også befriende, at Anders Bondo i formandsberetningen var usædvanlig skarp. Det er det, vores medlemmer forventer.

Jeg ved godt, at vi har en regering, der overlever på ikke at genere nogen og hele tiden svinger med folkestemningen.

DLF skal ikke bare overleve. Vi skal være en fagforening, der kæmper for vores medlemmers løn- og arbejdsvilkår. Det gør man nu engang bedst ved at kommunikere klart og entydigt.

Vi er en fagforening og ikke en kaffeklub.

Svar

Den 22. marts 2006 deltog omkring 25 procent af Danmarks Lærerforenings medlemmer landet over i markeringer mod det indgåede folkeskoleforlig. Det var blot en af utallige aktiviteter, foreningen på alle niveauer iværksatte i forhold til forliget, samtidig med at vi havde vores klare bud på alternativer. Jeg ved ikke, om det var udtryk for, at vi forsøgte at blive stuerene. Her halvandet år senere kan vi konstatere, at der er politisk vilje til at revurdere blandt andet elevplanerne. På et møde den 20. september i Greve gav statsministeren udtryk for, at politikerne, hver gang de finder på nye regler, skal belyse, hvor store de administrative byrder er. Altså hvor meget tid bliver læreren frarøvet ved endnu en elevplan, og kan det så betale sig? Ja, det var faktisk det eksempel, statsministeren brugte

Vi skal ikke være bange for at sige fra, når der gennemføres ændringer, der forringer elevernes undervisning eller medlemmernes arbejdsvilkår, men hvis vi vil gøre os håb om at ændre forholdene, er det nødvendigt, at vi er vedholdende, og at vi konsekvent har vores alternative bud.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF