Fagbevægelsen taler i disse år meget om at kommunikere - dels med det såkaldte »offentlige rum«, dels med medlemmerne af deres respektive organisation. Således også i DLF, hvor vi da også har udviklet en kommunikationsstrategi.

Jeg er generelt enig i principperne omkring kommunikationsstrategien, som jeg forstår den: At vi, ved at appellere til emner og områder, som optager den brede del af befolkningen (læs: medierne/vælgerne), »vinder massernes gunst for os«.

Problemet opstår, hvis vi lader strategien styre politikken.

Vi bruger indimellem sygeplejerskerne som eksempel på en faggruppe, som er lykkedes med en kommunikationsstrategi.

Sygeplejerskerne har vundet stor sympati i befolkningen ved at »skubbe patienterne foran sig«, altså ved at fokusere på patienternes ve og vel i forbindelse med nedskæringerne frem for at fremhæve sygeplejerskernes egne løn- og arbejdsforhold.

Jeg skal ikke kunne bedømme de langsigtede muligheder for medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd. Men har det umiddelbart forbedret deres løn- og arbejdsforhold? Har det sikret den tiltrængte rekruttering til sygeplejeskolerne? Har det øget sygeplejerskernes tillid til Dansk Sygeplejeråd som »deres« organisation - eller føler de sig overladt til sig selv?

Umiddelbart tror jeg at FOA's medlemmer, social- og sundhedsassistenterne, har langt lettere ved at identificere sig med deres. Og denne faggruppe har i den grad vundet terræn i befolkningen med kravene om »flere hænder« og »mere løn«, krav, som er tydelige og har fokus på faggruppens løn- og arbejdsvilkår.

På kongressen foreslog jeg at ændre overskriften i en resolution om rummelighed fra »Kommunerne svigter de svage elever« til »Rummelighed er et skalkeskjul for besparelser«. Resolutionens indhold omhandlede netop paradokset mellem kommunale besparelser og kravet om rummelighed.

Mit forslag blev støttet af enkelte delegerede og hovedstyrelsesmedlemmer, men - på opfordring fra hovedstyrelsen - stemt ned med den begrundelse, at den stred imod vores kommunikationsstrategi. Jeg respekterer naturligvis de demokratiske spilleregler - at blive nedstemt - men jeg er bekymret over henvisningen til vores kommunikationsstrategi.

For det første er besparelserne i den offentlige sektor en sag, som ligger hun­dred­tusinder af danskere på sinde. Se blot på velfærdsdemonstrationerne den 2. oktober, som ikke engang de borgerlige medier kunne ignorere. At sætte lighedstegn mellem besparelser og rummelighed er et både veldokumenteret og anerkendt argument. Det er troværdigt over for medlemmerne, at vi belyser sammenhængen mellem »den rummelige folkeskole« og kommunale besparelser.

For det andet bliver kommunikationsstrategien blokerende for tydeligheden og synligheden, hvis vi bliver bange for at sige tingene, som de er, blot fordi det ikke er opportunt i medier eller hos vores arbejdsgivere. At være markant og klar i sine udmeldinger er ikke det samme som at være »klynkende« eller »sur«.

Det er at stå ved sin politik og tro på, at den kan forandre.

Svar

Jeg synes heller ikke, at en kommunikationsstrategi skal bruges til at slå hinanden oven i hovedet med.

Resolutionen endte med overskriften: »Kommunerne skal tage ansvar for de svage elever«. Jeg er blandt dem, der synes, at det var en bedre overskrift, da hovedbudskabet var, at kommunerne svigter dette ansvar. Jeg synes, at dit forslag til overskrift flyttede fokus over på kommunale besparelser. Det kunne vi såmænd godt have lavet en udtalelse om, men det var som sagt ikke hovedbudskabet med denne resolution.

Jeg mener ikke, at der er noget problem i at være klar i sine udtalelser. Det synes jeg faktisk også fremgår af den nævnte resolution, der kan findes på www.dlf.org under Kongres 07.

Jeg mener på ingen måde, at der er tale om, at strategien styrer politikken.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF