Politikere elsker procenter. Kan de ændre på tallene, så udgifterne falder, er de i deres es. Men det bliver svært at gøre ret meget ved, at Danmark skiller 2,3 procent af eleverne ud til vidtgående specialundervisning. Også selv om andre vesteuropæ­iske lande ligger lavere.

»Den danske procent er ikke for høj. I 1972 lå tallet på cirka tre procent. Af ideologiske årsager fik vi det længere ned, men vi kan ikke pege fingre ad, at to-tre procent går i specialskole«, siger Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, DPU.

Som Danmarks første og hidtil eneste professor i specialpædagogik gav han på Nordisk specialpædagogisk konference i København for nylig sit bud på, om der er grænser for inklusion. Svaret afhænger af den enkelte elev:

»Det afgørende er, at vi ser på, hvad der gavner den enkelte elev, når vi skal vurdere, om han skal gå i en almindelig klasse, i specialklasse eller på specialskole. Vi skal ikke tænke på, hvor mange elever der går i hver enkelt form«, siger Niels Egelund.

Han giver et eksempel med en familie med en relativt velfungerende søn med Downs syndrom. Drengen gik i en normal 3. klasse med 16 timers støtte, men da faren fik nyt job, flyttede familien til et andet amt.

»Forældrene bad om at få sønnen i en normal klasse, men amtet tilbød ham plads på en specialskole. Forældrene kaldte det et middelalderligt tilbud, men der var ikke noget at gøre. De var temmelig deprimerede, da de kørte ham til den nye skole«, fortæller Niels Egelund.

Da de hentede ham, mødte de for første gang i lang tid en glad dreng, og nogle uger senere blev han inviteret til fødselsdag hos en af sine nye klassekammerater.

»Han kom også med hjem at sove hos én. Han var sammen med børn, han kunne spejle sig i, og med lærere, som kunne deres kram«.

Mange andre børn har taget den samme tur. På ti år er antallet af enkeltintegrerede elever dog faldet fra 19 til ti procent af den samlede gruppe med behov for vidtgående specialundervisning.

»Ingen ved, hvorfor der næsten er sket en halvering. Mit gæt er, at man har gjort sig nogle erfaringer«, siger Niels Egelund.

God grund til bekymring

I 1994-95 fik 1,04 procent af eleverne vidtgående specialundervisning. Ti år senere var tallet øget til 1,38 procent, en stigning på 30 procent. Der fødes ikke flere blinde, døve eller udviklingshæmmede børn end tidligere. Men der er flere, som har problemer med adfærd, kontakt og trivsel, såkaldte AKT-børn.

For 20 år siden havde ni procent af eleverne i den vidtgående specialundervisning diagnoser som autisme, Aspergers syndrom og ADHD. I dag ligger tallet tre gange så højt.

»Stigningen er bemærkelsesværdig. Vi har ikke set en opdeling på, om der er kommet flere autister eller børn med ADHD til. Men det er AKT-børn, der fylder, og det ser ud til at være et globalt problem«, siger Niels Egelund.

Ingen ved præcist, hvorfor stadig flere børn har AKT-problemer. Forskerne opererer med et katalog af årsager.

»Der fødes et stigende antal med skader på grund af mødrenes misbrug under graviditeten, og børn overlever, selv om de fødes helt ned i 24. svangerskabsuge. Da jeg var barn, var det tvivlsomt, om en nyfødt på 1.500 gram kunne klare sig. I dag overlever de helt ned til 680 gram, men de har dobbelt så stor risiko som andre for at komme til specialundervisning. Der er også flere, som får tvillinger på grund af kunstig befrugtning, og der er større risiko for, at tvillinger vejer mindre end andre nyfødte«, siger Niels Egelund.

Mange af AKT-børnene er rigtig dyre.

»Det koster 450.000 kroner plus taxikørsel at sende en elev på autistskole. Ved svær autisme koster det op til en million, fordi eleven skal anbringes. Vi er nogle, som er bekymrede, fordi kommunerne nu skal betale så store beløb for bestemte elever og derfor vil mene, at de kan gøre det billigere selv. Men man kan ikke sætte otte elever med hver sin diagnose i klasse sammen. Det vil især blive spændende, hvis læreren ikke er uddannet speciallærer«.

Nødvendigt med resurser

I al den tid Niels Egelund kan huske, har man diskuteret, hvordan man skal organisere den specialpædagogiske indsats. Om den skal foregå så tæt på normalområdet som muligt eller i specielle skoler.

Det er et åbent spørgsmål, om den ene eller anden form er rigtig, mener professoren.

»Hvordan det påvirker fagligheden og livskvaliteten at være i segregerede former, er en trossag. Vi stræber efter nærhedsprincippet og mindst indgriben, og alle er enige om, at kan specialundervisning klares med få timer, så er det bedst«.

Det er muligt at opnå en høj grad af inklusion i en almindelig folkeskole. Det kræver dog, at en række forudsætninger bliver opfyldt.

»Vi har traditionelt tænkt, at specialundervisning først kan gives efter en udredning fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Men undervisningsdifferentiering gør det muligt at give eleverne noget særligt uden at sætte hele apparatet med specialundervisning i gang«, siger Niels Egelund.

Nogle skoler påstår, at de ikke har elever i specialundervisning, men går man dem på klingen, viser det sig, at de bare kalder det noget andet.

»Skolerne er nødt til at have resurser, så de hurtigt kan sætte AKT-lærere, læsevejledere og støttelærere ind til at bakke et lærerteam op. Uanset hvor dygtige lærerne er, kommer de ud for noget, de ikke selv kan klare«, siger professoren i specialpædagogik.

Ingen ved præcist, hvorfor antallet af AKT-børn stiger drastisk over hele verden, men forskerne har en række bud:

Mindre kontakt med forældre og søskende end tidligere

Stigende kemisk forurening via fødevarer, medicin og vacciner

Stigende antal børn med skader på grund af mødres misbrug

Stigende antal børn født helt ned til 24. svangerskabsuge

Stigende antal børn belastet af fætter-kusine-ægteskaber

Stigende antal adoptioner fra Sydøstasien og lande som Rumænien og Bulgarien, hvor mange børnehjemsbørn bliver skadet i en tidlig alder

Større udskillelse i den fleksible skole

Mediers og it's indflydelse på børn

Curlingbørn uden opdragelse

Forældrepres for at få en diagnose

Interesseorganisationers indflydelse på forældre

Kilde: Niels Egelund, DPU

Der vil altid være to-tre procent, som har brug for et specialiseret tilbud

Den almindelige skole kan ikke opnå den nødvendige lærer/pædagogkompetence på de specialpædagogiske felter

Enkeltintegrerede elever opnår sjældent at blive en del af fællesskabet. Det fører til manglende livskvalitet og dårlige læringsvilkår

Kilde: Niels Egelund, DPU